Saw 3D er sidste del af Saw-serien, og den byder på masser af splat, men desværre ikke så meget andet…

Så blev det endelig tid til at se afslutningen på ‘SAW’-serien: Saw 3D. Efter sygdom og ferie lykkedes det os at komme i biografen en mandag her et par uger efter premieren, hvor der – til vores store fornøjelse – var utrolig mange mennesker inde for at se filmen.

Hvor godt de blev underholdt er en helt anden side af sagen.

Jeg synes, der var utrolig gode elementer, men også frygtelig mange dårlige. Først og fremmest er effekterne pludselig blevet splat på den gummiagtige måde, fremfor den mere rå og realistiske. Det er mildest talt ærgerligt, når hele serien trods alt hedder ‘Saw’, fordi ofrene i første film skulle save deres egen fod af, som netop var ret anderledes.

Det var (med et populært ord) tortur-porno, som vi efterfølgende også så det i ‘Hostel’ (2005), og ikke horror-comedy splatter, som vi har set i fx ‘Army of Darkness’ (1992). Her i den afsluttende film er der dog flere tilfælde, hvor ligene ser meget dukkeagtige ud.

Fx er der en kæbe, der flås af, som pludselig ser helt elastisk ud, fremfor den brutale effekt vi er blevet vant til. Så er det, man sidder og smågriner i stedet for at blive forarget og chokeret. Eller som min sidemand i biografen, der virkelig brølede af grin.

Saw 3D

Skuespillet trækker gevaldigt ned

Men selvom denne film adskiller sig fra resten af ‘Saw’-serien, og som sådan er lidt underlig, så er det fortsat underholdende. Mit største problem med ‘Saw 7’ er desværre skuespillet. Og især to personer – som egentlig er good guys i historien – ønsker man bare skal dø og forsvinde, så man ikke behøver kigge på dem mere.

Man holder faktisk med skurken, fordi han virker mere ægte. Utrolig nok, så er det selveste Jigsaw’s eks-kone, Jill, der bl.a. virkelig fungerer dårligt. Skuespiller Betsy Russell plejer ellers at klare rollen helt fint (hun har været med siden tredje film i serien). Men nu var der var mindre tyngde i hendes historie, og så forsvandt al hendes troværdighed. Hun endte derfor med at ligne en dum bimbo, som – bogstavlig talt – tripper rundt i højhælede sko, når hun bliver jagtet af en, der vil slå hende ihjel. I horror-universet ved enhver, at den type opførsel fortjener at resultere i, at man bliver dræbt.

Endnu værre er det dog med skuespilleren Chad Donella (kendt fra ‘Final Destination’ og en lang række gæsteroller i større TV-serier). Donella spiller betjenten Gibson, der – selvom han arbejder i Internal Affairs – skal ud og opklare nogle nye Jigsaw mord. Hans historie er kedelig, skuespillet VIRKELIG amatøragtigt, og man venter bare på, at han dør.

Saw 3D - Costas Mandylor

Costas Mandylor redder filmen… næsten

Til gengæld er Costas Mandylor fantastisk velspillende som Jigsaw’s efterfølger, Marc Hoffman. Og Sean Patrick Flanery (‘Young Indiana Jones’ TV serien) fungerer overraskende godt i rollen, som det primære offer. Eller “den udfordrede”, om man vil. Og så er det et herligt gensyn med Dr. Gordon, der var den overlevende i den første ‘Saw’. Cary Elwes er endnu en gang velspillende og løfter hele filmen, der ellers – som ovenstående indikerer – trækkes ned på flere andre parametre.

Men uanset hvad skal du naturligvis se afslutningen på ‘Saw’, hvis du har set de andre. Og du bør også se den i biografen. Det er trods alt slutningen på en æra, der har haft både fantastiske højdepunkter og ærgerlige dyk.

Desværre slutter vi et sted midt i mellem, men de sidste fem minutter redder utrolig meget.

Fakta

(Originaltitel: Saw 3D / Saw VII)

I biografen: 04-11-2010
På DVD/Blu-ray: 08-03-2011
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Kevin Greutert
Medv.: Tobin Bell, Costas Mandylor, Sean Patrick Flanery, Betsy Russell, Tanedra Howard m.fl.
Land: USA, 2010

Resumé
I ‘Saw 3D’, hvor en dødbringende kamp er sat i spil over Jigsaws brutale arv, søger en gruppe af overlevende hjælp hos en selvhjælpsguru og medoverlevende ved navn Bobby Dagen, hvis egne dystre hemmeligheder sætter gang i en ny bølge af gruopvækkende scenarier.

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.