It Follows intet mindre end et snigende elegant gys, der er genialt i sin uhyggelige/skræmmende enkelthed!

Der har været næsten uhyggeligt meget snak om, hvordan It Follows er denne generations store kultgyser, så forventningerne var naturligvis nærmest umuligt høje. Heldigvis havde vi kun hørt om denne overordnede snak og ingen detaljer omkring indholdet, så på den front gik vi ind med et helt åbent sind.

Lad os bare sige med det samme, at det nok absolut ikke var, som vi forventede, men vi blev på ingen måde skuffede. Tværtimod!

Det første man bemærker, er det nærmest 80’er agtige lydbillede, hvor hele soundtracket er synthesizer-drevet og spiller på alle de ikoniske thriller og horror elementer, man kender fra kultfilm. Dette bliver koblet sammen med en billedside, der er knivskarp og meget realistisk og ærlig, men nærmest umulig at tidsbestemme. Tøjet er helt basalt jeans og t-shirts, så vi kunne være i nutiden eller for 10, 20 endda 50 år siden.

Det skaber en fantastisk stemning, hvor man som publikum ikke kan identificere, hvad rammerne og mulighederne er – findes f.eks. internettet og mobiltelefonen. Det skaber en ekstra dimension, der jo på ingen måde er uhyggelig i sig selv, men det gør, at man på én gang føler sig både hjemme og fremmed i denne verden, hvilket skaber en uro og utryghed, der fungerer perfekt.

I forhold til selve tidsbestemmelsen af historien, så har manuskriptforfatter og instruktør, David Robert Mitchell, selv forklaret, at han gerne ville skabe noget, der føles, som om det er “outside of time”, så man reelt som publikum er i et vis vakuum rent tidsmæssigt. Og den verden synes jeg, han lykkes helt perfekt med. At selve historien også er baseret på en række mareridt, han tidligere har haft, lyder også meget genkendeligt og skinner igennem i filmens plot, der på alle måder minder om et mareridt.

På karaktersiden har vi ikke voldsomt forskellige personer, men vi har en lille flok teenagere, der er næsten stereotype i deres sammenblanding – den seje, stærke dreng og den blide, lidt nørdede dreng – men til gengæld bliver de ikke stereotype i deres handling. Der er ingen dumme svin eller overmodige idioter, og egentlig opfører alle sig som gode venner, der gerne hjælper og samarbejder, men uden at de glemmer den sunde fornuft. Det basale venskab sikrer også, at det hele bliver mere realistisk og tidsløst.

Vi sad i en proppet sal i Grand Teatret til CPH PIX, og der er ingen tvivl om, at der var nogle gode chok undervejs – personligt sad jeg og bed negle (dårlig vane, der altid bliver udøvet til gyserfilm), da et af filmens største chok kom og de fleste i salen hoppede i sædet, mens jeg febrilsk greb ud efter min biografpartner og sekunder senere pludselig indså, at jeg havde et dødsgreb i hendes trøje ved skulderen. Det er altså ikke sådan jeg normalt reagerer fysisk på den måde, men det vidner om netop den konstante uhygge i It Follows, som så oven i hatten også har disse hjertestoppende chok-effekter. Det var fantastisk!

Og alligevel, så er der også en meget langsom fremdrift, som uden tvivl vil irritere nogen, hvis ikke man nyder stemningen undervejs, og primært vil have de voldsomme chok og det vilde blodbad. Derfor var der klart også blandede reaktioner, da vi forlod biografen, men mens det stod på, sad alle og var tryllebundet, og selv den mest kyniske biografgænger havde nok fået et chok af dimensioner, hvis man havde prikket til dem undervejs.

Jeg nyder den samlede oplevelse og fornemmelsen af, at den aldrig slipper, og man aldrig er sikker. Og så er det bare bonus, at man også får de vilde overraskelser undervejs. For mig er It Follows intet mindre end et snigende elegant gys, der er genialt i sin uhyggelige/skræmmende enkelthed!

Fakta

Biografpremiere: 04-06-2015
Genre: Horror
Instruktør: David Robert Mitchell
Medvirkende: Maika Monroe, Keir Gilchrist, Jake Weary m.fl.