:: Anmeldelse ::

Det er altid spændende, når en af de store horrorforfatteres værker skal filmatiseres, og i denne omgang er der tale om Dean Koontz romanen Odd Thomas. Både manuskript og instruktion varetages af Stephen Sommers, der også har skrevet og instrueret bl.a. Mumien, Mumien vender tilbage og Van Helsing. Vi bør altså være i relativt gode hænder med denne filmatisering, og det er vi bestemt også.

Præcis som det var tilfældet med netop de førnævnte af Sommers film, så er der dog mere fokus på underholdning og historiefortælling end egentlig horror. Det er fair nok, men man kan kun blive lidt skuffet, hvis man forventer en dyster film. Der er mere Ghostbusters end Poltergeist over denne film og plot.

Til gengæld er hovedrollen varetaget af helt rette person – det skal lige siges, at jeg ikke har læst bogen, så det er kun i forhold til den person, der portrætteres i filmen – nemlig den unge Anton Yelchin, som jeg har synes var herlig, lige siden han første gang tonede frem i J.J. Abrams’ revival af Star Trek-universet i 2009, hvor han med tyk russisk accent glædeligt meddelte, at han var “Sewenteen” (han omtales faktisk ofte kun som “Nårh, ham Sewenteen” i min omgangskreds). Hans uskyld og samtidig stærke og sikre præstation er helt sikkert det bedste i filmen. Eller rettere, alle skuespille gør faktisk et fantastisk job, og det er også et underholdende og sjovt plot, men horrordelen er bare mere ovre i horror-comedy genren.

Hvis man ser filmen med dette in mente, så tror jeg nok, man skal få en god oplevelse, men jeg havde desværre sat næsen op efter en lidt mere dyster film – selvom den da også har sine mørke momenter, så det er ikke helt skidt, og belønnes derfor med fire flotte splatter.

Fakta

DVD-premiere: 01-05-2014
Genre: Thriller
Instruktør: Stephen Sommers
Medvirkende: Anton Yelchin, Addison Timlin, Leonor Varela, Willem Dafoe m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg