:: Anmeldelse ::

Nu har jeg altid haft lidt af et had/kærlighedsforhold til John Cusack. Enten synes jeg, han er ret fantastisk (som i ‘Identity’), og ellers synes jeg, han er stiv, kedelig og ligegyldig i sin præstation. Desværre er det sidstenævnte, der gør sig gældende i denne film, hvilket ikke er særlig heldigt, når han har den absolutte hovedrolle. Heldigvis betyder det ikke, at han er alene på skærmen hele tiden, da der også er solide og gode præstationer i flere biroller.

Jeg synes især Luke Evans, der spiller rollen som politibetjenten Fields, leverer varen i en sådan grad, at han alene gør filmen flere niveauer mere seværdig, end hvad Cussack ellers lægger for dagen. Også Alice Eve, der spiller Edgar Allan Poe’s (Cusack) kærlighedsinteresse i filmen, er rigtig spændende og leverer en del mere dybde til flere scener, end det noget overfladiske niveau, filmen ellers skøjter rundt på – undtagen, når hun spiller sammen med Cusack, for jeg synes absolut ikke, de har kemi af nogen art. At se deres scener må være som at spise mel; Tørt og smagløst. Så hellere salt eller sukker, men ikke engang dét kan man nyde godt af.

Umiddelbart havde jeg forventet meget mere, da jeg synes instruktøren, James McTeigue, normalt leverer på et meget højere niveau. Især i sin instruktørdebut med ‘V for Vendetta’ (2005), der faktisk er blandt mine ynglingsfilm på både det visuelle og indholdsmæssige niveau. Her i ‘The Raven’ synes jeg desværre ikke engang det visuelle er super spændende. Faktisk er hele end-credits sekvensen (delen lige inden de gammeldags rulletekster) det mest spændende rent visuelt, men det står til gengæld også i skarp kontrast til resten af filmen og er således helt malplaceret. Man kan godt sidde og tænke, det er cool, men ikke som del af netop denne film.

Helt overordnet er plottet spændende nok, men leveringen er desværre noget tyndbenet og langtrukken. Visse sekvenser er virkelig gode, men desværre er der for langt imellem disse, og det kan kun trække ned. Især når de mellemliggende scener er direkte søvndyssende i flere perioder – eller (i mit eget tilfælde) går på at være irriteret over, hvor dumt jeg synes, John Cussack spiller.

Fakta

(Originaltitel: The Raven)

DVD/Blu-ray: 09-09-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: James McTeigue
Medv.: John Cusack, Luke Evans, Alice Eve, Brendan Gleeson m.fl.
Land: USA | Spanien | Ungarn, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.