James Wan gør det igen med Nattens Dæmoner 2, og det er ikke uimponerende, når forventningerne var skyhøje!

Det føles som om, markedføringen for Nattens Dæmoner 2 (The Conjuring 2) har været i gang i flere år, hvilket også bare betyder, at forventningerne bliver skruet voldsomt op. Heldigvis var alle de små teaser klip ikke bare spil for galleriet, og Nattens Dæmoner 2 er på alle måder en værdig og solid efterfølger til James Wan’s allerede ikoniske gyserhit fra 2013.

Lad os bare få det overstået; Nej, Ed og Lorraine Warren var ikke dem, der reddede den stakkels Enfield familie, men de var dog derhenne og se nærmere på sagen – selvom de altså endte med at tage afsted igen.

Der er bestemt også rigeligt med skeptiske holdninger og en meget kritisk tilgang til sagen fra især Ed Warrens side i filmen, så det er ikke den store redningsaktion, vi er ude i. Faktisk går der ret lang tid, før Warren-parret overhovedet dukker op i Enfield, da der kører to historier sideløbende, og de derfor først ankommer senere. En lille sag, der omhandler “Amityville” (hvilket de fleste gyserfans nok også genkender) skal lige overstås.

Der er dog naturligvis overlappende elementer, og hvis du er nogenlunde opmærksom, vil du finde en række spor omkring Lorraine Warren, mens hun stadig er hjemme i USA, som er relevant for sagen i Enfield.

Nu gør vi os som bekendt ikke i spoilere – man skal selv se og opleve historien – men jeg vil dog gerne sige dette; Vi så intet problem i den måde, historien blev præsenteret på, og de kommer ret elegant uden om de historiske ukorrektheder omkring, hvordan Warren parret var en del af Enfield sagen.

Er det en korrekt gengivelse af sagen? Nej, det kan man ikke påstå, men nu er der under alle omstændigheder mange tvivlspunkter i sagen allerede. Man bør derfor klart se BBC miniserien The Enfield Haunting om Enfield huset, hvis man gerne vil se en mere faktuel gennemgang af sagen.

De to elementer, der sikrer, at Nattens Dæmoner 2 er endnu et mesterværk, er skuespillet og James Wans fantastiske stil. Og hvis vi starter med det sidstnævnte, så er det nærmest grotesk, så elegant den mand kan lave gyserfilm, samtidig med at der absolut er fokus på at gøre dem ekstremt uhyggelige.

Han kan også lave den mere rå stil, som vi kender det fra en lille film-franchise, der hedder Saw, men når det gælder Nattens Dæmoner, så er han på sit helt eget stjerneniveau.

Han tager nærmest publikum i hånden og fører dem med rundt i alle filmens hjørner, så kameraet bare kører kontinuerligt og bevæger sig rundt mellem lokaler og karakterer.

Selv når vi skal skifte fra dag til nat, så går han fra en creepy lænestol i hjørnet, omgivet af skygger – som vi hele tiden ved kan indeholde det næste chok – og over mod vinduet, hvor der helt naturligt skifter fra nat til dag på et øjeblik, for derefter at lade os lande på en sofa, hvor alt er ganske roligt og i dagslys.

De fleste andre ville lade den dystre scene runde af, og så får vi lige et øjeblik til at trække vejret, men Wan giver ikke ved dørene, så her må du værsgo blive på kanten af sædet. Og i øvrigt er man aldrig sikker bare fordi, der er dagslys! Det er nærmest som at være i Lorraine Warrens (Vera Farmiga) verden, når hun har en ud-af-kroppen oplevelse og slet ikke kan undgå at få det hele med.

Vera Farmiga, Patrick Wilson, Frances O’Connor, Simon McBurney

Og det fører mig lige tilbage til det første vindende element: Skuespillet! Igen er det naturligvis Vera Farmiga (Nattens Dæmoner, Bates Motel) og Patrick Wilson (Nattens Dæmoner og Wans Insidious), der spiller rollerne som henholdsvis Lorraine og Ed Warren, mens familieoverhovedet i den ramte familie spilles af Frances O’Connor (A.I.).

O’Connor er helt igennem fantastisk som den frustrerede mor, der ikke har mere at give af, men nægter at opgive sin datter. Denne spilles af Madison Wolfe, som jeg faktisk var chokeret over er amerikansk, da hun i dén grad fungerer som den britiske skolepige, der bliver besat af en ældre britisk mand.

Jeg kunne i øvrigt heller ikke genkende Madison Wolfe, selvom jeg har set hende i Devil’s Due og i første sæson af HBO miniserien True Detective (hun spillede Woody Harrelsons datter) og endda også i David O. Russells Joy. Wolfe er så intens and uskyldsren i sit portræt af denne pige, der er fanget i sin egen krop, og man mærker hendes frygt på et helt basalt og nærmest dyrisk niveau.

Nattens Dæmoner 2 anmedelse

Foruden Madison Wolfe og Frances O’Connor, så er det dog igen Vera Farmiga, der er filmens store stjerne for mig. Ikke kun elskede jeg hende i den første film, og er helt vild med hende som Norma Bates i TV-serien Bates Motel. Man kan slet ikke modstå hendes intense blå øjne, som viser en kvinde, der både er dødsens angst og på ingen måde vil give op.

Ofte er de stærkeste scener for mig faktisk dem, hvor enten Madison Wolfe er alene i en scene som Janet Hodgson, eller Vera Farmiga der kæmper mod diverse onde fornemmelser som Lorraine Warren. Det eneste lidt svage punkt synes jeg desværre, var Franka Potente (Run, Lola, Run og The Bourne Identity). Hun lægger ud med at være knivskarp i en scene, men derefter fejler accenten sgu lidt, og hendes pondus forsvinder lidt mere for hver scene, hun er med i. Det er intet, der ødelægger filmen som helhed, men det er møg ærgerligt, når nu hun kunne have leveret en fantastisk præstation i denne film.

Hvis du har set nogle af James Wans tidligere film – altså, du har jo nok hørt om førnævnte Saw og Insidious filmserierne samt naturligvis Nattens Dæmoner – så er der bare om at være på udkig efter små spidsfindige hints til nogle af hans andre film. På et tidspunkt troede jeg sgu næsten, der var en crossover til Insidious på vej, men det passer ikke helt med tidsalderen, så det var bare en lille familiær genkendelse.

Og lad os nu bare være helt ærlige, hvis du elsker gyserfilm, så bør du ikke gå glip af noget, James Wan laver. Nattens Dæmoner 2 har den samme stil og følelse, som vi elsker fra den første, men det er helt sin egen film og har fuldstændig sin egen historien, så du behøver ikke at have set den forrige.

I øvrigt, hvis du skulle være bange for klovne, så kan du godt gøre dig klar på at se denne fobi erstattet af en nonne-angst i stedet, for Wan får altså nonner til at fremstå som det absolut mest uhyggelige. Nå ja, og så er der også lige en karakter fra et børnerim, der kommer til live, og denne vil med garanti give mareridt for nogle personer.

Summa summarum er, at Nattens Dæmoner 2 skal ses, hvis man er gyserfan – og den bør absolut ses i biografen!

Vera Farmiga og nonne-dæmonen

Køb Nattens Dæmoner 2 dvd

Fakta

Biografpremiere: 09-06-2016
Genre: Horror
Instruktør: James Wan
Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Frances O’Connor, Simon McBurney, Lauren Esposito, Franka Potente, Simon Delaney, Maria Doyle Kennedy, Patrick McAuley, Benjamin Haigh, Madison Wolfe m.fl.

Plot

De to berømte dæmonologer, Ed og Lorraine Warren, rejser til den engelske forstad Enfield, hvor de skal hjælpe en enlig mor, der bor med sine fire børn i et gammelt hus, som tilsyneladende er hjemsøgt. Familien har i en periode oplevet uforklarlige og angstfremkaldende hændelser, som især har centreret sig om den yngste datter, Janet.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg