THE BABYSITTER: KILLER QUEEN er en ny Netflix-gyserkomedie. Historien om Cole, der formåede at overleve et angreb fra en satanisk blodkult, fortsætter her i The Babysitter 2. Se den på Netflix nu, og læs vores The Babysitter: Killer Queen anmeldelse her!

THE BABYSITTER: KILLER QUEEN er en ny Netflix-film i gyserkomedie-genren. Det er en fortsættelse, så man kan naturligvis også bare kalde den The Babysitter 2, men det har ikke rigtig samme pondus. Cole (Judah Lewis) formåede at overleve mange angreb på sit liv, da hans babysitter viste sig at være del af en satanisk blodkult.

De skulle bare liiige bruge hans dejlige jomfrublod til et lille ritual, og dét kom der rigtig meget blod ud af. Dog ikke meget fra Cole selv.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-filmen The Babysitter her >

Nu kan du se opfølgeren på Netflix, hvor næsten hele holdet – både foran og bagved kameraet – er samlet igen. Læs vores fulde The Babysitter: Killer Queen anmeldelse herunder.

Mere komedie og flere popkultur-referencer

I The Babysitter 2, er det efterhånden to år siden, begivenhederne i første film fandt sted. Cole (Judah Lewis, der også er kendt fra Summer of 84) er i high school, og det er sin egen form for helvede. I hvert fald for den unge Cole, der er kendt som drengen, der fandt på en vanvittig historie om sin morderiske babysitter. Der er nemlig ingen beviser efter den sataniske blodkult fra 1’eren.

Det betyder naturligvis, at han er en vaskeægte outsider i high school. Samtidig har han voldsomme mareridt, der heller ikke ligefrem gør livet nemmere for den unge Cole. Til gengæld har han sin bedste ven (og store kærlighed) i Melanie, der prøver at støtte ham. Melanie spilles i øvrigt at Emily Alyn Lind, der også medvirkede i Doctor Sleep mellem de to film i denne gyserkomedie-franchise.

Derudover er der en helt ny pige, der er lidt af en badass. Det er Jenna Ortega, der spiller denne rolle. Hende vil du nok genkende som den overordentligt friske pige, Ellie, fra sæson 2 af You. Derudover skal hun være med i den kommende Scream 5 så hun bliver i genrefilm-hjørnet.

Med The Babysitter: Killer Queen får vi den samme grove humor, der var bærende i første film, men også nogle mere pjattede elementer. Det er ikke ligefrem noget, der løfter filmen for mit vedkommende, men sådan er smag og behag jo så forskellig. Jeg foretræk klart den lidt mere dystre tone i den første film, men jeg elsker til gengæld overflodet af popkultur-referencer i denne.

Især gyserfans vil fange rigtig mange af disse referencer. Der er nemlig henvisninger til alt fra Fredag den 13. til Udflugt med døden (1972). Der er både henkastede kommentarer samt nogle helt åbenlyse referencer, så det en regulær buffet, der fanges primært af os, der elsker genreproduktioner. Terminator 2 er nemlig også en tilbagevendende reference.

The Babysitter: Killer Queen – Anmeldelse [Netflix]

Ja, Samara Weaving er med i The Babysitter 2: Killer Queen

Fans af The Babysitter-filmen har ventet på at finde ud af, om Samara Weaving ville vende tilbage efter at have titelrollen i første film. Vi har set alle de andre skuespillere i traileren for denne opfølger, mens hendes deltagelse kun har været hentydet.

Og ja, Samara Weaving er tilbage her i The Babysitter 2.

Hun er dog ikke meget på skærmen, selvom hun er en ret stor del af selve historien. Og nej, det er ikke en spoiler, men nok nærmere et rent praktisk tilfælde. Hun har nemlig haft rigtig travlt i mellemtiden, så de relativt få scener med hende, er nok hvad der har været tid til for hende. Det er lidt ærgerligt, da hun gjorde første film helt fantastisk, men det er bare skønt at have hende tilbage!

Siden første film i denne franchise har hun lavet Ready or Not (2019) og Guns Akimbo (2019) plus medvirket i flere tv-serier.

Kommer der en The Babysitter 3?

Når The Babysitter: Killer Queen er slut, så bliv lige siddende og vent på en lille “end credit”-scene. Hvis du var i tvivl om, hvorvidt franchisen slutter her, så giver denne ekstra scene i hvert fald håb om mere.

Med andre ord er en The Babysitter 3 bestemt en mulighed. Og hvis der er nogen genre, der kan finde ud af at holde en franchise i gang, så er det saftsuseme gysergenren. Og ja, det gælder også gyserkomedier! Det er jo heldigvis sådan med vores genre, at der ikke rigtig er nogle regler. Man sætter derfor selv rammerne, og hverken død eller ulykke kan stoppe nogen eller noget i disse film.

Personligt håber jeg, at en eventuel The Babysitter 3 vil have Samara Weaving med i langt større omfang.

The Babysitter: Killer Queen – Anmeldelse [Netflix]

Se The Babysitter: Killer Queen på Netflix nu!

McG er tilbage som instruktør på The Babysitter: Killer Queen, og han har også været medforfatter på manuskriptet med Dan Lagana. Ingen af dem var med til at skrive den første The Babysitter, der blevet forfattet af Brian Duffield. Han har siden forsat sin karriere med filmen Underwater (2020) samt den kommende sci-fi komedie Spontaneous (2020).

Jeg elskede virkelig den første film, så jeg forventede ikke, at denne opfølger ville være lige så god. Det betyder også, at jeg ikke blev skuffet – for nej, jeg synes ikke The Babysitter 2 er lige så god som 1’eren. Men det betyder ikke, at jeg ikke nød at se forsættelsen. Den er godt nok mindst ti minutter for lang, men det er jo ikke ligefrem nogen dødssynd.

Og hvordan kan man ikke elske alle de gyserfilm-referencer? Det er i sig selv en ekstra godbid til alle gyserfans. Fortsættelsen er dog også mere fjollet på mange måder, og det er ikke noget, der løfter filmen for mig. Tværtimod. Til gengæld anerkender jeg også blankt, at det mere fjollede måske rammer helt plet hos andre. Sådan er vi så forskellige, og der er noget til alle i denne film. Ikke mindst en masse blod!

The Babysitter 2: Killer Queen er ude på Netflix fra den 10. september 2020.

FAKTA

Instruktør: McG
Manuskriptforfattere: Dan Lagana, McG, Brad Morris, Jimmy Warden
Medvirkende: Judah Lewis, Emily Alyn Lind, Jenna Ortega, Robbie Amell, Andrew Bachelor, Leslie Bibb, Hana Mae Lee, Bella Thorne, Ken Marino, Chris Wylde, Carl McDowell, Juliocesar Chavez, Maximilian Acevedo, Jennifer Foster, Helen Hong

Plot

To år efter, Cole overlevede en satanisk blodkult, oplever han endnu et mareridt – high school. Og dæmonerne fra hans fortid? De gør stadig hans liv til et helvede.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg