Finale er en ny dansk gyserfilm, der er udkommet på Blockbuster i hele Norden. Historiens brutalitet er uvant for dansk film, hvor den ekstremt gode lyd og visuelt fantastiske stil løfter fortællingen.

Finale er en dansk gyserfilm, der har været ret mange år undervejs. Der er desværre ikke meget plads til genrefilm herhjemme, selvom vi tidligere har været på forkant med dette. Tænk bare på Ole Bornedals Nattevagten.

Men når ikke dansk film vil, så kører resten af Norden fint på. Derfor giver det også rigtig god mening, at Finale nu er udkommet på Blockbuster, hvor den kan streames til en skærm nær dig.

Hvis du godt kan lide, at horror bliver ekstra blodig og brutal, så er Finale skabt til dig. Der er dog også mange thriller-elementer, da vi i store dele af fortællingen “varmer op” til den egentlige brutalitet med “The Ringmaster”.

Finale-aften for Agnes og Belinda

Hele historien i Finale udspiller sig over én aften. Danmark er i finalen i en unavngiven sportsbegivenhed i et ikke-nærmere bestemt årstal. Begge disse lidt slørede detaljer fungerer rigtig godt for mig, da jeg så ikke skal forholde mig nærmere til dette.

Selve historiens omdrejningspunkt er de to piger, der bemander den sidste danske tankstation inden grænsen til Tyskland. De hedder Agnes (Anne Bergfeld) og Belinda (Karin Michelsen) og leverer hver deres herlige karakter.

De er helt tydeligt bygget op om to ærketyper for gyserfilm; Den kloge og fornuftige pige (Agnes), og den lidt mere letsindige boy-crazy type (Belinda). Men som vi ved fra gyserfilm, byder begge typer på hver deres styrker.

Agnes tænker logisk, og Belinda er typen, der allerede har en plan for, hvad hun gør, når zombierne kommer. Med andre ord er de to piger en god kombination af de fleste gyserfans. Og netop disse Belinda og Agnes er perfekte til henholdsvis at piske en stemning op og mane til besindighed.

Læs også: Vores set-besøg på FINALE >

Skøn casting

Både Anne Bergfeld og Karin Michelsen leverer nogle helstøbte karakterer, der bygger historie og interesse op, som historien skrider frem.

For der er naturligvis ikke en sjæl, der skal tanke benzin, da Danmark jo er på den anden ende på grund af finalen. Det betyder dog, at der er frit lejde for de mere psykotiske og ondsindede individer. Således ender pigerne et ganske andet sted end tankstationen.

Karin Michelsen er det perfekte comic relief i scenerne på tankstationen. Der er skønne one-liners og konklusioner, der passer perfekt til at skabe både sympati og afvæbning af publikum. Mange af de sjovere scener er i skønt samspil med Belindas on-off kæreste, Kenny, der spilles af Mads Koudal. Og han er personificeringen af en ægte taber!

Anne Bergfeld får til gengæld lov til at flå frygten ud af både sig selv og publikum, da først The Ringmaster får fat i dem. Det er denne type skuespil, jeg gerne vil se i film med denne form for brutalitet. Der er snot, savl og tårer i ét væk. Glem alt om at skulle være “pæn”. Dit liv er på spil, og der skal bare kæmpes. Dét gør Anne Bergfeld som Agnes Berger!

Kombinationen af de to karakterer – og skuespillernes tilgang til disse – gør, at filmen ikke bliver for alvorlig, før det er nødvendigt. Begge karakterer (og skuespillere) er oplagt “Final Girl” materiale, da de i dén grad gerne kæmper for deres liv.

Men… det er jo ikke ofte at mere end én pige får lov til at overleve, vel?!

Finale (2018) danske gyserfilm anmeldelse

The Ringmaster som horror skurk

Den person, der skal udføre en masse brutalitet, er The Ringmaster, der spilles af islandske Damon Younger. Han er altså helt eminent i denne rolle. Det er svært ikke lige at sætte sig lidt mere rankt i sædet, når han giver ordrer!

Om han så er den egentlige skurk, er en anden side af sagen. Selve historien i Finale kulminerer med en form for underholdningsshow. Og hvem er skurken så; Bødlen eller den, der giver ordren til bødlen?

Det er en del af hele det moralske dilemma omkring menneskets natur, der sættes i historisk relief undervejs.

Historien i Finale er i øvrigt ikke fortalt kronologisk. Vi ved fra starten, at vi skal ende med, at hovedpersonerne er fanget, men hopper hele tiden tilbage til tankstationen. Både så vi kan følge hele aftenens forløb for pigerne og lære Agnes og Belinda at kende.

Om man kan lide denne type “frem og tilbage” (so to speak) er en smagssag. For mig fungerede det, da vi så får de lidt skæve og komiske indslag undervejs fremfor en helt lineær eskalering. Og det fungerer i hvert fald uden fejl rent fortællemæssigt.

Eminent timing af jump-scares

Det er ikke uden grund, at et af aftenens største bifald (foruden det til de to piger og The Ringmaster) var til filmfotografen, Tobias Scavenius. Det er sateme en flot film, han har fanget med sit kamera her.

