:: Anmeldelse ::

Der er altså noget særligt ved at se horror i biografen – især i en fyldt biograf, hvor man må antage, at alle i salen har en oprigtig lyst til at se filmen. Også selvom mange sidder og joker med, at den sikkert er pivdårlig – ja ja, drenge, jeg ser stadig, hvordan I senere hopper i sædet mere end nogle af pigebørnene derinde, så helt ringe kan det jo ikke være. Men lad nu det ligge. Jeg elsker personligt den ekstra dimension, der opstår, når andres angst og forskrækkelse gør, at jeg selv hopper i sædet, før elementerne på det store lærred har nået at give mig chokket.

Helt overordnet synes jeg ‘Chernobyl Diaries’ fungerer optimalt i en biograf, da det er mørket og de – bogstavlig talt – ukendte væsener i mørket, der skaber den virkelige uhygge. Skuespillerne bidrager naturligvis også til dette, og gør alle et rigtig godt job. Personligt er jeg dog en smule skuffet over, hvor lidt vores nordiske søster, Ingrid Bolsø Berdal (som var fantastisk i ‘Fritt Vilt’-filmene), får at arbejde med. Hun er desværre meget anonym i rollen som norsk jente overfor sin nye australske kæreste, der med sit kække og venlige gemyt får noget mere fokus.

Der hvor filmen alligevel fejler lidt – og det gør den desværre – er i selve historien og plottet. Nej, ikke historiske detaljer, for det ved jeg helt ærlig ikke nok om Tjernobyl til, at det ville kunne spolere min filmoplevelse. Det er faktisk meget værre. I dette tilfælde er det nemlig selve kontinuiteten i filmen. Det bliver mørkt på tidspunkter, hvor det absolut ikke virker logisk. Og der går uhensigtsmæssigt meget tid, når vi lige er informeret om, at tidshorisonten er meget kort – dette ville kunne forklares med en hurtig replik eller to, men udebliver, så det virker som regulær sjusk.

Filmen er baseret på en historie skrevet af Oren Peli (ham, der står bag ‘Paranormal Activity’-fænomenet), og selve manuskriptet har han også være inde over sammen med brødrene Carey og Shane Van Dyke. Ingen af sidstnævnte har noget synderligt spændende på CV’et som manuskriptforfattere, og dette er desværre heller ikke noget, de bør prale videre af. Instruktionen er til gengæld foretaget af Bradley Parker, og dette er hans debut, selvom han dog har lavet lidt som Second Unit Director – en TV-film og så ‘Let Me In’ (2010), hvilket absolut er et stort plus hos os.

Der er umiddelbart et stort potentiale i ‘Chernobyl Diaries’, og efter at have set den i biografen kunne vi fristes til at give den 4 splatter, men havde det været en oplevelse i hjemme-biografen (og skal vi være bare en smule mere realistiske), så er det ikke til mere end 3 splatter.

Fakta

(Originaltitel: Chernobyl Diaries)

Biografpremiere: 20-09-2012
DVD/Blu-ray: 23-10-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Bradley Parker
Medv.: Jesse McCartney, Ingrid Bolsø Berdal, Nathan Phillips, Olivia Dudley m.fl.
Land: USA, 2012

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.