:: Anmeldelse ::

Selve præmissen er jo fantastisk: Korrupte betjente vil have hævn over de hårdkogte kriminelle, og midt i deres opgør overtager zombie-sygdommen hele Frankrig, og ikke mindst den ejendom de befinder sig i. Pludselig bliver fjender til allierede, selvom man jo ikke ligefrem begræder hinandens mandefald. Det er et spørgsmål om styrke i antal, og det er heldigvis tydeligt hele vejen igennem, så der er ingen sød-suppe-nu-holder-vi-i-hånd-og-redder-verden. Næ nej, vi kæmper os ud af denne bygning sammen, og så er det ellers hver mand for sig selv – og det er det faktisk også, mens de stadig befinder sig i bygningen.

Det bedste – og reelt er dette nok grund til at se filmen – er et par helt fantastiske karakterer, som virkelig løfter den op på et højere niveau end den egentlig umiddelbart tilhører. Der er den gamle mand, der i snusket undertrøje med ølvommen tittende frem nærmest præsenterer sig selv med replikken “Min kone vejede 120 kilo, havde patter ned til knæene og nogen ordentlige skinker som hænder. Hende kneb man sgu ikke i måsen”. Og som med et trylleslag får vi noget gedigen underspillet humor ind midt i en ellers blodig og voldsom historie. Og så er der den ene kvinde, som viser sig at være noget af det mest hårdkogte siden Alien’s Ellen Ripley og Terminator’s Sarah Connor. For satan, hun uddeler nogen tørre tæsk, så man kun kan sidde og juble.

Historien er enkel, men fungerer godt, og der er ingen slinger i valsen undervejs. Der spildes ikke tid på ligegyldigheder, og alle ekstra informationer og sidehistorier bidrager til at udvikle karaktererne. Effekterne er gode og den visuelle stil er lækker og gennemført rå. Farverne er meget begrænsede, for vi befinder os trods alt i et kedeligt kriminelt miljø, og når verden er ved at gå under, så er det ikke ligefrem pastelfarver og sommerfugle, der fylder mest. Det er fantastisk, at denne film kommer fra en række spillefilmsdebutanter. Yannick Dahan og Benjamin Rocher har instrueret filmen, og står også bag manuskriptet sammen med Arnaud Bordas. Hvis det her er resultatet af deres første forsøg, så kan verden godt glæde sig til næste forsøg.

Fakta

(Originaltitel: La Horde)

På DVD: 01-03-2011
Genre: Horror | Thriller | Action
Instr.: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Medv.: Eriq Ebouaney, Aurélien Recoing, Alain Figlarz m.fl.
Land: Frankrig, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg