WHEN EVIL LURKS er en ny argentinsk gyserfilm fra instruktøren af Aterrados, der var en film, jeg elskede. Ligesom dén film har denne mange brutale og chokerende øjeblikke. Læs hele vores anmeldelse af When Evil Lurks her!
WHEN EVIL LURKS er en gyserfilm fra Argentina (org. titel: Cuando acecha la maldad), og den har en af de mindst sympatiske hovedpersoner, jeg har været vidne til længe. På sin helt egen måde, kan det dog bestemt også noget.
Filmskaberen har allerede for et par år siden skræmt os med sin film Terrified (org. titel Aterrados). Denne nye film rammer ikke helt lige så hårdt for mig, men den har stadig imponerende øjeblikke af ren frygt og rædsel.
Man kan bare aldrig føle sig sikker. Det er en brutal hybrid af mange andre populære gyserfilm fra det seneste årti, men med en historie, der stadig er helt unik. En der beskæftiger sig med besættelse på sin egen måde!
Læs videre på vores When Evil Lurks filmanmeldelse nedenfor. Den kan købes eller lejes digitalt på bl.a. Viaplay, Blockbuster m.fl. >
En anderledes besættelses-film
When Evil Lurks foregår i en mere landlig del af Argentina. Nok den slags bymæssige bebyggelse, man med danske termer ville kalde “udkants-Argentina”. Der er godt med velkendte gyserelementer, men også flere moderne twists.
Overordnet, og det er ikke ualmindeligt for denne filmskaber, plejer der at ske ekstreme og uventede ting. Af den brutale og intense art, naturligvis.
I When Evil Lurks møder vi to brødre, der bor i en afsidesliggende landsby. Der støder de på en lokal mand, der er blevet besat af en dæmon. Han er ekstremt hævet og fuld af råddenskab og pus. Altså, fysisk fordærvet af det, der har fundet vej ind til hans sind og sjæl.
De omtaler ham endda som en “rådden” person. Han har været dæmon-inficeret (eller besat, som vi ville kalde det normalt) i et stykke tid og er ganske enkelt ved at føde selveste ondskaben. Intet mindre!
Det er selvfølgelig ikke noget, nogen ønsker i deres landsby. Så de to brødre går i gang med at modkæmpe dette – dog med hjælp fra nogle naboer. Ikke overraskende er enhver, der har oplevet nogen form for ulykke, klar til at acceptere, at det virkelig er denne dæmon, der er skyld i det hele.
Desværre er disse mænd mere klodsede og desperate, end de er effektive, så i stedet for at kæmpe mod det onde, ser de ud til at hjælpe dæmonen med at skabe et regulært helvede på vores jord. Bevares, jeg oversimplificerer en smule, men de er virkelig ikke særlig gode til at gøre det, de har sat sig for.
En sand antihelt
Det hjælper selvfølgelig ikke, at hovedpersonen er lidt af en antihelt. Manden kan bare ikke hverken lytte eller handle, som han burde. Først lod jeg mig irritere over det, men så indså jeg, at det er realistisk for visse mennesker. Og faktisk bliver det konkret løbende forklaret via eksempler, at det er præcis den type person, han er.
Igen og igen hører vi, hvordan han ikke har været der for sine børn, at han har et tilholdsforbud mod sin ekskone, og man begynder at indse, at han bringer ondskab direkte ind i livet for dem, han hævder at elske. Alt sammen for at bekæmpe ondskaben, men han bliver ved med at bryde den klassiske Scream-regel; Løber op ad trappen, når han burde løbe ud af hoveddøren.
Med andre ord, så gør han tingene værre. Han kunne nemlig tage ondskaben med sig og løbe væk fra dem, han elsker. I stedet løber han mod dem. For at redde dem, selvfølgelig, men han ved jo immervæk godt, at han har en dæmon i hælene.
When Evil Lurks har Ezequiel Rodríguez, Eduardo Salomón og Silvia Sabater i hovedrollerne. Castet fungerer glimrende, og der er også en flot hund, som fylder godt i meget af pressematerialet. Jeg vil ikke komme ind på hundens skæbne, men jeg kan godt afsløre, at denne film er brutal.
Både når det kommer til alle slags dyr, ældre mennesker og endda børn. Ingen er sikre!
Tænk på film som It Follows (2014), Fallen (1998), Becoming (2020) eller endda, til et vis punkt, en film som Lifechanger (2018). Hvis du kan lide nogle af disse film, har When Evil Lurks helt sikkert en masse solide horror-øjeblikke i vente til dig!
Se When Evil Lurks i din hjemmebiograf
When Evil Lurks er en meget original og unik version af en besættelses-film. Den kommer fra den argentinske gysermester, manuskriptforfatter og instruktør Demián Rugna, som også gav os Aterrados (Terrified). Jeg elskede faktisk Terrified i en nærmest uhyggelig grad (tøhøhø), så mine forventninger var ekstremt høje til denne film.
Jeg tror ikke, at den nogensinde helt kunne nå disse forventninger, men den kom faktisk tæt på mange gange.
Skal jeg være helt ærlig – og det skal jeg naturligvis – så nød jeg bare historien i hans forrige film mere. Jeg er sikker på, at andre vil foretrække historien i denne 2023-gyserfilm, så det er kun et spørgsmål om præferencer.
Jeg vil dog sige, at jeg følte, denne film var lidt længere, end den behøvede at være. Måske er dette en del af grunden til, at den ikke ramte helt så hårdt. Tag dog ikke fejl, When Evil Lurks er virkelig brutal på så mange måder. Så er du advaret!
When Evil Lurks kan købes eller lejes digitalt fra 20. maj 2024.
FAKTA
Instruktør: Demián Rugna
Manuskript: Demián Rugna
Medvirkende: Ezequiel Rodríguez, Demián Salomón, Luis Ziembrowski
Plot
Brødrene Pedro og Jimi opdager en mand besat af en dæmon i deres lille landsbysamfund. Mod bedre vidende bestemmer de sig for at skille sig af med manden, men uden at have fordrevet dæmonen fra kroppen, så nu bidrager de til at sprede mandens forbandelse.