IKKE ET ORD er en ny krimiserie på YouSee med kun fire afsnit. Josephine Park, Jacob Lohmann og Jakob Cedergren spiller hovedrollerne og gør det alle fantastisk. Den kan klart anbefales. Læs vores fulde Ikke et ord miniserie-anmeldelse her!

IKKE ET ORD på YouSee en ny krimiserie med fire 45-minutters afsnit, der fungerer rigtig godt. Som med alle krimiserier er der et “whodunnit”-element. Man sidder derfor og gætter med, mens man fodres med diverse spor og hemmeligheder, der løbende afsløres.

Josephine Park spiller den altafgørende hovedrolle og er (som altid!) helt fantastisk. Sammen med hende ser vi bl.a. Jacob Lohmann, Jakob Cedergren og Zaki Nobel Mehabil i nøgleroller. Der er desuden ret mange unge skuespillere, som det er en oprigtig fornøjelse at opleve. De er præcis så naturlige, som man kunne ønske sig!

Læs videre på vores Ikke et ord miniserie-anmeldelse nedenfor. Du kan se alle 4 afsnit på YouSee fra 9. november 2023.

Klassisk krimi i velkendte omgivelser

Der kommer gang i den lille by, da stjernebryderen, Liam, findes dræbt lige inden et stort brydestævne. Der går ikke længe for brydeholdets træner, Lars, bliver den hovedmistænkte. Han tager det dog ret roligt, da han nægter al kendskab til drabet.

Lars er tæt med bryderne, der bruger ham som fortrolig. Det er ikke alle forældre, der er begejstrede for dette. Især hvis de ikke selv kan tale med deres børn. Det gælder bl.a. manden, der ejer den virksomhed, mange i byen er afhængige af. Han hedder John og er lidt af en tyran, men det lader Lars sig ikke gå på af.

Lars’ hustru Charlotte er til gengæld mere bekymret. Ikke mindst eftersom hun har haft en affære med den betjent, der arbejder på drabssagen. Det er ikke ligefrem smart, men hun får snuset sig frem til nogle oplysninger, der desværre også skaber mere tvivl. Kan hendes mand virkelig være morder?

Bare rolig, vi får alle svar, inden fjerde afsnit er slut.

Det, der fungerer rigtig godt ved Ikke et ord, er især, at den er karakterdrevet. Ja ja, det er en krimi, og vi skal finde ud af, hvem morderen er. Men fokus er på karaktererne, så mens krimigenren sætter rammerne, er indholdet drevet af personerne.

Ikke et ord – Anmeldelse | youSee Krimiserie

Nordisk realisme i en lille by

Jeg elsker, at Ikke et ord udspiller sig i en mindre by, og “bare” viser en række karakterer, der virker troværdige og genkendelige. Det giver hele fortællingen en realisme, der fungerer utrolig godt til lige præcis en krimi.

Nordisk realisme kan bare noget ganske særligt. Det kræver også noget af skuespillerne, men der er vi heldige med Ikke et ord, for skuespillerne leverer stærke præstationer. Nogle gange kan jeg ikke udstå danske produktioner, da replikker lyder som danglish, hvor man bare oversætter noget, der lyder fedt på engelsk.

Med Josephine Park (Sygeplejersken) i hovedrollen er vi også rigtig godt fra start. Med Jakob Cedergren (Den Skyldige), Jacob Lohmann (Shorta), og Zaki Nobel (Equinox) i de andre afgørende bærende roller er der en solid base.

Blandt de yngre talenter ser vi bl.a. Ella Kusk (Julemandens datter), Omar Zaza (En helt almindelig familie), og Frederik Emil Mathiasen (Hooligan). Jeg er ikke altid fan af mange unge skuespilleres præstationer, da de nogle gange trækkes i en mærkelig retning, der føles unaturlig.

Dét er ikke tilfældet her, hvor jeg var begejstret for samtlige unge skuespillere!

Se miniserien Ikke et ord på YouSee nu!

Den første “YouSee Originals krimiserie” kommer fra et yderst erfarent hold. Serien er skrevet af Christian Bengtson, Adam August og Jens Dahl. De står blandt andet bag serien Lover og spillefilm som Krysantemum, Underverden og Pusher. Med andre ord, en række ret dystre fortællinger.

Som instruktør har vi Mads Mengel, der tidligere har instrueret serien Noget om Emma.

Måske har du set noget af den ungdomsfiktion, YouSee især har lavet tidligere. Det gælder prisvindende serier som 29 og Limboland. Nu har YouSee altså prøvet kræfter med krimiserie-formatet, og dét må de altså hjertens gerne fortsætte med.

Kan de kapre Josephine Park til endnu en omgang, vil det bestemt ikke gøre noget. Uanset hvad, er denne stil med nordisk realisme og en fortælling, der udspiller sig i en mindre by, en skøn retning. Alt andet smager hurtigt lidt af, at vi “leger”, København er stand-in for New York eller London.

Serien er produceret af Drive Studios, og mon ikke der er mulighed for, at der kan blive produceret mere, hvis Ikke et ord bliver en succes? Det fortjener den!

Ikke et ord miniserien har premiere på YouSee den 9. november 2023.

FAKTA

Instruktør: Mads Mengel
Hovedforfattere: Christian Bengtson, Adam August, Jens Dahl
Medvirkende: Josephine Park (Charlotte), Jakob Cedergren (Lars), Jacob Lohmann (John), Zaki Nobel (Thomas), Lone Rødbro (Rita), Joen Højerslev (Anders), Ella Kusk (Mille), Omar Zaza (Yusef), Frederik Emil Mathiasen (Liam)

Plot

Ikke et ord er en fortælling om tillid og mistillid, og hvad der sker, når vi konfronterer hinanden med de hemmeligheder, vi gemmer på. Da Charlottes mand, Lars (Cedergren), bliver anholdt for mordet på et ungt brydertalent i provinsbyen Vesterløv, bliver Charlotte (Park) nødt til at forholde sig til hemmeligheder, løgne og undertrykte følelser. 

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg