Sanctum (4/6)

:: Anmeldelse ::

Der er visse film, der bare skal ses i biografen. Som udgangspunkt er James Cameron’s film altid i denne kategori, for de er “larger than life” og visuelt fantastiske på en måde, som selv den bedste hjemmebio ikke kan matche. ‘Sanctum’ er ingen undtagelse, selvom Cameron blot er producer og ikke instruktør på denne film.

Filmen er desuden et perfekt eksempel på, hvordan 3D kan bidrage med visuelt at løfte en film, når effekten hiver publikum med ind i universet, så man er en del af eventyret og ikke kun offer for et par hurtige tricks. Generelt er 3D fantastisk i horror, fordi det er sjovt og kan bidrage til en chok-effekt, og så til tegnefilm og de store visuelle oplevelser, fordi effekterne så bruges til at skabe dybde og indlevelse. I ‘Sanctum” får vi en god kombination af rædsel og en virkelig stor visuel oplevelse, og netop derfor er 3D fuldt begrundet og effektivt.

Selve horror elementet i ‘Sanctum’ er primært det psykologiske. Man behøver vel ikke være klaustrofobisk for at være enig i, at det er en yderst skræmmende tanke at være fanget flere kilometer under jorden. Uden at kende vejen ud og uden dagslys, så man er dybt afhængig af batterilevetiden i ens lommelygte og ilt til at svømme rundt i underjordiske mørke gange. Dog er det ikke kun omgivelserne, der bidrager til uhyggen. Også menneskets sande natur kommer frem, når overlevelsesinstinktet sætter ind. Det kan være nederdrægtigt, grimt og dybt egoistisk, eller det kan være selvopofrende og loyalt. Uanset hvad der basalt driver den enkelte person, så kommer det frem i krisesituationen, og det er ofte skræmmende. Men også dybt fascinerende.

Der er vel ikke den store historie i denne film, men det behøver der heller ikke være. Præmissen er, at du er fanget og skal slippe ud. Samtidig er du med på et eventyr, og ser ting som ingen andre tidligere har set. Eftersom det er en spillefilm og ikke en dokumentar, så er der dog også fokus på de personlige relationer, og det er til tider et lidt svagt punkt, men det er også med til at bevare spændingen og skabe kontroverser.

Hvis du kunne lide Neil Marshall’s ‘The Descent’ (UK, 2005), så bør du også finde denne spændende. Selvom der ikke er andre monstre end mennesket selv i denne. Så det er absolut mindre horror og også mindre spændende, men visuelt imponerende på et helt andet og meget højere plan.