I Kill Giants er en intens og hjerteskærende fantasy thriller med et barn i hovedrollen. En lille pige ser nemlig verden ganske anderledes og har til opgave at beskytte os alle!
I Kill Giants er en lille fantasy perle, der får drevet historien frem med godt drama og skønne thriller-elementer. Der er med andre ord ikke tale om en film i gyser-genren, men dog alligevel en genrefilm. Så er det vist på plads!
Og så alligevel kan I Kill Giants faktisk godt fungere som en decideret gyser for mange børn. Den altafgørende hovedrolle spilles nemlig af et barn og hele historien fortælles fra hendes synspunkt. Dermed vil der nok være en del børn, der ser filmen anderledes end voksne.
Personligt ville jeg have elsket at se en film som I Kill Giants, da jeg var lille pige. Dengang var det nemlig (næsten) altid en lille dreng, der spillede hovedrollen. Piger var ofte bare den irriterende eller blødsødne lillesøster – som f.eks. Drew Barrymore i E.T.
Man bliver stolt som dansker
Selvom I Kill Giants faktisk har været lidt lang tid undervejs til de danske biografer, så er filmen altså lavet af en dansker. Det er nemlig Anders Walter, der har instrueret den skønne fortælling.
På mange måder fortsætter stilen da også direkte efter kortfilmen Helium. Kortfilmen havde en lille dreng i hovedrollen og indkasserede intet mindre end en Oscar-statuette til Anders Walter i 2014.
I Kill Giants er dog på ingen måde en lille kortfilm. Det er et kæmpestort eventyr, hvor man ikke helt ved, hvor meget der er virkeligt, og hvor meget der er fantasi. Det er en eventyrligt flot film, der sagtens kan gå hen og blive en lille kultklassiker.
Baseret på tegneserie af samme navn
Nu er det ikke fordi, I Kill Giants er en helt ny historie. Den er nemlig baseret på en tegneserie, der allerede har vundet manges hjerter. Tegneserien blev i øvrigt skabt af Joe Kelly (forfatter) and JM Ken Niimura (tegner).
Joe Kelly har også arbejdet en del på bl.a. Deadpool tegneserierne, og det er faktisk lige før, hovedpersonen Barbara’s skarpe replikker mindede mig om netop Wade Wilson.
Det er da også Joe Kelly selv, der har skrevet manuskriptet til denne filmatisering af hans eget værk. Der er en energi og kærlighed til karaktererne, der helt tydeligt skinner igennem fra start til slut. Det er hjerteskærende, men også meget nødvendigt.
Fantastiske Madison Wolfe
Der er naturligvis ingen, der tror på lille Barbara, når hun fortæller om kæmper. Hverken børn eller voksne. Men det er hun heldigvis helt ligeglad med. Barbara bliver da også portrætteret helt eminent af Madison Wolfe, der nok vil virke ret bekendt for mange gyserfans.
Selvom hun nu taler med sin egen amerikanske dialekt og har fået sin lyse hårfarve tilbage, så er det altså hovedrolleindehaveren fra The Conjuring 2 (eller Nattens Dæmoner 2, om man vil). Også dengang var vi helt vilde med Madison Wolfe, som du kan læse (eller genlæse) i vores anmeldelse af The Conjuring 2 her.
Madison Wolfe er hele nerven i I Kill Giants, og derfor er det så pokkers vigtigt, at vi tror på hendes portræt af Barbara. Det gjorde jeg med hud og hår. Jeg føler nærmest, at jeg kendte den pige, der med smarte replikker og en enorm selvtillid skubbede alle væk. Godt nok var hun ensom, men hun havde fokus på sin mission og accepterede derfor, at hun måtte gøre det alene.
Det er både hjerteskærende og livsbekræftende.
Skønne biroller skaber filmen
Der er desuden en enkelt pige, som gerne vil vide mere om de eventyr, Barbara tager ud på. Hun kaster sig derfor ind i Barbara’s verden. Hun hedder Sofia og spilles meget rørende og skønt af Sydney Wade.
Derudover må vi også lige nævne Imogen Poots (Green Room) og Zoe Saldana. Sidstnævnte har i det sidste årti haft prominente roller i alt fra Avatar til Star Trek og Guardians of the Galaxy. Hun laver dog også løbende disse mindre film, og både Saldana og førnævnte Imogen Poots har nogle mindre, men altafgørende roller i I Kill Giants.
Imogen Poots spiller storesøster til Barbara (Madison Wolfe), mens Zoe Saldana er en skolepsykolog, der prøver at forstå Barbara, så hun kan hjælpe hende.
Godt nok er I Kill Giants en lille film, men den har et hjerte som en kæmpes og fortjener at blive set på det store lærred. Præcis som en dinosaur eller King Kong, så skal kæmper ikke ses på en lille skærm.
FAKTA
Biografpremiere: 5. juli 2018
Genre: Thriller, Drama, Fantasy
Instruktør: Anders Walter
Medvirkende: Madison Wolfe, Zoe Saldana, Imogen Poots, Sydney Wade, Jennifer Ehle