Us er den nye gyserfilm fra Jordan Peele. Det er ham, der stod bag den fantastiske Get Out, men ellers har været kendt som komiker. Med denne nye film er uhyggen langt mere omfattende. Og ja, det er sgu et regulært mesterværk!
Us er en gyserfilm, der har været nærmest umenneskeligt høje forventninger til. Efter Jordan Peele lavede Get Out i 2017, har vi ventet på, hvad hans næste film ville blive.
Get Out skulle oprindeligt slet ikke have haft biografpremiere i Danmark. Men da filmen lynhurtigt indspillede over 100 millioner dollars, blev der lavet om på det. Jordan Peele endte da også med at vinde en Oscar for sit manuskript til Get Out.
Læs også: Vores anmeldelse af Get Out lige her >
Nu er Us så endelig kommet, og den skuffer bestemt ikke. Der er langt mere tryk på horror-elementerne i denne omgang, og det føles ofte som en hyldest til hele genren. På alle måder er Us et mesterværk, og vi kan med glæde meddele, at Jordan Peele har gjort det igen!
Fantastiske skuespilpræstationer i Us
Selvom historien er det bærende element, er det skuespilpræstationerne, der hiver filmen hjem. Samtlige primære skuespillere skal nemlig spille to roller. De er både deres “almindelige” karakter og så dennes morderiske dobbeltgænger udgave!
Det betyder, at vi får lov til at se børn og forældre i virkelig groteske situationer. Alle dobbeltgængerne er nemlig ude på at slå deres kopi ihjel, så de kan overtage pladsen. Der er naturligvis meget mere til historien (ikke mindst symbolsk), men det skal du selv opleve.
Alle er oprigtigt gode i deres præstationer, men det er især Lupita Nyong’o, der er fuldstændig eminent. Hun er den egentlige hovedrolle, og hele historien både starter og slutter med udgangspunkt i hendes karakter.
Det er sateme uhyggeligt at blive jagtet af sin egen dobbeltgænger. Og især Lupita Nyong’o lader til at stå overfor en alfa-version af sig selv. Det er faktisk primært fordi, vi får mest indsigt i begge versioner af hendes karakter, at hun bærer så meget af filmen.
En hyldest til horror genren
Jordan Peele er stor fan af vores elskede horror-genre. Og for at sikre den rette indstilling hos sine skuespillere, fik de lektier for. De skulle se ti gyserfilm, så de kunne dele forståelsen for genren bedre. Filmene skulle efter sigende være følgende – i kronologisk rækkefølge:
- The Birds (1963)
- The Shining (1980)
- Dead Again (1991)
- Funny Games (1997)
- The Sixth Sense (1999)
- A Tale of Two Sisters (2003)
- Martyrs (2008)
- Let the Right One In (2008)
- The Babadook (2014)
- It Follows (2014)
Det giver et ret godt indblik i, hvad du kan forvente dig af Us. Især når det gælder kampen for overlevelse samt forståelse af hvad i alverden, der foregår. Til tider føles det nærmest som nogle af de bedste zombiefilm. Forstået på den måde, at karaktererne jagtes af nogen, der tilsyneladende ikke har nogen frygt.
Desuden er selve lydbilledet fuldstændig blændende. Vi er ude i hidsige strygere, der skærer direkte ind i øregangene. Og inden da er det især et decideret gyserkor, der sætter den ildevarslende stemning.
Nå ja, og så er der et par ikoniske rap-numre, der går igen. Også i nye udgaver, hvor selve musikken spilles af et orkester, hvilket giver en helt ny vinkel.
Jordan Peele som ny horror-mester
Vi elsker at omtale eksempelvis James Wan (Nattens Dæmoner) og Mike Flanagan (The Haunting of Hill House) som nogle af de nye horror-mestre. Men jeg synes bestemt også, Jordan Peele hører hjemme i kategori med dem.
Han skriver, producerer og instruerer sine egne film. Og selvom der indtil videre kun er to (først Get Out og nu Us), så er hans stil og budskaber mildest talt gennemtrængende. Desuden er han manden bag endnu en revival af The Twilight Zone, der starter på CBS Digital i USA allerede 1. april 2019.
Han fokuserer på at fortælle historier med udgangspunkt i sorte personer, hvilket absolut også har været en mangelvare. Men samtidig er der altid også hvide karakterer med – de bliver desuden behandlet bedre end tilsvarende sorte karakterer gør i film med primært hvide karakterer.
Og det er altså ikke en sjov tid at være ikke-hvid amerikaner i USA. Men det skal siges, at Jordan Peele på ingen måde kører på race i Us. Ikke direkte, i hvert fald, da det er os selv, vi kæmper imod.
Summasumarum: Hvis du elsker horror, så bør du helt sikkert se Us.
Og hvis du elskede Get Out, behøver jeg slet ikke sige dette, men blot minde dig om, at Us kommer i de danske biografer fra 21. marts 2019.
Us på DVD & Blu-ray
Den 29. august 2019 er Us udkommet på DVD og Blu-ray herhjemme. Og der er masser af ekstramateriale – især på Blu-ray versionen!
- The Duality of Us ( 10 min): Manuskriptforfatter/instruktør Jordan Peele deler sine tanker omkring filmen.
- Scene Explorations (8 min): Et indblik i hvordan følgende tre scener blev lavet:
- Seven Second Massacre
- It’s a Trap
- I just Want My Little Girl Back
- Tethered Together (7 min): En making-of featurette hvor skuespillerne fortæller om, hvor det er at spille dobbeltroller.
- We’re all Dying (6 min): Outtakes med Winston Duke og Tim Heidecker.
- Redefining a Genre: Jordan Peele’s Brand of Horror (6 min): Cast & crew interviews omkring horrorgenren, ros til Peele og hans stil som filmskaber.
- The Monsters within Us (5 min): En kort snak om karaktererne og de medvirkende.
- As Above, So Below: Grand Pas De Deux (5 min): En forlænget version af balletdansen.
- Becoming Red (4 min): Hovedrollen Lupita Nyong’o fortæller om sin karakter.
- Deleted Scenes (6 min)
FAKTA
Biografpremiere: 21. marts 2019
DVD/Blu-ray premiere: 28. august 2019
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Jordan Peele
Medvirkende: Lupita Nyong’o, Winston Duke, Elizabeth Moss, Anna Diop, Cali Sheldon
Plot
Denne sommer skal familien Wilson bare nyde livet i Santa Cruz, men for Adelaide vækker det ubehagelige barndomsminder; noget med en skræmmende oplevelse i et spejlkabinet. Men ikke noget hun rigtig har kunnet tale med nogen om. Og nu er hun der igen, og hendes mand Gabe har købt en båd, fordi han så gerne vil ligne sin rigere (og hvide) ven Josh Tyler. Og som om hans beundring og efterligning ikke irriterede Adelaide nok, så skal hun også trækkes med Josh’ kone Kitty, ligesom hendes børn, Zora og Jason, skal være venner med Tyler-børnene. Hun synes slet ikke, de ligner hinanden, de to familier. Så det er med lettelse i sindet, de vender hjem til deres feriehus og møder nogle silhuetter, der minder meget mere om dem selv – uhyggeligt meget om dem selv.