:: Anmeldelse ::
Manuskriptforfatteren bag ‘Deadgirl‘, Trent Haaga, springer ud som instruktør i den herlige ‘Chop’, hvor alt er sjov og ballade, mens vi gætter med på, hvorfor hovedrolle-karakteren mon jages af en sindssyg mand på hævntogt. Der er ikke så mange dikkedarer her – vi springer direkte ud i historien, hvor hovedrollen Lance møder en mystisk mand, som mener, Lance skylder ham en undskyldning – ellers ryger der menneskeliv og lemmer. Og det gør der bestemt også – i store mængder.
Undervejs i historien lærer vi Lance bedre og bedre at kende, mens han skal prøve at tænke tilbage på, hvad han mon har gjort mod gerningsmanden – og det kommer der altså meget sjov ud af. Det er absolut ikke Guds bedste barn, vi har med at gøre, men det er grotesk morsomt at følge hans mange underlige, og ofte ret uheldige, eskapader i flashbacks. Det er reelt et meget enkelt plot, så det er humoren og skuespillet, der gør filmen seværdig. Og så er det altid en fornøjelse, når film ikke er længere end højst nødvendigt – selvom man måske kunne have været foruden et par sekvenser, så bidrager de fint til filmen som helhed.
Hovedrollen spilles af Will Keenan, der har været med i et hav af film og virker underlig bekendt, men jeg kan dog ikke nævne en eneste film, hvor jeg rent faktisk kan huske at have set ham. I ‘Chop’ efterlader han dog et indtryk, jeg ikke kan forestille mig vil forsvinde lige foreløbigt. Det er især humoren og hans manglende filter, der giver denne film den nødvendige kant til at matche manuskriptet. Den anden hovedrolle (altså kidnapperen) spilles af Timothy Muskatell, der bl.a. har været med i ‘Deadgirl’ (2008). Manuskriptet er af Adam Minarovich, der har fået filmatiseret lige over en håndfuld manuskripter – mange af dem i vores genre – men jeg kan ikke påstå, at jeg har set nogen af dem.
Helt grundlæggende er ‘Chop’ måske mest af alt en forvokset kortfilm, men det gør egentlig ikke noget, for den er frygtelig underholdende. Er du til horror-comedy med gode splatterelementer, så kan denne film ikke ramme helt ved siden af.
Fakta
DVD-premiere: 09-07-2013
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Trent Haaga
Medvirkende: Will Keenan, Timothy Muskatell, Chad Ferrin, Max Haaga, Dante Rota m.fl.
Den er nemlig rigtig spas! Fed sort komedie.