The Killing of a Sacred Deer er en lidt aparte oplevelse, hvor uhyggen og utrygheden er helt i højsædet. Den vil absolut ikke være noget for alle, men kan dog anbefales.

At jeg havde udfordringer med The Killing of a Sacred Deer, skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er ret glad for samtlige skuespillere, og derfor var jeg meget udfordret af skuespil-stilen. Replikkerne leveres nærmest staccato-agtigt fra samtlige skuespillere.

Det gør noget (umiddelbart ikke negativt) for selve stilen i The Killing of a Sacred Deer. Og det er helt klart et bevidst valg fra instruktørens side. Men hvis ikke hovedrollerne var spillet af Colin Farrell og Nicole Kidman, ville jeg dog sige, at netop skuespillerne var deciderede amatører.

Der går desværre lidt Lille Per replik-oplæsning i stilen for mig. Det var noget, jeg lige skulle vænne mig til, da det virker meget unaturligt. Alle replikker leveres med samme energi – eller mangel på samme – og det havde jeg svært ved at leve mig ind i.

En syg historie

Noget, der til gengæld fangede omgående i The Killing of a Sacred Deer, var historien. Det er en vild og direkte syg historie, der konstant udvikler sig.

Der er både noget meget menneskeligt og noget ret overnaturligt inde over fortællingen, men man bliver tryllebundet fra starten.

På trods af udfordringerne (for mig!) med selve spillestilen, så er det dog også skuespillerne, der driver værket. Det er nogle fantastiske præstationer fra samtlige involverede, og der bliver virkelig rykket ved nogle grænser.

The Killing of a Sacred Deer

Alligevel er det umuligt ikke at fremhæve Barry Keoghan (Dunkirk) i rollen som Martin. Det er som at kigge på en ulykke og direkte ind i mørket. Han har en logik, der er svær helt at argumentere imod, men han er også vanvittig i sin tilgang til verden. Der er ingen tvivl om, at alverdens priser nemt kunne tilfalde Barry Keoghan for denne præstation.

Alicia Silverstone (Clueless) har en overraskende lille rolle i The Killing of a Sacred Deer, men efterlader også et stort indtryk. Da filmen var slut, kunne jeg næsten ikke forstå, at hun faktisk kun havde været med i én sekvens.

Nicole Kidman og Colin Farrell spiller ægteparret, der er fanget midt i alt virvaret, og de spiller helt fænomenalt overfor hinanden. Imponerende og medrivende!

Næsten grotesk voldsom lydside

Jeg bruger ikke dette ord ofte (eller skødeløst), men følte bogstaveligt talt, at mine sanser flere gange blev voldtaget. Især lydsiden i The Killing of a Sacred Deer er helt grotesk voldsom.

Der er ikke generelt noget underlægningsmusik i den traditionelle forstand, men alligevel er lyd en stor del af stemningen. Lyden er høj, voldsom og til tider meget ubehagelig. Jeg havde nærmest lyst til at holde mig for ørerne og bare stikke af.

Igen, så er dette tydeligvis et bevidst valg fra instruktør, Yorgos Lanthimos, side. Det er med til at skabe en meget ubehagelig følelse, så publikum kan forholde sig til de svære valg, og den groteske situation karaktererne er fanget i.

The Killing of a Sacred Deer

En imponerende præstation

For mig personligt havde The Killing of a Sacred Deer som helhed fungeret bedre, hvis skuespillet havde været mere naturligt. Det ér nemlig noget, der i lang tid holdt mig distanceret omkring selve historien.

Uanset min (og mange andres) udfordringer med kreative valg omkring både skuespil og lydside, så er det en imponerende fortælling Yorgos Lanthimos har skabt.

The Kiling of a Sacred Deer er skrevet af instruktør Yorgos Lanthimos i samarbejde med Efthymis Filippou. De lavede også The Lobster sammen i 2015, hvor Colin Farrell også spillede hovedrollen.

De har klart bevist, at de kan fortælle en historie, der formår at fange publikum. Og så kan han i den grad fortælle en historie. For historien i denne film er voldsom og anderledes, men også helt ekstremt medrivende.

Det er så absolut ikke en film for alle, og man skal være med på at få en ret anderledes filmoplevelse. Kan man sætte sig ud over dette, så er der dog noget ret fantastisk at hente her.

FAKTA

Biografpremiere: 09-11-2017
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: Yorgos Lanthimos
Medvirkende: Nicole Kidman, Colin Farrell, Barry Keoghan, Alicia Silverstone m.fl.

Resumé
Steven (Colin Farrell) er en ekstremt dygtig hjertekirurg og gift med Anna (Nicole Kidman), der er en højt respekteret øjenlæge. De lever et lykkeligt og rigt liv sammen med de to børn Kim på 14 år og Bob på 12. Steven har fået et nært venskab til den 16-årige dreng Martin (Barry Keoghan), som har mistet sin far. Tingene tager en uventet og dyster drejning, da Steven introducerer Martin for familien. Gradvist krakelerer den verden, de kender, og Steven må gøre et chokerende offer for ikke at miste alt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg