THE STRANGER er en ny Netflix-serie i thriller-genren. Serien er skabt af Harlan Coben, der også er forfatter af bogen, der her adapteres. Vi er ikke ude i noget overnaturligt, da det hele omhandler noget så menneskeligt som hemmeligheder. Læs vores The Stranger sæson 1 anmeldelse her!

The Stranger er en ny Netflix-serie af Harlan Coben. Han har allerede skabt flere andre serier – også til Netflix. Vi er ude i en thriller med elementer af drama (er der ikke altid det?) og et solidt mysterie. Hele plottet handler om de hemmeligheder, vi allesammen bærer rundt på. Alle hemmeligheder kan nemlig potentielt have store konsekvenser.

The Stranger er vi ude i nogle ret store hemmeligheder, der ofte kan forklares, men det er jo ikke altid, man får mulighed for det. Slet ikke når de chokerer i en sådan grad, som man (forståeligt nok) oplever det her i Netflix-serien.

Læs resten af vores The Stranger sæson 1 anmeldelse herunder og se alle otte afsnit på Netflix nu.

Et skønt cast

Selve hovedrollen som Adam Price (ja, det hedder han altså) spilles af Richard Armitage. Man kender nok Richard Armitage bedst fra hans noget ugenkendelige rolle i The Hobbit trilogien, hvor han er en skægget dværg. Her i The Stranger ligner han til gengæld sig selv, hvilket måske er lidt kedeligere. Eller rettere, Adam Price er bare ikke den mest interessante karakter i denne serie.

Og nu vi er ved det, så ér det da mærkeligt, at hovedpersonen i denne Netflix-serie hedder Adam Price, når nu der udkommer en anden Netflix-serie (Ragnarok), der er skrevet af vores danske Adam Price dagen efter. The Stranger har premiere torsdag med Adam Price som hovedperson, og Ragnarok har premiere fredag og er skabt af Adam Price. Dét kan da kun skabe forvirring. Anyway, vi må videre.

Vi ser nemlig også Jennifer Saunders fra komiker-duoen French and Saunders og serien Absolutely Fabulous i en meget alvorlig rolle her. Hun en en af dem, der bliver konfronteret af “The Stranger”, som fortæller hende en hemmelighed. Den handler om hendes datter og ville nok chokere de fleste forældre. Dette er første “drama” rolle for Jennifer Saunders, og det klarer hun helt fint!

Selve titelrollen som den fremmede, der afslører folks hemmeligheder overfor deres nærmeste, spilles af Hannah John-Kamen. Hvis du har set Killjoys serien, vil du sikkert genkende hende derfra. Hun har dog også spillet med i film som Ant-man and the Wasp og Ready Player One samt i to afsnit af Black Mirror (både sæson 1 og 3).

I andre nøgleroller har vi Paul Kaye, der kun spiller en marginalt mere charmerende rolle i The Stranger, end han gjorde i Anna and the Apocalypse. Stephen Rea (Out of the Dark, V for Vendetta) er også med i nærmest alle afsnit af serien, og det samme gælder Anthony Head (Giles fra Buffy – Vampyrernes skræk).

The Stranger: Sæson 1 (2020) – Netflix anmeldelse

The Stranger slutter effektivt!

Vi har set alle otte afsnit af The Stranger til denne anmeldelse, så vi kan hermed også afsløre (bare rolig, ingen spoilers!), at du nok skal få svar på alt. Jeg har ikke læst Harlan Cobens bog, så jeg aner ikke om plottet i denne Netflix-serie følger bogen. Jeg ved faktisk ikke engang, om det er en god filmatisering af bogen. Derimod kan jeg sige, at denne Netflix-serie bestemt er i den meget gode ende!

Du kommer sikkert til at gætte med undervejs, og hvis du er vant til at se disse thriller-mysterier, så gætter du nok også en del plot twists. Der er som sagt intet overnaturligt ved historien, så det er ren og skær menneskelig natur, der styrer slagets gang. Desværre er mennesket ofte lidt af et bæst, så det tyder jo ikke videre godt.

Hemmeligheder er farlige, da de – selv efter mange år – pludselig kan ødelægge et eller flere liv. Det må man sige The Stranger er et godt eksempel på. Der er godt nok også mange ret “juicy” hemmeligheder, der ser dagens lys.

Inden The Stranger er færdig, så har vi været forbi alle de løse ender, der er opstået undervejs. Bevares, nogle gange er der ikke gode svar, og det er ikke sikkert, du kan lide den slutning, der kommer. Men den holder virkelig vand.

The Stranger: Sæson 1 (2020) – Netflix anmeldelse

Se The Stranger sæson 1 på Netflix nu!

Det er, som tidligere nævnt, Harlan Coben, der står bag denne Netflix-serie. Han har tidligere lavet serien Safe med Michael C. hall (Dexter) i hovedrollen. Dette var også en Netflix-serie, så den kan du jo kaste dig over, hvis du bliver begejstret for denne nye serie.

Derudover skrev Harlan Coben også bogen, der blev adapteret til den franske thriller Fortæl det ikke til nogen fra 2006. En helt fantastisk film!

Nå ja, og så er der faktisk endnu en serie på vej her i 2020, der også er baseret på en af Cobens bøger. Den hedder The Woods og er (naturligvis, fristes man til at sige) også en thriller med drama og mysterie inde over. Det er en polsk produktion, men Netflix er inde over skabelsen, så mon ikke den også kommer på Netflix senere?! Det lader i hvert fald til at være et meget produktivt samarbejde pt.

Er du generelt vild med thriller-serier og mysterier, så bør du helt sikkert give The Stranger et skud.

Sæson 1 af The Stranger kan ses på Netflix fra 30. januar 2020.

FAKTA

Skaber: Harlan Coben
Instruktører: Daniel O’Hara & Hannah Quinn
Medvirkende: Richard Armitage, Siobhan Finneran, Hannah John-Kamen, Jennifer Saunders, Anthony Head, Stephen Rea, Paul Kaye, Shaun Dooley, Lily Loveless, Dervla Kirwan, Jacob Dudman, Brandon Fellows, Kadiff Kirwan, Ella-Rae Smith, Jade Harrison

Plot

Da en fremmed kommer med en chokerende påstand om hans kone, bliver familiefaren Adam Price involveret i et mysterie, mens han desperat leder efter svar.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg