Det er næsten den omvendte verden her, hvor Steve Zahn er en fornuftig, muskuløs og lidt nørdet gut, mens Milla Jovovich er den kønne og blide kvinde ved hans side. Ikke at hun er uden ben i næsen – det er vist tæt ved umuligt – men det er en meget blidere side af hende, end vi normalt ser.
Timothy Olyphant er mere på hjemmebane, som den fremmede, der virker venlig men bestemt, og nærmest er et omvandrende dødbringende våben, som han bruger til at fange, slagte og tilberede aftensmaden ude i junglen.
Men intet er naturligvis som det ser ud, og det er en vaskeægte “whodunit” historie, hvor der er plot twists, der hjælper til at holde publikum på sædekanten og hele tiden gættende på nye forklaringer. Og uden at lyde alt for smart, så havde vi luret den. Ikke fra starten, for der elsker jeg personligt at gætte på de mest ekstreme forklaringer – som nogle gange endda holder – men alligevel kom der nok hints til, at man til sidst kan stykke det hele sammen. Det er dog også okay, for historien optrævles noget tid, inden filmen er slut, så alle er helt med. Og så er der nogle rigtig spændende flashbacks, der forklarer meget mere om de forskellige personer.
Det er nogle meget forskruede individer, vi har med at gøre, og samtlige skuespillere gør det gennemført overbevisende. Den eneste skuespiller jeg ikke havde det store kendskab til, var Kiele Sanchez, der spiller Nicks (Olyphant) kæreste, men hende skal vi nok komme til at se mere til. Ikke kun fordi hun er med i utrolig mange tv-serier, såsom ‘Lost’ og komedieserien ‘Samantha Who?’, men hun har også en af hovedrollerne i den kommende ’30 Days of Night: Dark Days’ (2010), hvor hun overtager Melissa George’s rolle som Stella.
Folkene bag A Perfect Getaway
‘A Perfect Getaway’ er skrevet og instrueret af David Twohy, der også har skrevet og instrueret ‘Pitch Black’ (2000) og den efterfølgende ‘The Chronicles of Riddick’ film, og før det skrev han primært screenplays uden også at instruere, hvor nogle af de mest kendte nok er kult klassikeren ‘Warlock’ (1989), ‘The Fugitive’ (1993), ‘Waterworld’ (1995) og ‘G.I. Jane’ (1997).
Selve historien i denne film er bestemt også spændende og bærer filmen fremad i et godt tempo, men derudover er det dog skuespillernes præstationer og det flotte visuelle Hawaii, der virkelig trækker filmen op til noget bedre end middelmådig underholdning. Historien i sig selv kunne sagtens havde været utrolig plat, hvis ikke der var nogle ordentlige skuespillere med, og det er takket været især Zahn og Jovovich, at ‘A Perfect Getaway’ ender med at være en endog meget seværdig film.
:: Heaven of Trivia ::
David Twohy lavede i 1988 et manuskript til ‘Alien 3’, der dog blev afvist. I maj 2000 bad Fox Studios ham om at skrive og instruere ‘AVP: Alien vs. Predator’, but han takkede nej. Lige nu har han dog indrømmet, at han er tilknyttet ‘AVP 3’, og skal skrive og instruere denne, hvis det besluttes, at den skal laves.
Plot
Et par tager på bryllupsrejse på en af de de smukkeste og mest øde strande på Hawaii, hvor de vil på vandretur. Omgivelserne gør at de føler sig som i paradis. Men da de støder på en gruppe andre vandrere, som opskræmte diskuterer et mord på et andet nygift par, ved de ikke, om de nu skal vende tilbage eller fortsætte. De slår sig sammen med et andet par, og pludseligt går alting galt. Paradiset forvandles hurtigt til et helvede…
Fakta
På DVD: 29-12-2009 (USA region 1)
På Netflix: 1. august 2021
Genre: Thriller
Instr.: David Twohy
Medv.: Steve Zahn, Timothy Olyphant, Milla Jovovich, m.fl.
Land: USA, 2009