YOU sæson 2 er nu ude på Netflix. Hvis du var glad for sæson 1, bør denne sæson også være noget for dig. Joe er flyttet til Los Angeles for at gemme sig i en by, han hader. Selvfølgelig finder han kærligheden igen, og det hele går galt. Læs vores anmeldelse af YOU (DU på dansk) sæson 2 her!

You sæson 2 er nu ude på Netflix, hvilket mange fans af første sæson sikkert er lykkelige for. Mærkeligt nok var der mange kvinder, der forelskede sig i Joe, hvilket skuespilleren Penn Badgley, der spiller ham, undrede sig meget over. Joe Goldberg er trods alt en stalker og morder.

Hvis du var glad for sæson 1 af You (med den danske titel Du), bør du også blive glad for denne anden sæson. Joe er stadig skør, og han bliver jagtet af sine tidligere ofre. Både dem der er døde, og dem der stadig er iblandt os.

Læs også: Vores anmeldelse af YOU sæson 1 her >

You sæson 2 foregår i L.A.

Sæson 2 af You er mere af det samme…. men nu er Joe taget til Los Angeles. Det bedste sted at gemme sig og holde lav profil er vel et sted, han hader. Især fordi det er en by, alle ved, han hellere ville dø, end befinde sig i. Men Joe er desperat, og det kræver noget særligt at slippe væk fra de synder, han begik i New York i sæson 1. 

En anden ting er, at Joe nu hedder Will. Han prøver at starte forfra, så naturligvis kan han ikke bruge sit rigtige navn, Joe Goldberg. Men Joe kan ikke bare ændre sin natur, så han forelsker sig selvfølgelig meget hurtigt, og så er han tilbage i sit rette element som naturlig stalker.

Når du har set afsnit 1, ved du præcis hvor lidt Joe har ændret sig. Jeg må dog sige, at jeg ikke helt købte det twist, der var i slutningen af afsnit 1 sæson 2. Det er ikke ligefrem dårligt, men det fungerede heller ikke helt. Det gør et twist i løbet af afsnit 2 til gengæld, da det var ret perfekt!

YOU sæson 2 anmeldelse Netflix serie

Victoria Pedretti er Love

Joes nye kærlighed i sæson 2 af You hedder vitterligt “Love”. Hendes fulde navn er Love Quinn, og hun spilles perfekt af Victoria Pedretti. De fleste horrorfans vil nok kende Victoria Pedretti som Nell fra The Haunting of Hill House, og det er dejligt at se hende igen i en ny Netflix-serie. Hun er på alle måder spot-on som Love.

Læs også: Vores anmeldelse af The Haunting of Hill House sæson 1 her >

Selvom det er sjovt at se Victoria Pedretti i en helt anden rolle, kan vi også se frem til at se hende i den opfølgende sæson af The Haunting of Hill House. Det er en separat historie, men det er stadig Mike Flanagan, der står bag. Den kommer til at hedde The Haunting of Bly Manor og kommer på Netflix i 2020.

Men tilbage til You, hvor vi naturligvis også ser mere til Candace. Hun konfronterede Joe i i sidste afsnit af You sæson 1, og fra starten af sæson 2 gør hun det klart, at hun gerne vil straffe Joe. Han efterlod hende trods alt, da hun var døden nær, inden sæson 1 startede. Candace spilles fantastisk af Ambyr Childers, så det er en anden ting, du kan se frem til.

Vi ser også mere til Joes barndom, der forklarer en del omkring, hvorfor han er endt ud, som han er.

YOU sæson 2 anmeldelse Netflix serie

Se You sæson 2 på Netflix nu!

Jeg elskede sæson 1 af You, så jeg så virkelig frem til denne nye sæson Selvom det stadig er åndsvagt at serien kaldes Du på dansk. Uanset titlen, så har den heldigvis samme tone og stil som sæson 1, så jeg blev ikke skuffet. Især slutningen på sæson 2 er 100% i tråd med den verden Joe har vist os gennem to sæsoner.

Særligt Penn Badgley er altså også perfekt som Joe i denne nye “Will” version, der bor i Los Angeles. Jeg var også glad for at se Victoria Pedretti, som vi forelskede os i som Nell i The Haunting of Hill House. Karakteren, hun spiller i You, er meget anderledes end Nell, men hun er stadig ret fantastisk. Og ja, så er der faktisk en hel del lighedspunkter!

Og vi skal ikke glemme de øjeblikke, hvor vi får lov at se Elizabeth Lail som Beck igen. Jeg elskede den karakter, og selvfølgelig kan Joe (Penn Badgley) aldrig give helt slip på en tidligere kærlighed. Som vi tydeligt så i sæson 1 of You, hvor Candace stadig hjemsøgte ham. Altså lige indtil hun dukkede op i sidste afsnit for at annoncere, at hun nu havde tænkt sig at torturere ham.

Sæson 2 af You har alt det, vi elskede i sæson 1, tilsat den bonus at være i en by, Joe hader, og derfor ikke kan lade være at kommentere på. Så det er herligt at have fået serien tilbage. Nu venter vi bare på, at sæson 3 af You bliver annonceret!

You sæson 2 er ude på Netflix fra den 26. december 2019.

FAKTA

Skabere: Greg Berlanti, Sera Gamble
Medvirkende: Penn Badgley, Victoria Pedretti, Ambyr Childers, Charlie Barnett, Carmela Zumbado, Jenna Ortega, Elizabeth Lail, Chris D’Elia, Robin Lord Taylor

Plot

Sæson 2 af YOU følger igen Joe Goldberg i hans søgen efter kærlighed, hvilket fører ham til Hollywood, hvor drømme kan skabes eller knuses.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg