:: Anmeldelse ::
Som så ofte erfaret før, så skal man være påpasselig med at glæde sig for meget til en film, som man basalt godt ved er målrettet et yngre publikum. Jeg vil dog mene, det var forventeligt, at vi ikke skulle nå målgruppen, der ligger langt under ‘Twilligt’. Men nej, vi skal faktisk hele vejen ned til Disney Channel-niveauet. Og jeg indrømmer gerne, at jeg glædeligt nyder en eventyrfilm, der primært er lavet med børn som målgruppe, men det er ofte fordi, de har en charme og fart, som kan undskylde den mere tamme historie – set med horror briller i hvert fald.
Men selvom ‘Cirque de Freak: The Vampire’s Assistant’ er lavet af Paul Weitz, der bl.a. stod bag ‘American Pie’ – der vel sagtens kan beskrives som en af nyere tids mest ikoniske ungdomsfilm – så føles det hele meget sløvt og amatøragtigt. Der er ingen charme, spænding eller bare simpelt eventyr til at holde filmen oppe i gear og holde publikum fanget. Jovist, Salma Hayek er da charmerende som den skæggede dame, men hun har meget lidt spilletid. Også hoved- og titelrollens bedste ven, Steve, leverer lidt nerve, når han er på skærmen. Man kan – omend kun nødtvungent og med meget optimistisk indgangsvinkel – sige, at vi så nærmer os en følelse, der kan smage lidt hen ad Harry Potter… Light!
Problemet er nok, at især John C. Reilly – som jeg normalt er meget begejstret for – er så uendelig tandløs og ucharmerende, at han hverken er morsom eller uhyggelig, men blot tilstede og en kedelig birolle. Til trods for at han er et bærende element. Endnu værre synes jeg dog det står til med selve Vampyrens assistent, Darren Shan, der spilles af Chris Massoglia. Det ser ligefrem ud som om, han ikke kan holde masken og er ved at grine, når han skal være alvorlig. Og når der findes så mange dygtige unge skuespillere, er det svært at forstå, hvorfor man vil lade denne unge – og på alle måder umodne – knægt stå i spidsen for filmatiseringen af en kendt og elsket bogserie. Alene hvis han blev udskiftet, kunne meget reddes, så en stor del af problemerne med denne film skal nok findes helt tilbage ved casting-processen. Og det skal knægten trods alt ikke klandres.
:: Heaven of Trivia ::
‘The Vampire’s Assistent’ er den første film, instruktøren Paul Weitz har lavet uden hjælp fra sin bror Chris Weitz, som står bag bl.a. ‘The Twilight Saga: New Moon’.
Fakta
På DVD: 13-07-2010
Genre: Fantasy | Eventyr | Gyser | Thriller
Instr.: Paul Weitz
Medv.: John C. Reilly, Patrick Fugit, Willem Dafoe, Orlando Jones, Salma Hayek, Jane Krakowski, Ken Watanabe, Chris Massoglia m.fl.
Land: USA, 2009