ZOMBIELAND: DOUBLE TAP er opfølgeren til Zombieland fra 2009. Det heldigvis et skønt gensyn, der har været ventetiden værd. Den er nemlig mindst lige så god som første film. Kunne du lide den, bør du også elske 2’eren. Læs mere i vores Zombieland 2: Double Tap anmeldelse her. 

Zombieland: Double Tap er den længe ventede opfølger til Zombieland fra 2009. Det er med andre ord selveste Zombieland 2, vi er ude i her. Og ja, det er hele holdet, der er samlet til denne film, så du kan godt glæde dig.

Det er et virkelig herligt gensyn med hele castet, hvor der også kommer et par nye karakterer til. Alle de “nye” har dog kun til opgave at understøtte de gamle karakterer, der fortsat er 100% i fokus.

Var du glad for den første Zombieland film, kan du godt skynde dig i biografen og få set Zombieland: Double Tap

Et fantastisk gensyn

Det er som sagt de samme fire hovedpersoner, der følges her i Zombieland 2, hvor der blot er gået yderligere 10 år. Columbus (Jessen Eisenberg) og Wichita (Emma Stone) er stadig kærester, mens Little Rock (Abigail Breslin) længes efter at finde andre mennesker. Gerne på hendes egen alder. Tallahasse (Woody Harrelson) nyder livet som beskytter og faderfigur for Little Rock.

Helt fra starten får du lige genopfrisket verdenssituationen og får en update på, hvad der er sket gennem det sidste årti. Det, der primært er sket, er (ikke uventet) en vis form for evolution. Zombierne har simpelthen udviklet sig, og det er naturligvis sket på forskellige måder. Der er derfor forskellige former for zombier nu.

Nogle er blevet langt mere farlige (både hurtigere og klogere), men andre er blevet markant mere uskadelige (langsommere og dummere). Sidstnævnte har fået navnet “Homer” efter selveste Homer Simpson, og ligheden er da også slående. 

Foruden flere zombier kommer der også flere mennesker på banen. Dem, der stadig er i live her ti år senere, har naturligvis også formået at tilpasse sig. Dog på meget forskellige måder! Der er en kvinde, der har overlevet i et storcenter, selvom hun netop er typen, der normalt ville dø allerførst i en gyserfilm. Og så er der Rosario Dawson. Hun er naturligvis møghamrende sej, som altid.

Det sjoveste indslag (foruden Zoey Dutch, der er storcenter-pigen Madison), er helt sikkert Luke Wilson som Albuquerque og Thomas Middleditch som Flagstaff. Jeg elsker altid Thomas Middleditch’s ekstremt kejtede facon, som vi kender den fra Silicon Valley serien og Godzilla: King of Monsters. I Zombieland: Double Tap er hans karakter næsten en kombination af tidligere karakterer.

Zombieland 2: Double Tap – Anmeldelse

“Hold patværket tørt!”

Ja, det er et citat fra Zombieland: Double TapKan du huske første film, vil det nok ikke overraske dig, at replikken siges af Tallahasse (Woody Harrelson). Generelt er samtlige karakterer præcis, som man husker dem fra første film. Alle er naturligvis blevet ti år ældre, men derudover er dynamikken fuldstændig som i første omgang.

Desuden er Zombieland 2 absolut ikke blevet mere politisk korrekt. Til gengæld er det måske blevet mere tydeligt, at dem der siger de mest politisk ukorrekte ting, er nogle fjolser. Når man genser første Zombieland film, vil man måske blive lidt overrasket over nogle replikker, selvom filmen kun er ti år gammel.

Selv dengang var det dog en del af stilen og ikke noget, man burde blive forarget over. Desuden er det noget, vi siden har set i eksempelvis Deadpool filmene. Det er da også samme filmskabere, der står bag både denne zombie gyser-komedie og netop Deadpool filmene. Noget der er meget tydeligt, hvis man ser begge lige efter hinanden.

Det kan desuden varmt anbefales at gense den første Zombieland, inden man tager ind og ser Zombieland: Double Tap. Det er ikke et must for at følge med, men du vil nok misse en del referencer, hvis du ikke har den nogenlunde frisk i hukommelsen.

Zombieland 2: Double Tap – Anmeldelse

Afsted til biografen og se Zombieland: Double Tap

Det er fortsat Ruben Fleischer (Venom), der har instrueret Zombieland fornøjelserne, ligesom det også fortsat er Rhett Reese og Paul Wernick, der har skrevet manuskriptet. De har dog også fået hjælp fra Dave Callaham. Det er intet mindre end fantastisk at få samlet både filmskabere og skuespillere og så levere varen i fantastisk grad. Vi er altså ude i en opfølger af T2: Judgment Day dimensioner.

Ja, jeg sagde det sgu, og jeg er kæmpe fan af Terminator 2.

Og når nu vi er så heldige, at vi får Zombieland 2 i biografen herhjemme, så skal det saftsuseme også udnyttes. Ikke mindst for at sende et vink med en vognstang om, at disse film godt kan trække folk ud til biffen. Zombieland: Double Tap er desuden både en hysterisk morsom og ekstremt blodig fornøjelse. Den slags bliver ofte et nøk bedre, når man ser den i selskab med ligesindede.

Var du ikke fan af Zombieland, skal du dog ikke forvente, at du bliver vild med denne opfølger. Det er mere af det samme, men dog (synes jeg) bare endnu skarpere, vildere og sjovere. Helt generelt vil jeg, som tidligere nævnt, anbefale alle at gense den første film. Personligt synes jeg nemlig, den var bedre, end jeg huskede, og derfor var jeg virkelig i hopla til pressevisningen.

Det var da nok også mig, der grinede højst, men bevares, pressevisninger kan også være en lidt tør oplevelse. Især til genrefilm, hvor man allerede inden starten på filmen fornemmer, at en del anmeldere har tabt en lodtrækning og derfor skal se filmen. Der er dog (heldigvis) også altid fans af genrefilm til pressevisninger, og derfor blev der grinet med undervejs af mindst en håndfuld.

Jeg tænker dog, at Zombieland: Double Tap tåler et gensyn i biografen med folk, der selv har valgt at se dem. Så er humøret uden tvivl helt i top! Summa summarum: Du kan godt glæde dig til mere Zombieland. Og bliv endelig siddende ved end-credits, da der her kommer en skøn ekstra historie med Bill Murray!

Zombieland 2: Double Tap udkommer i danske biografer fra torsdag d. 24. oktober 2019.

FAKTA

Biografpremiere: 24. oktober 2019
Genre: Horror, Action, Komedie
Instruktør: Ruben Fleischer
Medvirkende: Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Emma Stone, Abigail Breslin, Zoey Deutch, Avan Jogia, Rosario Dawson

Plot

I efterfølgeren til Zombieland må de fire menneskelige, dræbermaskiner bekæmpe nye zombier, der har udviklet sig siden den første film, men også nye overlevende. Allervigtigst skal de kæmpe for at overleve samværet med deres flabede, dysfunktionelle papfamilie.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg