:: Anmeldelse ::

Allerede inden filmen er begyndt, ved man, at man kommer til at se ubehageligheder. Både på grund af titlen, der jo indikerer, at der kommer til at være smerte i et eller andet omfang – selvom titlen jo reelt betyder “smertefri”- men i særdeleshed også, hvis man har set traileren. Vi har med særlige børn at gøre, der låses inde på et sindssyge hospital, fordi de er født uden evnen til at mærke fysisk smerte (en virkelig lidelse, så det er absolut ikke science fiction, vi er ude i). Det er ikke børn, der ellers fejler noget, så derfor er det naturligvis tragisk at se dem blive låst inde og behandlet som kriminelle. Resultatet af denne behandling er også nærmest et studie i effekten af arv kontra miljø, for behandles et menneske konsekvent som et uhyre, bliver det oftest en selvopfyldende profeti.

Historien i ‘Painless’ (på spansk Insensibles) er dog delt op i to historier, der foregår i to forskellige tidsaldre i Spanien – den ene primært under Franco’s brutale styre, og den anden i nutiden – og naturligvis hænger disse historier elegant sammen. Det er nu heller ikke så svært at gætte hvordan, men det virkelig delikate skal findes i detaljerne af, hvordan historierne er forbundet til hinanden. Som altid ved disse spanske gyserfilm (som vi her på Heaven of Horror jo er erklærede fans af!) findes styrken oftest i det fantastiske persongalleri, hvor god og ond aldrig er helt simpelt. Selv de mest brutale mennesker kan vise medlidenhed, og selv det bedste mennesker kan blive tvunget ud i groteske handlinger. Hvor godt man som publikum kan følge disse personers udviklingsrejser, er afgørende for hvor god filmen er, og her er ‘Painless’ ekstraordinær god! Intet hastes igennem, og der er alligevel aldrig et kedeligt øjeblik.

Det er meget svært at tro, dette er Juan Carlos Medina’s spillefilmdebut, når så gennemført en film er resultatet, men der er så sandelig også lagt energi og fokus i hver eneste detalje.  Ikke mindst den helt fantastiske lydside skabt af Johan Söderqvist (nøje udvalgt af instruktøren efter hans arbejde på ‘Lad den rette komme ind’ fra 2008), der danner et perfekt bagtæppe. Det samme gælder den visuelle stil, der er skabt ved at bruge samme digitale kamera (Arri Alexa) som både Nicolas Winding Refn brugte på ‘Drive’  og Lars von Trier til ‘Melancholia’ (2011). Det er fantastiske smukke og dystre billeder, der konsekvent fremhæver, hvor tragisk historien er. Manuskriptet, der har været undervejs i små otte år, kom først på plads i sin endelige form, da Medina mødte Luiso Berdejo (der senere også var med til at skrive ‘REC’-filmene). Hver eneste rolle er besat til perfektion, hvilket også er tydeligt ved at selv mindre roller har velkendte ansigter, mens en af de vigtigste roller spilles af Tómas Lemarquis, der ikke er videre kendt, men dog allerede har spillet flere ikoniske roller (ikke mindst i den danske TV-serie ‘Den som dræber’, 2011).

Hvis du var fan af Pan’s Labyrint og The Devil’s Backbone, bør du også unde dig selv at se ‘Painless’ – den tåler bestemt sammenligning med disse to pragtfilm af den store spanske gysermester Guillermo del Toro. På sin vis er denne film endda endnu mere grotesk uhyggelig, da historien her ikke har overnaturlige elementer, men “kun” er resultatet af menneskets egne uhyrligheder. Det er en ren tour de force af de mørke og dystre handlinger, vi mennesker er i stand til – hvad end det er i videnskabens eller ideologiens tegn.

Fakta

Biografpremiere: 25-07-2013
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: Juan Carlos Medina
Medvirkende: Irene Montalà, Derek de Lint, Àlex Brendemühl, Tómas Lemarquis m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.