Uro er en ny dansk psykologisk thriller med heftige horror undertoner. Især slutningen er ikke for folk med sarte nerver, men det betyder jo bare, at den er perfekt til gyserfans. Kan ses eksklusivt på Blockbuster!

Uro er en psykologisk thriller, der har været lidt længe undervejs. Filmen var tidligere kendt under titlen Robin (og er det pt. stadig på IMDb), hvilket egentlig bare er hovedpersonens navn.

Det er da også på alle måder Robins historie, og dét er altså en ret vild oplevelse. Selvom vi helt overordnede var godt underholdt, så er det dog ikke en film uden problemer.

Eller rettere, det føles lidt som to forskellige film. En lille historie fortælles meget langsomt, mens en masse detaljer og vilde udviklinger fortælles på det sidste kvarter. Man er næsten helt forpustet.

På den ene side er det en vild oplevelse, men omvendt er man til sidst på nippet til at rulle med øjnene over endnu et twist.

Uro (2018) Robin

Rosalinde Mynster perfekt som Robin

Selvom mange nok kender Rosalinde Mynster fra hendes rolle i TV 2 serien Badehotellet, er det virkelig som at se en helt anden person her.

Bevares, hun er skuespiller, den er jeg med på. Men alligevel er det imponerende, at jeg nærmest ikke kan genkende, at det er samme person. I øvrigt er den ene hovedrolleindehaver, Anne Bergfeld, fra den nye danske gyser Finale også med i Badehotellet.

Ikke at det ligefrem er uvant at se de samme danske skuespillere i diverse produktioner, men det er da et sjovt tilfælde. Især da Blockbuster har fået netop Finale og Uro eksklusivt og reelt reddet begge film fra en ukendt fremtid (og flere år på hylden).

Læs også: Vores anmeldelse af den danske horrorfilm Finale her >

Uro spiller Rosalinde Mynster som sagt Robin, og det er ikke nogen helt simpel figur. Hun er både følsom og iskold, mens hun forsøger at bearbejde hendes egne indre udfordringer. Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi? Eller er der måske ligefrem noget overnaturligt på spil?

Ja, selv når historien løber lidt (for meget) ud ad en tangent, så formår Rosalinde Mynster at fastholde publikum. Det er i øvrigt ikke helt enkelt, men det er absolut ikke hendes skyld.

Uro (2018) dansk thriller anmeldelse

Skønne biroller

Foruden den primære karakter, Robin, der jo altså tidligere var titelkarakteren, så byder Uro også på et væld af biroller. Det resulterer i alt fra skønne karakterer, der portrætteres eminent, så det løfter historien, til det tæt på modsatte.

Jesper Christensen er vel efterhånden en af vores største og mest anerkendte skuespillere. Godt nok tænker jeg stadig lidt på ham som Nanas far i Nana fra 1988, der var intet mindre end genialt børne-tv. Men med alt fra Bænken til hans rolle som skurk i James Bond universet, har han cementeret, at han er en yderst alsidig skuespiller.

Uro byder han både på humor og alvor i rollen som en form for clairvoyant. Hans scener med Rosalinde Mynsters “Robin” er blandt nogle af de bedste i filmen.

Det samme gælder scenerne mellem søstrene Robin og Emma. I rollen som Emma ses Julie Grundtvig Wester, som jeg virkelig håber, vi kommer til at se meget mere til. Hun vil nok være et velkendt ansigt for dem, der har set Tempelriddernes Skat eller tv-serierne Heartless og Bedrag.

Når man ser hende i Uro, tænker jeg, at vi gerne snart må se hende endnu mere i disse “rigtig” voksne roller.

Form over indhold

Det er dog meget mærkeligt, at Emma og Robin konsekvent skal jogge rundt inde ved Den Sorte Diamant. Robin bor nemlig i et lækkert hus i Nordsjælland, så det giver ikke meget mening at trække i løbetøjet for at smutte ind midt i København.

Det ser da godt ud og skaber noget liv i filmen med alle menneskerne i baggrunden. Der er bare ikke meget logik i dette valg, hvilket desværre er symptomatisk; Lidt for meget sker, fordi det ser godt ud, men ikke for at fremme eller løfte plottet.

Det samme er tilfældet for en anden primær birolle, nemlig rollen som Jonas, der spilles af Anders Heinrichsen. Den karakter er simpelthen som er se skizofreni i fuld udfoldelse. Han skal konstant veksle mellem at være vidt forskellige personlighedstyper, så man som seer er lige så forvirret som Robin.

Selv Anders Heinrichsen lader til at være forvirret, da hans præstation momentvis er direkte tåkrummende. Man havde næsten lyst til at råbe “Cut, den tager vi lige igen!” undervejs, når replikker faldt enten uhyggeligt tungt eller pinligt fladt.

Til gengæld må jeg lige nævne Maibritt Saerens, der har en (alt for) lille rolle som politibetjenten Nadia. Hendes karakter er også skrevet ret stereotypt, men hun får vinklet det på en nærmest sarkastisk måde, så det fungerer ret godt.

Især hendes sidste scene fik mig til at grine højlydt – og det var ikke fordi, hun var ufrivilligt morsom. Tværtimod.

En film med meget mere potentiale

Uro er både skrevet og instrueret af Antonio Tublen, så det er på alle måder hans film. Mens jeg i stor stil nød selve filmen rent visuelt og (overvejende) i forhold til skuespillernes præstation, så er historien for svag.

Der er lidt for mange stereotype elementer og – som sagt indledningsvist – det føles altså lidt som to historier, der flettes sammen i én film. Eller i hvert fald som to typer historier. Desuden gættede jeg det helt store plot twist nærmest lige fra starten, hvilket næppe var meningen.

Hvis der blev strammet op på historien og var mere fokus på indhold fremfor ønsker til visse “shots”, så ville Uro have været en markant anderledes film. Og nok også markant bedre.

Det er dog stadig en fascinerende film, jeg gerne anbefaler. Den udfordrer bare med både tempo og indhold i en sådan grad, at jeg ærgrer mig over det uopfyldte potentiale.

Er du til psykologiske thrillere, der gerne skruer ekstra op for den mørkeste del af menneskets natur, så se endelig Uro.

Uro kan ses eksklusivt på Blockbuster.dk

 

FAKTA

VOD-premiere: 29. november 2018
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Antonio Tublén
Medvirkende: Rosalinde Mynster, Julie Grundtvig Wester, Maibritt Saerens, Anders Heinrichsen, Jesper Christensen

Plot

En traumatiseret kvinde bliver fundet i en skov. Hun siger, at hun har været vidne til et brutalt mord, og mener hun har slået gerningsmanden ihjel i selvforsvar. Politiet kan intet finde, der beviser hendes historie. Ingen lig, ingen spor. Samtidig føler hun, at nogen lurer i skyggerne – som om gerningsmanden ikke er død og nu efter hende. Hun begynder at tvivle på sin egen fornuft. Overbevist om at hun er næste offer, begynder hun sin egen efterforskning for at finde ud af, hvad der virkelig skete og finde gerningsmanden, inden han finder hende.

Relaterede links