:: Anmeldelse ::

På sin vis ville det have passet perfekt, hvis den officielle temasang til denne film var den originale version af temasangen fra den australske TV-serie ‘Neighbours’ (hør den her). Det havde bare været så passende sort humor, der kunne understrege den groteske dysfunktionalitet som vores tre hovedpersoner alle besidder.

Det er tre lidt spøjse eksistenser, som alle bærer på en hemmelighed, og selvom du kan gætte, hvad det er, så gætter du næppe, hvor dybt det egentlig stikker. Alle tre roller er perfekt castet med Scott Speedman (‘The Strangers’ og ‘Underworld’), Jay Baruchel (‘Troldmandens Lærling’) og Emily Hampshire (‘The Cradle’), der alle leverer fantastiske underspillede præstationer, der passer historien helt optimalt.

Filmen er instrueret og skrevet af Jacob Tierney – dog baseret på en bog af Chrystine Brouillet. Det er hans tredje spillefilm (han lagde lige ud med en kortfilm), og hver gang har han både skrevet og instrueret. Det virker faktisk også sådan, for der er en fantastisk tydelig stil og klar rød tråd gennem hele denne film, som gør at historien fungerer helt eminent. På trods af flere groteske elementer. Det er dog ellers som skuespiller, du muligvis har stiftet bekendtskab med Jacob Tierney, og han har også en lille rolle i denne film.

Det er en lidt mystisk lille film, da plottet faktisk er ret simpelt, men det er interaktionen mellem (især) de tre hovedpersoner, der giver filmen dybde, og gør det spændende for publikum. Der skrælles hele tiden endnu et lag af personerne, når de er i deres respektive hjem og viser deres sande ansigt. Det er fascinerende, skræmmende og vanvittig interessant at være vidne til.

Vi kan kun anbefale, at du stifter bekendtskab med ‘Good Neighbours’, hvis du en dag er til en lidt snigende thriller.

Fakta

(Originaltitel: Good Neighbours)

DVD: 11-09-2012
Genre: Thriller | Drama
Instr.: Jacob Tierney
Medv.: Jay Baruchel, Scott Speedman, Emily Hampshire m.fl.
Land:Canada, 2010

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.