:: Anmeldelse ::

De skøre “Aussies” kan altså noget med at fortælle skæve historier, som kører langt ud over ens grænser, men alligevel bliver man fanget og suget ind i filmens univers på en sådan måde, at man æder det hele råt. Og sjældent har det været tilfældet i helt så ekstrem grad som med ‘The Loved Ones’. Den er syg og forskruet, men på den vanvittigt spændende og underholdende måde. Det er nok fordi, der kan komme humor ind i de mest ekstreme øjeblikke. Ikke på en “ha ha”-sjov eller plat måde, men derimod noget i retning af “De er jo fuldstændig skingrende sindssyge”, og derfor bliver man afvæbnet, da der hele tiden er replikker og handlinger, som man virkelig ikke forventer.

Castet i ‘The Loved Ones’ fungerer eminent, men det er de mest ekstreme karakterer, der løber med prisen for bedste præstation. Skuespillerne i disse roller skal give slip på alle hæmninger, hvis de skal være troværdige som psykopater… og det er de. Skræmmende troværdige! Især Robin McLeavy, der spiller rollen som stjernepsykopaten, Lola, er virkelig fantastisk. Det er utroligt, at hun kun har lavet en håndfuld film indtil videre, men der burde være mange døre åbne efter denne film, så vi kommer forhåbentlig til at se meget mere til hende. Hovedrollen spilles også med stor indlevelse og troværdighed af Xavier Samuel, der snart vil være aktuel i den tredje Twillight-film og har yderligere to film på vej, så ham skal vi nok få set mere til.

Igen er det en debutant, der står bag en fantastisk film til CPH PIX, idet instruktøren Sean Byrne også har skrevet manuskriptet. Det er ikke Byrnes debut som instruktør, da han har lavet seks film før denne – dog udelukkende kortfilm og dokumentarer, så det er hans første fuldlængde film – men det er dog første gang han også har skrevet manuskriptet, og det må han hjertens gerne kaste sig ud i igen. Endnu en fantastisk oplevelse ved CPH PIX og endnu en gang har Australien leveret et horror-hit.

:: Heaven of Trivia ::

‘The Loved Ones’ vandt publikumsprisen ved TIFF 09 (Toronto International Film Festival) foran ‘Daybreakers.

Fakta

(Originaltitel: The Loved Ones)

Set til CPH PIX 2010
Genre: Gyser | Horror
Instr.: Sean Byrne
Medv.: Xavier Samuel, Jessica McNamee, Richard Wilson, Robin McLeavy m.fl.
Land: Australien, 2009

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg