:: Anmeldelse ::

Vi befinder os i et Amish samfund, hvor 6 piger fødes samtidig af forskellige kvinder den 6. i måneden på den 6. måned af året, hvilket får det lille samfund til at grue for en gammel djævleprofeti. 18 år efter pigernes fødsel, forsvinder pigerne én efter én lige før deres fødselsdag…

Som vi netop har været omkring med The Sacrament, så elsker jeg horror, der bygger på virkelighedens små særlige områder af samfundet, hvor fanatisme i et eller andet omfang får overtaget. Det får folk til at reagere højst uforklarligt, mens de selv mener, deres handlinger og reaktioner er dybt logiske og fornuftige – i denne omgang er det med biblen i hånden og i et underkuet samfund.

Dog er det alligevel ikke SÅ underkuet, at man ikke kan angribe lederen fysisk, og så ellers fortsætte sit liv (omend noget mindre populær hos førnævnte leder), mens vi ellers hører om andre medlemmer af flokken, der bortvises. Den er sgu lidt svær at sluge – eller rettere; der mangler en scene, der kan forklare, hvorfor lige præcis dette menige medlem af flokken kan opføre sig markant mere provokerende end resten.

Når det så er sagt, er dette jo ikke noget dybt filosofisk drama, men derimod god gammeldags teen horror, som vi har kendt dem siden 90’erne. Det er uhygge, unge mennesker med hidsige hormoner væltende rundt i kroppen og sure gamle mænd, der gerne vil beholde magten. Sagt med andre ord; Kampen mellem håbet og frygten. Eller bare det potentielt gode mod det tydeligvis onde.

Og som sådan fungerer plottet helt fint. Det er tidligt ret tydeligt for den garvede horror-fan, hvem der kommer til at dø først, og hvem der nok bliver last girl standing. Men det er også helt OK, for mysteriet i denne film går mere på hvorfor og hvordan end hvem – selvom det naturligvis også har en vis betydning, når nu der myrdes i flæng.

Castet leverer varen som de skal. Jeg indrømmer blankt, at Jennifer Carpenter (Debra ‘Fucking’ Morgan fra Dexter og titelrollen i The Exorcism of Emily Rose / Besat, som jeg elskede) var et kæmpe trækplaster for mig, men hun får sgu ikke meget at arbejde med. Hun er lidt for stereotyp, bitter gudfrygtig kvinde, og det er umuligt at forstå, hvorfor hun er gift med den, hun er. Gensynet var dog alligevel glædeligt, da hun er bidende intens, men karakteren lidt for endimensionel.

Men – som instruktøren, Christian E. Christiansen, selv sagde i introduktionen af denne verdenspremiere – dette er en film af underholdningsskuffen. Ikke til de gode anmeldelser eller fine priser, men til folk der bare gerne vil underholdes, og det klarer den sgu meget godt. Og så er der et par VIRKELIG lækre scares, så hele salen hoppede et par gange. Glæd jer til dem!

Fakta

Biografpremiere: Blodig Weekend 2014
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Christian E. Christiansen
Medvirkende: Jennifer Carpenter, Alycia Debnam-Carey, Rufus Sewell, Thomas McDonell, Adelaide Kane, Leah Pipes, Colm Meaney, Stacey Edwards, Ric Reitz m.fl.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.