SYGEPLEJERSKEN på Netflix er en ny dansk miniserie med fire afsnit. Den er baseret på den sande historie om en række dødsfald på Nykøbing Falster sygehus. Vi er med andre ord ude i true crime. Læs vores Sygeplejersken serieanmeldelse her!

SYGEPLEJERSKEN er en ny Netflix miniserie fra Danmark. Selve plottet vil nok lyde uhyggeligt bekendt, da Netflix-filmen The Good Nurse omhandler en sag, der minder en del om denne. Den sande historie i The Good Nurse omhandler dog noget, der fandt sted i USA.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af The Good Nurse, der også kan ses på Netflix >

I denne Netflix-serie følger vi Pernille Kurzmann Larsen (Fanny Louise Bernth), der starter som ny sygeplejerske på Nykøbing Falster sygehus. Her møder hun Christina Aistrup Hansen (Josephine Park), der er en regulær superstjerne af en sygeplejerske på akutafdelingen.

Måske netop derfor reagerer ingen på de mange dødsfald. Christina redder nemlig hele tiden patienter, der får hjertestop. Pernille mistænker dog hurtigt, at det netop også er Christinas skyld, at de får hjertestop. Men hvorfor er der ingen andre, der undrer sig? Og kan det overhovedet bevises?

Du kan læse videre på vores Sygeplejersken serieanmeldelse herunder. Vi har set hele miniserien til denne anmeldelse, og du kan også se den på Netflix fra den 27. april 2023.

Sygeplejersken (2023) – Anmeldelse | Netflix miniserie

Josephine Park imponerer igen!

Det er Josephine Park, der spiller rollen som sygeplejersken Christina Aistrup Hansen. Det gør hun – ikke overraskende – helt perfekt. Hun er så tilpas energisk og charmerende i sit portræt, at man forstår hvorfor, denne sygeplejerske var så populær. Samtidig ser vi også i glimt, at der lurer noget mere under overfladen.

Det, der lurer, er dog potentielt en psykisk lidelse af en art, hvilket også blev brugt under retssagen. Det er ikke noget, der fylder meget i Sygeplejersken Netflix-serien, men det er reelt heller ikke nødvendigt. Det bliver dog omtalt, da det netop er Christina Aistrup Hansens trang til at være i centrum, der spiller en afgørende rolle.

MERE MED JOSEPHINE PARK

Læs også vores anmeldelse af gyserfilmen Natten har øjne her >

Den anden altafgørende sygeplejerske er Pernille Kurzmann Larsen, der spilles af Fanny Louise Bernth. Hun er tilflytter og skal lige finde sig til rette på Falster. Et sted, hvor alle lader til at kende hinanden – og vide alt om hinanden. Det er desuden Pernilles første job som sygeplejerske efter endt uddannelse, så det skal gerne gå godt.

Fanny Louise Bernth spiller rollen som Pernille Kurzmann Larsen skarpt og nuanceret. Intet er helt sort hvidt, men for Pernille handler det tydeligvis især om, at ingen undrer sig over en række mærkværdige dødsfald. Patienter kommer ind med alverdens småproblemer og dør pludselig af hjertestop.

Det faktum, at ingen undrer sig eller undersøger noget nærmere, er reelt det, der får hende til selv at tage handling.

Foruden Josephine Park (Natten har øjne) og Fanny Louise Bernth (Herrens veje) er der naturligvis en række andre fantastiske danske skuespillere. Skuespillere som Dick Kaysø, Amalie Lindegård og Peter Zandersen. Alle leverer gode og troværdige præstationer, der aldrig kammer over på nogen måde.

Men det er og bliver Josephine Park og Fanny Louise Bernth, der skal bære serien, og dét gør de.

Dansk true crime

Dansk politi modtager i marts 2015 et opkald fra sygeplejerske Pernille Kurzmann Larsen på Nykøbing Falster Sygehus. Hun anklager sin kollega, sygeplejersken Christina Aistrup Hansen for bevidst at slå patienter ihjel. På den seneste nattevagt døde tre og en fjerde blev reddet i sidste øjeblik.

Hvis du er bekendt med den sande historie om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, vil du allerede vide, hvad der sker i denne serie. Jeg vidste noget, men ikke mange detaljer. Til gengæld skal det siges, at Christina Aistrup Hansen hele tiden har fastholdt sin uskyld.

Det bør man lige have for øje. Bare for en god ordens skyld.

Christina Aistrup Hansen blev i 2017 dømt for fire tilfælde af forsøg på manddrab og fik en dom på 12 års fængsel. Dette var dog resultatet af at have anket den oprindelige byretsdom fra 2016, hvor hun blev dømt for tre drab og et drabsforsøg og fik livstid.

Sygeplejersken (2023) – Anmeldelse | Netflix miniserie

Se Sygeplejersken på Netflix!

Hele miniserien er instrueret af Kasper Barfoed, der har skabt fire stærke afsnit. Faktisk vinder denne miniserie ret meget på, at den ikke varer længere tid. Kasper Barfoed har tidligere instrueret afsnit af Netflix-serien Kastanjemanden og Viaplay-serien Trom. Og såmænd også Sommeren ’92 om dansk fodboldshistorie.

Sygeplejersken er baseret på bogen af samme navn skrevet af Kristian Corfixen. De to hovedforfattere på serien er Kasper Barfoed og Dorthe Warnøe Høgh (der også var en af skaberne bag Kastanjemanden). Derudover har også Jacob Katz Hansen, Thomas Porsager og Marie Østerbye været med inde over adaptionen.

Godt nok var jeg lidt bekendt med denne sag (måske endnu mere, fordi min egen mor er sygeplejerske), men jeg kendte ikke så meget til detaljerne. Selve fremgangsmåden i denne miniserie er faktisk dejlig dansk i den forstand, at der ikke køres unødigt drama indover.

I stedet er fokus på de virkelige hændelser, og det klæder den. Og det tager bestemt intet fra spændingen eller det voldsomme i fortællingen.

Sygeplejersken miniserien udkommer på Netflix globalt den 27. april 2023.

FAKTA

Premiere: 27. april 2023 på Netflix
Antal afsnit: 4 stk.
Instruktør: Kasper Barfoed
Medvirkende: Josephine Park, Fanny Louise Bernth, Dick Kaysø, Amalie Lindegård, Peter Zandersen

Plot

En ny sygeplejerske på et hospital begynder at få mistanke om, at en kollegas opmærksomhedstrang kan være forbundet med en række dødsfald. Baseret på en sand historie.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.