CAT PERSON er en psykologisk thriller, der nu kan ses på Netflix. Der er rigtig meget fantasi og virkelighed, der er i spil her. Du skal derfor være nogenlunde skarp, for at kunne følge med og fange nuancerne. Læs vores fulde Cat Person filmanmeldelse her!

CAT PERSON er nu på Netflix i Danmark, og denne psykologiske thriller har et plot med dating som omdrejningspunkt. Mere præcist handler den om både de forventninger – gode såvel som dårlige – der ligger i at lære et nyt menneske at kende.

Vores hovedperson lever meget i sit hoved og har lige lovligt romantiserede forestillinger om den mand, hun møder. Dog kombineres disse med en frygt for, at han jo potentielt også kan være overfaldsmand eller måske endda seriemorder. Jo jo, det følelsesmæssige pendul svinger vildt og voldsomt gennem knap to timer.

Læs videre på vores Cat Person filmanmeldelse nedenfor. Filmen kan ses på Netflix fra 12. marts 2024.

Forventning og antagelser i fokus

I Cat Person møder vi collegeeleven Margot (Emilia Jones), der arbejder i en biograf, hvor der hele tiden er temauger. Med andre ord er det ikke den slags biograf, hvor de nyeste film vises, men derimod de go’e gamle klassikere. Egentlig et ret skønt sted, som jeg da personligt godt ville have i nærheden.

Mens Margot er på arbejde i biografen, møder hun den noget ældre Robert (Nicholas Braun). Efter et noget akavet første møde, hvor han slet ikke gider gå med på hendes “smalltalk”, bliver det bedre hen ad vejen. Så godt, at de udveksler telefonnumre, og via SMS opstår der sød musik.

Robert virker som en oprigtigt charmerende mand, der gerne deler ud af anekdoter om sine to katte. Deraf kommer titlen Cat Person. Som Margots veninde, Taylor (Geraldine Viswanathan), senere påpeger, så virker en mand bare mere blød og imødekommende, når han omsorgsfuldt taler om sine katte.

Og heri ligger også den egentlig psykologiske thriller: Forventninger og antagelser kan være farlige. Både når de er rigtige, men også når man rammer helt skævt. Det er i hvert fald tydeligt, at Robert på ingen måde er lige så charmerende og snakkesalig i virkeligheden, som han er via SMS.

Ikke mindst da det viser sig, hans romantiske stil er kraftigt inspireret af Harrison Ford. Eller altså, hans karakter i henholdsvis Star WarsIndiana Jones og Blade Runner.

Men andre ord, nogle “rigtige mænd”, der godt nok er oppe mod stærke kvinder, men også “charmerer” dem ved at smække dem op ad en væg og tvangskysse dem, hvorefter de smelter i hans arme og gerne vil kysse videre. Altså ikke ligefrem det bedste foregangsbillede i nutidens datingverdenen. Robert er romantiker, men på en ret macho måde.

Cat Person – Anmeldelse | Psykologisk Thriller på Netflix

Alle får én over nakken

Jeg tror, mange vil kunne opleve Cat Person som værende et stort feministisk manifest. Ikke mindst da filmen indledes med et kendt citat af Margaret Atwood (The Handmaid’s Tale). Helt konkret er vi ude i citatet “Mænd er bange for, at kvinder vil grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel”.

Og dette citat er humlen i hele Cat Person, hvor Margot både fantaserer om, at Robert er helt perfekt samt er dødsensangst for ham, når hun ser for sig, at de er i en situation, hvor han har overtaget rent fysisk.

Det er dog i dén grad både en kritik af mænd og kvinder. Nærmere bestemt deres forventninger til hinanden. Mænd kan være lynhurtige til at kalde kvinder for “luder”, og desuden ikke være opmærksomme på hvordan de virker truende. Kvinder kan være lynhurtige til at antage, at mænd har væmmelige intentioner, uden reelle tegn på dette.

Her er det så lige, at Margaret Atwood-citatet kommer i spil. For kvinderne er bange for at komme til skade, mændene frygter at blive hånet. I sidste ende viser Cat Person både, hvor galt man kan komme afsted samt viser, hvordan verden er et bedre sted, hvis vi kommunikerer mere ærligt.

Altså, for det meste… der er lige det med, at hån kan føre til drab!

Der er også en ret fantastisk scene, hvor Margot er midt i en ret penibel situation, som hun egentlig gerne vil væk fra. Her taler hun med sin egen fornuftens stemme, der ret filmisk vises som hende selv, der står på sidelinjen som en anden kommentator.

Det er uden tvivl en skarp visualiseringen af en dialog, uhyggeligt mange kvinder har med sig selv.

Se Cat Person på Netflix nu!

Cat Person er instrueret af Susanna Fogel, der tidligere har instrueret på serierne The WildsThe Flight Attendant og Utopia. Manuskriptet er skrevet af Michelle Ashford (Mayfair Witches) og er baseret på korthistorien “Cat Person” af Kristen Roupenian. Denne forfatter stod også for oplægget, der blev til gyserkomedien Bodies, Bodies, Bodies (2022).

Selvom dette er noget af en genre hybrid, så bliver det altså en voldsom og dyster fortælling. Både det, der sker i Margots indre verden, men også ting, der sker i den virkelige verden. Officielt er det da også en drama, horror, thriller-hybrid ifølge IMDb.

Derfor er den oplagt her på Heaven of Horror, selvom den et langt stykke hen ad vejen kan minde om et forholdsdrama. Altså, foruden Margots dystre dagdrømme og intense mareridt, der hele tiden er en del af fortællingen for at vise hendes verdensbillede. Og som sagt, så får vi også mere kendskab til Robert. På godt og ondt!

Cat Person kan ses på Netflix fra 12. marts 2024.

FAKTA

Instruktør: Susanna Fogel
Manuskript: Michelle Ashford
Medvirkende: Emilia Jones, Nicholas Braun, Geraldine Viswanathan, Hope Davis, Fred Melamed, Isabella Rossellini

Plot

Efter en frygtelig første date med en ældre fyr, mistænker en universitetsstuderende, at der gemmer sig noget uhyggeligt bag hans harmløse udtryk.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.