:: Anmeldelse ::

Forventningerne til denne italienske horror/thriller/action-film (med engelsk tale) var skruet en lille smule op, da flere har været positive på nettet. Det er jo altid lidt et svært udgangspunkt for en film, men det starter faktisk godt. Filmen er langsomt bygget op som et familiedrama, hvor karaktererne får lov at brede sig på lærredet, men efterhånden som filmen udvikler sig, gør filmens genre det ligeledes.

Det er virkelig ærgeligt, at der kommer en masse fnidder ind over, hvad der ellers havde potentiale til at blive en rigtig lille lækkerbidsken. Man mærker nemlig uhyggen helt fra starten, og der er alle de typiske personer. Bevares, det er måske endda ligefrem en smule stereotypt, men det må man sgu godt i en horrorfilm. Hvis man vel at mærke kører stilen hele vejen igennem.

Men det hele begynder at blive for tungt, efterhånden som det bliver tydeligt, at her er meget mere på hjerte. Det bliver prætentiøst, forceret og direkte stupidt. Personerne – der indledningsvist virker nogenlunde fornuftige og har ben i næsen – begynder at blive overdrevet hysteriske eller bare direkte idiotiske i deres handlinger. “Men man ved jo aldrig, hvordan man reagerer i en krise?” kan man forsvare det med. Ja, så siger vi det, men man gemmer sig sgu, hvis en psykopat er efter en, og holder hovedet nede, når skud flyver gennem luften.

Ingen tvivl om at vi blandt andet skal se – med grotesk uelegante metoder – at de selvsamme mennesker, der før synes, det var vældig morsom at “lege krig” med små plastikkugler, nu går helt op i limningen, når der rent faktisk er fare på færde. Men det betyder da vel ikke, at de på få minutter går fra at være almindeligt tænkende personer til at blive uintelligente og til større fare for dem selv end de egentlige morderiske psykopater. Den havde man kunne købe, hvis plottet havde udspillet sig over et par dage, men ikke få timer.

Skuespillet er OK, men heller ikke mere. Det er dog selve historien, der er alt for svag, og en instruktør, der heller ikke formår at løfte filmen højere op end det middelmådige niveau, manuskriptet leverer som grundlag. Måske fordi instruktør, Cosimo Alema, også har været med til at skrive dette i samarbejde med Daniele Persica og Romana Meggiolaro. Og ingen af de tre har noget synderligt imponerende på deres CV.

Måske er jeg bare kold og kynisk og vil ikke acceptere realismen i, at folk måske rent faktisk reagerer sådan. Nuvel, så siger vi det! Men selv det ændrer ikke ved, at det i hvert fald ikke er spændende at se på.

Fakta

(Originaltitel: War Games: At the End of the Day)

DVD/Blu-ray: 31-01-2012 (leje fra 27-12-2011)
Genre: Horror | Thriller | Action
Instr.: Rupert Bryan
Medv.: Stephanie Chapman-Baker, Sam Cohan, Valene Kane, Lutz Michael, Andrew Harwood Mills m.fl.
Land: Italien, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg