:: Anmeldelse ::
Det var uden de helt store forventninger, at denne film kom i DVD-afspilleren, men samtidig må jeg indrømme, at historien absolut tiltalte mig, så helt ringe kunne det jo ikke blive. Mine meget lave forventninger blev da også hurtigt gjort til skamme, da ‘The Haunting of Bryan Beckett’ viste sig at være ekstraordinært spændende og i stand til at holde et psykologisk pres, som holder tilskueren helt ude på kanten af sædet.
Historien bevæger sig langsomt, men dog sikkert, fremad hele tiden, og filmen originale [amerikanske] titel ‘The Skeptic’ er meget rammende for, hvad der får historien til at fungere. Uanset hvor skeptisk man selv er – eller kan opleve andre er – så skal der ofte ikke så pokkers meget syn for sagen, før man kan omvendes. Skuespillet er på alle måder udmærket, og selvom der måske kunne have været en smule mere nerve i visse scener, så er det intet, der forringer filmen – det kunne blot have løftet den et ekstra nøk opad.
Det er dog så absolut selve plottet, der er filmens helt store stjerne, og det mærkes tydeligt, at det er samme person, der står bag både historie, produktion og instruktion af filmen. Det samme vil blive tilfældet med Bardwell’s næste film, som er thrilleren ‘Dancehall’, der udkommer i 2012. Det virker desværre meget langt væk lige nu, og mine forventning vil uden tvivl være skruet godt op. For mig var ‘The Haunting of Bryan Beckett’ nemlig en hel lille perle, og jeg havde så absolut ikke lyst til at bevæge mig rundt i et mørkt hjem efter at have set den… Men det skal naturligvis ikke afholde mig fra at anbefale den til andre. Tværtimod!
:: Heaven of Trivia ::
Robert Prosky, som spiller præsten, døde efter indspilningerne af denne film, så det blev faktisk hans sidste film. Prosky er bl.a. kendt fra ‘Gremlins 2’, ‘D-Tox’, ‘Dead Man Walking’ og ‘Christine’.
Fakta
(Originaltitel: Skeptic)
På DVD: 12-10-2010
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Tennyson Bardwell
Medv.: Tim Daly, Zoe Saldana, Tom Arnold, Edward Herrmann, Andrea Roth m.fl.
Land: USA, 2009
- Glasklokken – Anmeldelse | Netflix - 15/04/2025
- The Stolen Girl – Anmeldelse | Disney+ - 14/04/2025
- Black Mirror: Sæson 7 – Anmeldelse | Netflix - 10/04/2025