TROM på Viaplay er det første danske krimidrama, der nogensinde er indspillet på Færøerne. Det skaber fantastiske rammer for den medrivende og spændende serie med Ulrich Thomsen i hovedrollen. Sæson 1 har seks afsnit. Læs vores fulde Trom anmeldelse her!
TROM er en ny Viaplay originalserie, der kaldes et “krimidrama”, men også sagtens kunne betegnes som en regulær krimi- eller thrillerserie. Desuden er denne serie det allerførste danske krimidrama indspillet på Færøerne. Ulrich Thomsen spiller hovedrollen i denne serie, der byder på både velkendte og helt ukendte skuespillere.
Alle leverer imponerende præstationer, ligesom historien er uhyggeligt medrivende helt fra starten. Der sker nemlig ulykker og dødsfald i ét væk. Sæson 1 (vi ved ikke, om der kommer flere) består af seks afsnit, der alle frigives på premieredagen den 13. februar 2022.
Læs videre på vores spoilerfrie Trom serieanmeldelse herunder.
Hjem til Færøerne!
Ulrich Thomsen er – som altid, fristes man til at sige – fantastisk i hovedrollen som Hannis Martinsson. Han er journalist, der gerne kæmper mod virksomheder og politikere, der forsøger at skjule diverse unoder fra befolkningen. Han stammer selv fra Færøerne, men ikke har været hjemme i flere årtier.
Det ændrer sig dog lynhurtigt, da han får en Facebook-besked fra en ung kvinde fra Færøerne. Hun er aktivist og fortæller i beskeden, at hun netop selv er blevet gjort opmærksom på, at Hannis er hendes far. Da hun ved, han er opsøgende journalist, og hun selv er i fare for at udlevere nogle magtfulde mennesker, beder hun om hans hjælp.
Sådan starter Trom, og du skal faktisk helst ikke vide meget mere, end netop dét.
Skønne talenter i Trom
Når man ser den vilde kulisse, Færøerne skaber til historien, så er det helt sikkert ikke sidste gang, der indspilles serier dér. Ikke at drage nytte af så fantastisk et landskab, ville være en skam. Stedet er næsten som en karakter i selve Trom plottet. Præcis som København eller eksempelvis Samsø har været det i andre serier. Det her er bare noget vildere!
Desuden er det meget interessant at høre karaktererne tale henholdsvis dansk og færøsk til hinanden i ét stort virvar. Kender man andre skandinaver, så er det nok et velkendt fænomen, men for andre må det lyde meget forvirrende.
Foruden Ulrich Thomsen spiller også Maria Rich (sæson 3 af Bedrag) en afgørende rolle. Hun er nemlig efterforskningsleder, Karla Mohr, og skal forsøge at opklare alt det, der foregår. Også Olaf Johannessen medvirker i en hovedrolle som Ragner, der både ejer og styrer halvdelen af Færøerne, hvis man skal tro de lokale.
Olaf Johannessen havde også en nøglerolle i sæson 2 af Forhøret. Endnu en Viaplay-serie, der havde Ulrich Thomsen i hovedrollen i sæson 1 (læs anmeldelse her). Trine Dyrholm spillede så hovedrollen i sæson 2, hvor netop Olaf Johannessen også medvirkede.
Foruden disse velkendte skuespillere består castet af både færøske og danske skuespillere. Herunder Helena Heðinsdóttir, Mariann Hansen, Sissal Drews Hjaltalin, Hans Tórgarð, Gunnvá Zachariasen og Búi Dam.
Se Trom serien på Viaplay!
Trom er skabt af Torfinnur Jákupsson og skrevet sammen med Donna Sharpe (West of Liberty). Serien er baseret på bestsellerne skrevet af den prisvindende færøske forfatter Jógvan Isaksen. Det er ikke bøger, jeg var bekendt med, så jeg skal ikke sige noget om, hvor tro denne serie er mod ophavet. Til gengæld fik jeg lyst til at læse bøgerne!
På instruktørsiden er der også fundet nogle stærke ressourcer frem. Afsnittene i sæson 1 er således instrueret af Kasper Barfoed (Kastanjemanden) og Davíd Óskar Ólafsson (The Valhalla Murders).
Er du til krimiserier med et stærkt plot og spændende karakterer, så kan du roligt kaste dog over Viaplay originalserie Trom. Vi har kun set første halvdel af serien til denne anmeldelse og skal helt sikkert se den sidste halvdel hurtigst muligt.
TROM består af seks afsnit, der alle har premiere på Viaplay den d. 13. januar 2022.
Plot
Da journalist Hannis Martinsson (Ulrich Thomsen) modtager en videobesked fra den kvindelige aktivist og dyrerettighedsforkæmper Sonja á Heyggi, som påstår, at hun er hans datter, og at hun samtidig frygter for sit liv, tager han til sin hjemstavn Færøerne for at undersøge sagen nærmere. Det bliver hurtigt klart for ham, at Sonja er forsvundet under mystiske omstændigheder, hvorefter han bliver hvirvlet ind i en eftersøgning, der trækker tråde ind i det lokale fiskersamfund, til en markant aktivistgruppe og ikke mindst til øens fremtrædende forretningsmand, Ragnar í Rong (Olaf Johannessen). Hannis’ tilstedeværelse på øen bringer ham i konflikt med det lokale politi, og flere gange tørner han sammen med efterforskningsleder Karla Mohr (Maria Rich), da hans fund i sagen står i kontrast til politiets. Hans søgen efter svar optrevler et spind af løgne og hemmeligheder i det lille lokalsamfund.