CASTLE ROCK sæson 2 er endelig kommet på HBO Nordic. Den vises umiddelbart efter premieren i USA, så vi får herlighederne hurtigt herhjemme. Denne gang er hovedpersonen Annie Wilkes fra Stephen King bogen “Misery”. Læs vores Castle Rock sæson 2 anmeldelse her!

Castle Rock sæson 2 begynder nu på HBO Nordic, og dermed er mere end et års ventetid endelig forbi. Sæson 1 af Castle Rock havde nemlig premiere i juli 2018. Det har dog været ventetiden værd. Ikke mindst, da vi længe har vidst, at den nye hovedperson ville være en ung udgave af Annie Wilkes. 

Ja, vi taler naturligvis om hovedpersonen fra Stephen Kings bog “Misery”. Vi befinder os dog fortsat i byen Castle Rock. Der er desuden rigtig mange referencer til Stephen King historier og karakterer undervejs.

Mere om både karaktererne og skuespillerne bag dem senere i denne anmeldelse af Castle Rock sæson 2. 

Lizzy Caplan er perfekt som Annie Wilkes

Kathy Bates var så fantastisk som Annie Wilkes i Misery filmen, at hun vandt en Oscar for sin præstation. Det var yderst velfortjent, og det er også meget tydeligt, at Lizzy Caplan har ønsket at ære vores kendskab til Annie Wilkes i netop Kathy Bates’ stil. 

Lizzy Caplan er simpelthen som at se en ung Kathy Bates spille rollen som Annie Wilkes igen. Hun har helt styr på alt fra den stive gang til hendes mimik og rytme i sproget. Det er helt perfekt, og selv uden at få hende præsenteret vil du vide, at denne karakter er Annie Wilkes. Hun går da heller ikke under dette navn, da hun forsøger at holde sig skjult. 

Mange genrefans vil nok huske Lizzy Caplan helt tilbage fra Cloverfield (2008) eller True Blood tv-serien. Hun var også med i kultfilmen Mean Girls (2004) og Netflix sci-fi filmen Extinction fra 2018.

Foruden Lizzy Caplan får vi også Tim Robbins med i sæson 2 af Castle Rock. Tim Robbins kender rigtig mange fra filmen En verden udenfor (The Shawshank Redemption). Den anerkendes som en verdens absolut bedste film. Og ja, så er den jo også baseret på en historie af Stephen King.

Vi har også Elsie Fisher (Eigth Grade) som Annies datter, Joy Wilkes, og Paul Sparks (miniserien Waco) som John “Ace” Miller.

Castle Rock: Sæson 2 – Anmeldelse

Hold øje med Stephen King referencer

Først og fremmest skal du naturligvis bare nyde Castle Rock, der på sin vis er en ny form for American Horror Story. Nogle ting går igen, mens selve grundplottet er helt nyt fra sæson til sæson. Fællesnævneren i denne HBO Nordic serie er naturligvis, at historien foregår i byen Castle Rock, og at vi er i et Stephen King univers, hvor hans karakterer dukker op på kryds og tværs.

Der er altså et væld af små referencer og “Easter Eggs”, så det er om at være opmærksom.

Det samme var naturligvis tilfældet med sæson 1 af Castle Rock, så på den front er der ikke meget nyt. Eller rettere, der er rigtig meget nyt, da vi har en række nye karakterer og derfor også deres respektive universer og netværk.

Ud fra et lidt bredere horror-synspunkt vil jeg også lige fremhæve det voldsomme dødsfald, der sker allerede i afsnit 1. Lad os bare sige, at det sker på både en yderst effektiv og innovativ måde!

Castle Rock: Sæson 2 – Anmeldelse

Se Castle Rock sæson 2 på HBO Nordic nu!

Første afsnit af Castle Rock sæson 2 er instrueret af Greg Yaitanes. Det er et yderst oplagt valg, da han også instruerede afsnit 7 af første sæson, som er det absolut højest ratede afsnit fra sæson 1. Manuskriptforfatterne til de første afsnit af sæson 2 er også et habilt valg, da det er Vince Calandra og Scott Brown.

Scott Brown skrev også flere afsnit af første sæson, og de har begge skrevet på afsnit af Sharp Objects miniserien, der er baseret på Gillian Flynns bog. Med andre ord er både Vince Calandra og Scott Brown vant til at skrive manuskripter baseret på karakterer, der er skabt af andre forfattere.

Nu er Castle Rock reelt en Hulu produktion og ikke en HBO serie. Det betyder, at du nok skal forvente, at det nye afsnit kommer på HBO Nordic i løbet af hver torsdag formiddag frem for fra morgenen. Nye afsnit er kun klar på HBO Nordic helt fra morgenstunden, når der er tale om en HBO serie, hvor de selv har ejerskab.

Heldigvis ligger der hele tre afsnit klar her fra premieredagen. Vores forventninger til resten af Castle Rock sæson 2 er bestemt ikke blevet mindre efter at have set disse afsnit. Du kan roligt glæde dig til mere blodigt vanvid – og ikke mindst lidt mystik, der blandt andet kommer til udtryk gennem insekter.

Castle Rock sæson 2 har premiere på HBO Nordic torsdag den 24. oktober 2019, hvor de første 3 afsnit bliver frigivet.

FAKTA

Skabere: Sam Shaw, Dustin Thomason
Medvirkende: Lizzy Caplan, Tim Robbins, Garrett Hedlund, Elsie Fisher, Yusra Warsama, Barkhad Abdi, Paul Sparks, Matthew Alan

Plot

En krig mellem klaner når nye højder, da den spirende psykopat Annie Wilkes (Caplan), Stephen Kings sygeplejerske fra helvede, bliver fanget i byen Castle Rock.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.