:: Anmeldelse ::

Så er vi her igen; Jorden går under og vore dage er talte! Det udspecificeres ikke hvordan præcis, men man ser et stort flyvende objekt på himlen i starten og snak om “impact”, så lur mig, om ikke det er en meteor, der bliver vores undergang. Præcis som ved dinosaurerne. Nu er jeg måske lidt kæk omkring hele denne dommedag, men faktisk synes jeg, det er herligt, vi ikke svælger i årsagen og i stedet kan se på reaktionerne.

Helt grundlæggende har dommedagen i øvrigt sin egen fortæller i form af en radiovært, det holder Perth opdateret – ja, vi befinder os i Australien, hvilket også er forfriskende – omkring hvilke lande og verdensdele, der efterhånden er bukket under og forsvundet. Vi hører indledningsvis kort (via radiostemmen), at “point of impact” forventes at være Nordatlanten, og derefter er den første statusmelding, at Vesteuropa er væk. Satans også, vi ryger sgu altid først.

I alle tilfælde, så er det som sagt herligt, at vi ikke skal høre om selve undergangen, men derimod reelt én persons oplevelse af denne. Han er ikke en helt ukompliceret karakter, der straks vinder ens gunst, men han virker ægte og direkte, hvilket gør ham interessant. Hans oplevelser er nok meget nær, hvad man kan forvente, for ved den mindste katastrofe er der altid både selvopofrende individer og super egoister, der henholdsvis hjælper og udnytter andre. Og går jorden alligevel under om få timer, kan man ikke nå at blive straffet for sine gerninger – der nok ikke engang når at blive opdaget – og dét betyder, at psykopaterne får frit spil.

Historien er skruet lækkert sammen, og man er konstant underholdt på alverdens måder, da der spilles på hele følelsesregistret. Dog (heldigvis!) uden det bliver fremtvunget følelsesporno i super patriotisk amerikaner stil. Den slags er der absolut intet af her.

Castet er fænomenalt – måske med undtagelse af en enkelt karakter, som blev lidt for karikeret til min smag – og samtlige personer bringer noget til den samlede historie og oplevelse. Det er dog især hovedrollen, Nathan Philips, der står for den bedste præstation og er en utrolig spændende skuespiller. Dejlig underspillet og alligevel knivskarp. Han er også kendt fra Wolf Creek, som jo især fik sat Australien på horrorkortet.

These Final Hours er klart en anderledes dommedagsfilm – og dog så minder den alligevel lidt om den spanske Before The Fall – og kan klart anbefales. Den er uhyggelig på et rent realistisk menneskeligt plan, da monstrene i denne film er os selv og intet overnaturlig eller udefrakommende.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2014
DVD-premiere: 05-03-2015
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Zak Hilditch
Medvirkende: Nathan Philips, Angourie Rice, Jessica De Gouw, Kathryn Beck m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg