:: Anmeldelse ::

Milla Jovovich har efterhånden været en kick-ass skuespillerinde, der altid kan påtage en rolle, som kræver meget fysisk og ikke mindst en attitude som en superhelt. Personligt sidder jeg som udgangspunkt med ret solide forventninger til Milla’s præstation, men man må erkende, det ikke altid er de mest imponerende film, hun medvirker i.

I ‘Faces in the Crowd’ er hun en stærk kvinde på en ganske anderledes måde end hidtil, og en stor del af tiden er hun synligt meget sårbar, da hun får en psykisk lidelse (fremprovokeret af et slag i hovedet, så udelukkende psykisk er det vel ret beset ikke), der fjerner hendes evne til at genkende ansigter. Eftersom dette sker efter et overfald, er det mildest talt skræmmende at bevæge sig rundt i en verden, hvor man ikke visuelt hverken kan genkende sin overfaldsmand eller egen far.

Milla Jovovich leverer igen varen, og historien er faktisk også overvejende acceptabel, men der er et par elementer, som det er svært at forholde sig til. Hverken bedste venner eller kæresten har nogen stor forståelse for, at hun er ret sårbar og tager det utroligt personligt, at hun ikke kan genkende dem. Bevares, det må være en utrolig belastning, men hvem kunne ikke unde deres kære, at de bare får et par uger til lige at komme sig over både overfald og ny kæmpe udfordring i hverdagen. Det skaber et unødigt drama, som faktisk virker ret absurd. Man kan forestille sig, at et par stykker ville reagere dumt, men at alle ens nærmeste er egoistiske idioter virker dog lige i overkanten.

Der er et hav af forskellige skuespillere med, da ansigterne hele tiden ændrer sig for Milla’s karakter, og vi oplever verden gennem hendes øjne, så vi kommer ind under huden på lidelsen. Som publikum kan vi hurtigt forholde os til, hvor frustrerende og hæmmende det er, ikke at kunne genkende nogen. Derfor er dette reelt Milla’s film, selvom en enkelt anden skuespiller også får en del skærmtid (det kan jeg dog ikke komme nærmere ind på uden at spolere halvdelen af plottet) og Milla’s eget spejlbillede ændrer sig, hver gang hun ser sig selv på ny.

Uanset de små irritationsmomenter kan man dog ikke undlade at føle sig rigtig godt underholdt, og plottet er spændende og utrolig flot illustreret gennem hele filmen. Det kan sagtens anbefales til en god filmaften i hjemmebiografen.

Fakta

(Originaltitel: Faces in the Crowd)

DVD/Blu-ray: 29-05-2012
Genre: Thriller | Krimi
Instr.: Julien Magnat
Medv.: Milla Jovovich, Julian McMahon, Michael Shanks, Sarah Wayne Callies, Marianne Faithfull m.fl.
Land: USA | Canada | Frankrig, 2011

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg