:: Anmeldelse ::

Vi var i forgår aftes til forpremiere på ‘Julia’s Eyes’ i Dagmar til et Cofoco-arrangement.

Denne film var egentlig ganske anderledes end forventet, men nogen gange er det, som bekendt, positivt at blive overrasket, hvilket heldigvis også var tilfældet med denne film. Navne som Guillermo del Toro og et cast, der i hovedrollerne minder meget om ‘Børnehjemmet’, betød at forventningerne til filmen var skræmmende høje.

Som det ofte er tilfældet, når del Toro er inde over, så er uhyggen psykologisk og snigende. Ikke at det overhovedet afholder publikum fra at blive rystet og chokeret. Det er bare med historien og de lækreste virkemidler frem for vold og blod. I denne omgang er det vel ret beset også første gang, vi er ude over det paranormale (Børnehjemmet) og mere eventyrlige (Pans Labyrint), hvilket ironisk nok kun giver en ekstra dimension. Denne gang af realisme og indlevelse for publikum.

Jeg troede, vi i denne film ville få et fuldstændigt point-of-view og dermed skulle opleve flere scener uden billeder og kun med lyd. Dette havde været et modigt træk, men nok også hurtigt kedsommeligt og frustrerende, så den benyttede løsning er meget bedre – og mere elegant – end blot at fjerne billedsiden.

Og ja, man kan nok gætte en del plot twists på forhånd, men det er ikke en krimi, hvor morderen skal findes, men derimod en oplevelse af at være i hovedpersonens sted og opdage sandheden på hendes præmisser. Dette illustreres på fornem vis ved ikke længere at vise personers ansigter, efterhånden som hun mister synet. Du må – som hun – stole på lyde og fornemmelser i langt større grad end normalt.

Og “hun” er endnu en gang fantastisk! Der er drama og sårbarhed i de helt rette doser, så gyset får optimale vilkår – og jeg hoppede så absolut i sædet mere end én gang. Det var jeg desuden ikke ene om!

Bare lidt galde…

Uanset hvor meget de store, stærke mænd (jeg formoder min spydighed er tydelig her!) sidder og skraldgriner midt i klimaks, så hoppede de også i sædet og var ganske stille indtil da. Det er snart lidt for forudsigeligt, at I først sidder med hjertet i halsen, hvorefter I lige skal finde jeres indre Tarzan med et “Ha ha, det er sgu da slet ikke uhyggeligt!”. Føler du dig truffet, skal du ikke ønske mig i nærheden, næste gang du udøver dette stunt, for snart sender jeg lige et par popcorn i nakken på én af jer, så I kan skrige og blive udstillet som det I er: Tøsedrenge! I narrer ingen – slet ikke jeres date, som sidder og ruller med øjnene under jeres lille skuespil.

Fakta

(Originaltitel: Los ojos de Julia)

I biografen: 21-07-2011
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Guillem Morales
Medv.: Belén Rueda, Lluís Homar, Clara Segura, Julia Gutiérrez Caba, Francesc Orella m.fl.
Land: Spanien, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.