Green Room har fået ekstremt gode anmeldelser, og det er i den grad velfortjent. Du må endelig ikke snyde dig selv for denne film.

Plottet i Green Room er næsten uhyggeligt enkelt. I bund og grund er det sort uheld, hvor en række personer bare er det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Lige i denne films tilfælde er konsekvenserne for den uheldig situation bare meget alvorlige. Og selvom det kunne ske for selv den bedste, så viser filmen, at der faktisk er mange ting, der er gået galt for, at det skulle ende så skidt.

Hvis du allerede har hørt tale om Green Room, så er det formentlig fordi Patrick Stewart (X-Men) er omtalt som fuldstændig genial i denne film. Og det er han i dén grad også! Han spiller – meget atypisk for ham – skurken i Green Room, men på en noget alternativ måde. Med hans karakteristiske stemme, formår han nemlig at levere de mest lede replikker med en ro og elegance. Han virker derfor som en perfekt gentleman… så længe man ikke lige hører, hvad han siger. Hans portræt af karakteren Darcy er som at se enhver politiker eller direktør skrue charmen på, mens de koldt og kynisk siger de grimmeste ting.

Og nej, jeg tænker absolut ikke på en Trump sammenligning i dette tilfælde. Darcy karakteren er nemlig en direkte modsætning. Trump er hidsig og voldsom, mens Darcy reelt kan sige det samme med rolig og afdæmpet tale. Med andre ord ville Darcy være den perfekte spindoktor, for der skal meget til at hyle ham ud af den. Det sker, naturligvis, men selv dér får han hurtigt samlet sig selv igen.

Green Room anmeldelse - Patrick Stewart

Green Room er dog ikke Patrick Stewarts film. Faktisk er hans karakter bare en birolle, men dog af typen, som er i centrum for hele plottet. Primært fordi alle enten elsker eller respekterer ham – de fleste gør begge dele.


Den perfekte rollebesætning skaber Green Room 

Hovedrollerne i filmen spilles af Anton Yelchin (Star TrekOdd Thomas) og Imogen Poots (28 Weeks Later), der begge gør det helt fantastisk. Det er faktisk deres andet samarbejde, da de også spillede hovedrollerne i Fright Night remaken. Desværre kommer der ikke flere film med disse to sammen, da Anton Yelchin døde i en tragisk ulykke tidligere i år.

Foruden disse to, så har også Alia Shawkat (The Final Girls) en meget væsentlig rolle, som hele tiden driver plottet frem. Og lige præcis fremdriften og en god rollebesætning er altafgørende, når en historie udspiller sig på én eller få lokationer.

Green Room - CPH PIX 2016 - Anton Yelchin og Alia Shawkat

Men naturligvis vil jeg ikke påstå, at skuespillerne alene kan skabe en god film. Hele historien skal først og fremmest være på plads, og det har Jeremy Saulnier sørget for. Han har skrevet manuskriptet til Green Room, og i øvrigt også instrueret den. Saulnier lavede i 2014 filmen Blue Ruin, som blev nomineret til et hav af priser, og også vandt en del – inklusiv ved Cannes Film Festivallen.

Green Room har utroligt nok ikke være nomineret til helt så mange priser, men har dog alligevel vundet en del. Desuden har denne film ramt et langt større publikum, end Blue Ruin nogensinde magtede.

En kamp mellem personer og ikke ideologier

Plottet drejer sig på overfladen meget om politiske ideologier, men faktisk er det ikke her, vi ser de store kriser. Det er derimod internt i de forskellige grupper. Folk kæmper ikke mod hinanden på et ideologisk plan, men derimod et meget personligt. Det synes jeg var en skøn deltalje, da det altså er ret nemt – eller i hvert fald oplagt – at lade højrefløjen og venstrefløjen fare i flæsket på hinanden. Derfor er det mere elegant at lade konflikten blive internt.

Green Room anmeldelse - CPH PIX - Imogen Poots

I bund og grund er Green Room en ganske enkel historie om en gruppe venner, der ender i en dårlig situation. Og med “dårlig” mener jeg ekstremt voldelig og på mange andre måder ubehagelig… også for publikum. Men den er vigtig, spændende og virkelig god!

Green Room vises ifm. CPH PIX 2016 tirsdag 08.11 kl. 21.30 i Grand Teatret.

Filmen har tidligere være anmeldt på www.heavenofhorror.com i forbindelse med DVD udgivelsen i USA.

Green Room dvdFakta

Biograf-premiere: CPH PIX 2016
DVD-premiere: 02-03-2017
Genre: Thriller, Action
Instruktør: Jeremy Saulnier
Medvirkende: Anton Yelchin, Imogen Poots, Patrick Stewart, Alia Shawkat m.fl.

Resumé
Et punk rock band bliver vidner til mord og ender i en ond kamp for overlevelse mod en gruppe af maniske skinheads.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg