NATTEN HAR ØJNE er en ny dansk gyserfilm, der bare fungerer på alle planer. Ikke mindst i forhold til skuespillet. Det kan dog næppe overraske, når Josephine Park, Sofie Gråbøl og David Dencik spiller nøglerollerne. Læs vores fulde Natten har øjne anmeldelse her, og se den i biografen!
NATTEN HAR ØJNE er en ny dansk gyserfilm, der kommer i de danske biografer. Det er en spillefilmdebut af instruktør og manuskriptforfatter Gabriel Bier Gislason, der byder på en virkelig stærk historie. Vi kommer ikke udenom, at det især er Josephine Park og Sofie Gråbøl, der leverer nogle virkelig solide præstationer. Fra humor til grum uhygge, så er de to i centrum!
Og ja, der er overnaturlige elementer med, så vi er ikke i nærheden af Speak No Evil, hvor ondskaben var menneskeskabt.
LÆS OGSÅ
Desuden er den heller ikke på nogen måde så meget “slow-burn”, som netop Speak No Evil var. Til gengæld skiftes der både genre og tempo undervejs, når uhyggen først får fat. Og dét gør den faktisk ret tidligt – hvis man lige er opmærksom, hvilket altså er nemmere, når film ses i biografen.
Læs vores fulde Natten har øjne anmeldelse her og se den i biografen!
Dansk gyserfilm rammer igen udlandet først
Præcis som Speak No Evil har også Natten har øjne fået premiere på internationale filmfestivaler først. Med denne nye film (der har den internationale titel Attachment) var verdenspremieren på Tribeca Film Festival i New York den 12. juni 2022. Derefter kommer en premiere på Outfest LA Film Festival her i juli, hvor Natten har øjne også får premiere i de danske biografer.
Derudover kommer Natten har øjne helt sikkert også til at spille på flere genrefilmfestivaler, da alt andet ville være en skam.
Outfest er, som navnet indikerer, en LGBTQ filmfestival, og det giver perfekt mening, da de to kvindelige hovedkarakterer har et forhold til hinanden. Faktisk bliver den kaldt en romantisk gyser, hvilket er meget rammende. Filmen starter nemlig som en sød og ligefrem fortælling om meget pludseligt at finde den store kærlighed.
Men så starter uhyggen. Og den bliver altså ret grum hen ad vejen. Vi taler momentvis noget, der næsten kan smage af The Taking of Deborah Logan, hvilket immervæk er en reference, der batter!
Josephine Park er bare fantastisk
Disse år kører Josephine Parks karriere bare på skinner og hold nu op, hvor er det velfortjent! Fra hendes skønne og ligefremme karakter i DR-serien Doggystyle til de markant anderledes karakterer i sæson 2 af Den som dræber – Fanget af mørket og filmen Shorta, så leverer hun altså den ene fantastiske præstation efter den anden. Selv i film og serier, der ikke er voldsomt gode, er hun det faste lyspunkt.
Og ja, nu spiller hun så en LGBTQ karakter for anden gang på to år. I 2021 spillede Josephine Park nemlig en af hovedrollerne i Venuseffekten, der fik meget flotte (og velfortjente) ord med på vejen. Og ikke mindst til Josephine Park!
Her i Natten har øjne falder Maja (Josephine Park) pladask for den britiske pige, Leah (Ellie Kendrick), der kortvarigt er i Danmark.
Hjemme i England venter dog Leahs danske mor, som hun stadig bor sammen med. Eller rettere, de har separate lejligheder i samme bygning, men mor glemmer nogle gange, at datteren har sit eget domæne.
Altid skønne Sofie Gråbøl
Mor spilles af den altid fantastiske Sofie Gråbøl. Hendes karakter lever som ortodoks jøde i sit britiske hjem og kæmper stadig med at blive accepteret af lokalsamfundet, da hun er tilflytter.
En af dem i lokalsamfundet er Lev, der spilles af David Dencik. Han er ikke dansk i denne film, og med hans fantastiske sprogøre, lyder det heller ikke sådan.
Nu skulle man i første omgang måske tro, at der er et clash imellem det lesbiske par og den ortodokse jødiske mor, men det er slet ikke dér, vi er. Det er noget meget værre, som man ikke hverken tale sig ud af eller gå på kompromis med. Desværre er det en tand (eller ti) for sent, at pigerne indser, at (sviger)mor måske ikke er så slem, som hun umiddelbart lader til at være.
I øvrigt er Sofie Gråbøl faktisk helt fantastisk sjov på en meget underspillet måde. Hun er voldsomt grov på en (ikke så) passiv-aggressiv måde (primært i eminent samspil med Josephine Park), der fik de fleste anmeldere til at smågrine til pressevisningen. Jeg selv storgrinede, men sådan plejer det også at være!
Se Natten har øjne i de danske biografer!
Den nyeste danske gyserfilm er skrevet og instrueret af Gabriel Bier Gislason, der her får sin spillefilmsdebut på begge fronter. Han er, som efternavnene indikerer, søn af vores danske stortalent, instruktør Susanne Bier, og den danske dokumentarfilminstruktør Tómas Gislason.
Selvom Gabriel Bier Gislason bestemt har sin helt egen stil, så falder æblet ikke langt fra stammen, når vi taler talent. Som gyserfilm rammer den solidt ned i de dystre tanker med fornem præcision. Også selvom meget af uhyggen er noget, som karaktererne (og dermed publikum) måske nærmest indbilder sig.
Jeg må i øvrigt også lige få nævnt, at Sofie Gråbøl også spillede mor til Josephine Parks kæreste i Venuseffekten, så den konstellation betyder vel efterhånden nærmest held for film nu. Begge film er nemlig voldsomt vellykkede. Også selvom jeg faktisk synes, at Natten har øjne er klart stærkest, før det overnaturlige kommer på banen. Det er kun derfor, vi ikke kommer op på 5 ud af 6.
Dog er det ikke noget, der gælder specifikt for denne danske gyserfilm. Helt generelt fungerer gyserfilm bedst for mig, når jeg ikke helt ved, hvad faren er (eller hvorfra den kommer). Straks den er identificeret, så bliver det hele lidt mere håndgribeligt og dermed mindre uhyggeligt. Ja, også selvom det er overnaturligt. Alligevel skal herfra lyde den største anbefaling til at se Natten har øjne i biografen.
Både fordi film skal ses i biografen, og fordi danske genrefilm gerne skal have succes, så vi kan få produceret stadigt flere. Det kan ikke passe, at Sverige og Norge skal dominere genrefilm, når vi har så meget talent til gys herhjemme. Og så fordi Natten har øjne virkelig fortjener, at du ser den i biffen!
Natten har øjne har premiere i de danske biografer den 28. juli 2022.
FAKTA
Biografpremiere: 28. juli 2022
Genre: Horror, Komedie, Romantik
Instruktør: Gabriel Bier Gislason
Medvirkende: Josephine Park, Ellie Kendrick, Sofie Gråbøl, David Dencik
Plot
I NATTEN HAR ØJNE møder vi Maja, der engang var en lovende skuespillerinde. Nu gentager hun sin rolle fra en gammel TV julekalender – ikke i fjernsynet, men i storcentre og biblioteker. Så da hun falder pladask for Leah, en ung, jødisk kvinde fra London, blomstrer håbet. Men da Leah får et mystisk anfald, frygter Maja at deres hæsblæsende romance må slutte – og vælger i stedet at følge med Leah tilbage til hendes hjem i det ortodokse jødiske kvarter Stamford Hill i London. Her møder hun snart sin nye underbo: Leahs mor, Chana. Chana – der oprindeligt selv er fra Danmark – er en dominerende og hemmelighedsfuld kvinde, der er reserveret og skeptisk overfor sin nye svigerdatter. Men Maja prøver alligevel at gøre et godt indtryk – indtil hun begynder at forstå, at noget er helt galt…