Alene dét at Finale er så visuelt flot skaber en indlevelse og interesse, der er altafgørende for at fange publikum fra starten.

Derudover er lydbilledet ligeså brutalt og rammende. Både underlægningsmusikken (score, om man vil) og hele lydbilledet i forhold til både effekter og stemning. Der er nogle helt geniale små virkemidler, der løfter filmen markant.

Kombinationen af lyd og billede er som bekendt også afgørende for at skabe effektfulde jump-scares. Dét leverer Finale ad flere omgange.

Og ja, selvfølgelig ved du, at de kommer. Både lyd og billede lægger op til det. Alligevel rammer de lige i det splitsekund, hvor du ikke er på vagt. Simpelthen fordi de er bygget så eminent op. Som en mavepuster, der slår pusten ud af dig, selvom den egentlig ikke er så brutal.

Det er timingen af billede og lyd, der skaber effekten. Resultatet er tydeligt, når det meste af salen hopper i sædet på samme tid!

Finale (2018) danske gyserfilm anmeldelse

Skabt af passion og dedikation

Selvom DFI har været inde over med støttekroner til produktionen, så skulle der kæmpes uhyggeligt hårdt (pun intended) af holdet bag filmen for at få den ud til publikum. Heldigvis har Finale haft en masse passionerede kræfter med ombord.

Heaven of Horror var ude på settet lige, da filmen var skudt færdig. Det var for tre års tid siden, og vi var ret begejstrede, da det så virkelig godt ud. Alene det at stå ansigt til ansigt med “The Ringmaster” (Damon Younger) var lidt som at møde Pennywise.

Selvom Damon Younger faktisk var en utrolig charmerende og snakkesaglig mand, så stod han i fuld make-up, og vi havde lige set ham “in character” til nogle promotion optagelser. Jo tak, ScreamQueen her skulle lige tage et par dybe indåndinger.

Hvis ikke det havde været for især instruktør, Søren Juul Petersen, og hans ukuelige gå-på-mod, så var filmen aldrig kommet ud til et publikum. Det samme være i øvrigt tilfældet for Lad De Døde Hvile, der også har været flere år undervejs, men endelig fik premiere til CPH PIX 2018, og ellers ikke er udkommet.

Læs også: Vores anmeldelse af Lad De Døde Hvile >

Både undervejs ved produktionen og især efterfølgende, da Finale skulle ud til resten af verdenen, var Søren Juul Petersen dedikeret til at få det til at lykkes. Og nu får Danmark, Sverige, Norge og Finland endelig lov til at se filmen takket være Blockbuster.

Blockbuster er genrefilms redning

Som Blockbusters direktør fortalte ved premieren i Cinemateket d. 25. november 2018, så har streamingtjenesten været dedikeret til genrefilm i mange år. De har været fast sponsor på Blodig Weekend genrefilmfestivalen (og desuden også CPH PIX), som giver os alle chancen for at se de dystre film i biografen.

At de til premieren på Finale fik bygget et helt lille “house of horror” i Cinematekets kælder, vidner yderligere om denne dedikation til at skabe en totaloplevelse. Det var da også beskrevet som en “event” og ikke bare en premiere.

Vi har altid gerne talt varmt om Blockbuster, da de har støttet op om genrefilm, vi ellers aldrig ville få chancen for at se herhjemme. Der er gyserfilm for enhver smag (ja, både de gode og mindre gode), så udvalget kan man ikke brokke sig over.

I øvrigt havde Finale også premiere i Finland på deres genrefilmfestival “Night Visions Film Festival”. Endnu en filmfestival, som Blockbuster er sponsor for.

Støt op om dansk gyserfilm og få en brutal oplevelse med “The Ringmaster”. Se Finale og døm selv, om den skulle have haft en chance i de danske biografer. Den utroligt høje produktionskvalitet kunne i hvert fald sagtens tåle at blive blæst op på det store lærred og ud gennem biografens højtalere.

Du kan se Finale på Blockbuster.dk lige her>

 

FAKTA

VOD-premiere: 25. november 2018
Genre: Horror
Instruktør: Søren Juul Petersen
Manuskriptforfatter: Søren Juul Petersen, Steen Langstrup (bog)
Medvirkende: Anne Bergfelt, Karin Michelsen, Damon Younger, Kristoffer Fabricius, Mads Koudal, Kim Sønderholm, Gustav Scavenius

Plot

Hele nationen ligger øde hen. Alle ser finalen på TV. Der er ikke et øje på vejene. På en gammel landevej tæt ved grænsen til Tyskland ligger en lille tankstation, der selv på denne aften skal være bemandet, og i aften er det Agnes og Belinda, der har vagten. De to piger har intet til fælles og ønsker i realiteten bare, at aftenen skal gå hurtigt. Den småsnobbede psykologi-studerende Agnes regner med at kunne arbejde lidt på sit speciale under den stille aftenvagt, mens Belinda keder sig bravt og prøver at få kæresten Kennys opmærksomhed over mobilen. Men aftenen bliver langt fra så begivenhedsløs, som de to piger havde regnet med. For ingen kunder betyder ingen vidner.