:: Anmeldelse ::
Der er ingen tvivl om, at vores allesammens kære Ole Bornedal hurtigt kommer til at lide under “With great power comes great responsibilities”. Når den danske horror-mand skal lave en horror-film med det amerikanske horror-geni/ikon Sam Raimi i ren Hollywood-stil, så lyder det som et helt fantastisk match, og vi forventer, at der ingen grænser er, for hvilket vidunder vi nu skal til at se. Det er svært at leve op til, og det lykkes desværre heller ikke helt.
Uhyggen er der helt sikkert. Der er nerve, spænding og virkelig gode skuespilpræstationer. Og nu venter alle på et “men”, så lad os bare få det overstået med det samme: MEN… der er altså en del skår i glæden. For det første er der et par karakterer, der bliver lettere komiske, og det virker desværre meget malplaceret. Især en scene med en professor er meget sarkastisk og mærkværdig i ægte Raimi-stil, som jeg ville have elsket – virkelig ELSKET – hvis det havde været i eksempelvis ‘Drag Me to Hell’ (2009), som havde virkelig meget humor blandt gysene. Men i denne film er det faktisk dybt traumatisk altsammen, og når en far beder om råd, fordi hans datter opfører sig skræmmende underligt (og ikke mindst med vold, som traileren afslører), så virker det underligt, at en ekspert sidder lettere spydigt med et smørret grin og “hjælper” en mand, der sidder med blegt ansigt og tårer i øjnene. Come on, Bornedal, you can do better! Og så er rabineren desværre også lidt ufrivilligt komisk, da der mangler en seriøsitet omkring denne lidt hippi-agtige, men dog dybt ortodokse – og åbenbart meget hjemmevant i eksorsismer, som ingen andre vil røre med en ildtang? – unge mand.
Det er svært ikke at drage lidt paralleller til ‘Sinister’, som har en historie, der kan minde lidt om denne – i hvert fald i den grad, at det er en familiefar, der kastes ud i noget overnaturligt og prøver at bekæmpe det – og der var ‘Sinister’ på alle måder dybere og undgik mange af de sædvanlige faldgrubber, som ‘The Possesion’ laver maveplaskere ud i. Der er dog én ting, de har til fælles, og det er en fantastisk lydside. Igen, så var ‘Sinister’ på et niveau for sig selv, men også her er nogle meget effektive virkemidler, med ekstremt abrupte skift i stemningen, som løfter flere scener og oplevelser gennem filmen.
Dernæst er der altså nogle gevaldige svipsere i manuskriptet, som reelt er det største problem. Det er skrevet af skriveparret Juliet Snowden og Stiles White, som tidligere har stået bag ‘Boogeyman’ (2005) og ‘Knowing’ (2009), ligesom de er sat på som manuskriptforfattere til en ny ‘Poltergeist’-film. Men man skal desværre lægge hjernen og en del tankevirksomhed på hylden, hvis man virkelig skal nyde denne film – bl.a. i flere scener med førnævnte rabiner. Det er en vanvittig underholdende film og ja, det er horror, hvor man godt kan bøje virklighedens regler og en god bunke realitetssans, men dette er sgu ikke en C-horror film. Det er Ole Bornedal og Sam Raimi… hvor pokker er deres guddommelige lovechild, som jeg havde glædet mig til? Havde der bare stået John Doe på som bagmand, så kunne jeg nok lettere leve med mange af skønhedsfejlene (for ret beset er det ikke meget andet), og derfor skal filmen jo også bedømmes som sådan, men vi kommer ikke meget over en jævnt god horrorfilm, og dét burde sgu have været tilfældet.
Fakta
(Originaltitel: The Possession)
Biografpremiere: 22-11-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Ole Bornedal
Medv.: Jeffrey Dean Morgan, Kyra Sedgwick, Natasha Calis, Madison Davenport m.fl.
Land: USA, 2012
Jeg så den i går og forstår ikke de ringe anmeldelser. Det var en ganske gedigen gyserfilm. Er der mon gået lidt jantelov i den?
Angående den sarkastiske professor, så fandt jeg det ikke så forstyrrende. Havde professoren overhovedet fået at vide, at datteren var i problemer? Det tror jeg ikke. Og så er det vel meget naturligt at være lidt skeptisk over for en dæmon i en kasse.
Det mest irriterende ved filmen var i min mening, at man havde valgt at skrive, at den er baseret på en sand historie. Ganske overflødigt og unødvendigt.
Atter engang en god gang makværk fra Hollywood.
Jeg fik ikke ét eneste chok, på intet tidspunkt var jeg interesseret i hvad der skete med personerne – det eneste positive var effekterne og Morgans og Sedgwicks skuespil.
Historien var banal og opkørt og fuld af huller, klipningen var distraherende dårlig, lydsiden var elendig: det ene øjeblik skal man skrue helt vildt op for at høre hvad der foregår, det næste vækker det hele boligblokken.
At sammenligne dette elendige Eksorcist-wannabe med Sinister, går hen over mit hoved. Sinister havde en (inden for universet) logisk historie og en billed- og lydside der fik mig til at sidde på nåle.
Skuffelse af høj karat.