BEHIND HER EYES er en Netflix thriller-serie i 6 afsnit. Det er en historie, der skifter tone et par gange undervejs og har en fantastisk slutning. Byder på meget mere, end man umiddelbart forventer. Læs vores Behind Her Eyes miniserie anmeldelse her!
BEHIND HER EYES er en Netflix thriller-serie i 6 afsnit, og du skal forvente en ret vild udvikling. Vi er blevet bedt om ikke at nævne visse nøgledetaljer, da det kunne spoile oplevelsen. Nu gør vi os principielt ikke i spoilers i anmeldelser, men lige i dette tilfælde kunne det måske være en god teaser, så det er næsten ærgerligt.
Vi kan dog sige, at det ikke kun er thriller-genren, der gjorde denne serie spændende for os.
Og vi vidste i øvrigt heller ikke meget om serien, før vi så den. Brændt barn skyr ilden, og jeg læste engang en “do not mention”-liste, der fortalte mig slutningen på en serie, selvom vi kun havde fået et par afsnit. Derfor læser vi nu intet materiale, før vi har set de udleverede screeners.
Læs videre på vores Behind Her Eyes miniserie anmeldelse herunder. Vi har set alle seks afsnit i serien til denne anmeldelse.
En kærlighedstrekant – men på en skæv måde!
Grundplottet i Behind Her Eyes er umiddelbart ret simpelt – men også kun umiddelbart. Alenemor, Louise (Simona Brown), indleder en affære med sin nye chef. De møder dog hinanden på en bar før de ved, at de skal arbejde sammen, og Louise er altså ganske single og bor med sin lille søn.
Før affæren egentlig begynder, støder Louise dog også sin nye chefs kone. De to bliver venner, og her er det absolut vigtigt at understrege, der ikke er noget ondsindet i venskabet. Faktisk får Louise ondt af den stakkels kvinde, der er flyttet til et nyt sted på grund af hendes mands job.
Alligevel er det lidt af en overraskelse, da det viser sig, at de faktisk bliver rigtig gode venner. Især fordi affæren med David (Tom Bateman) og venskabet med hans kone Adele (Eve Hewson) afslører nogle ret problematiske sider ved deres ægteskab. David virker måske skøn, men det er tydeligt, at han kontrollerer sin kone, Adele, i uhyggelig grad.
Foruden denne trekant i nutiden er der også en anden forholdstrekant, der dog er af en noget anden natur. Her er det Adele og Rob, der i deres ungdom bliver venner på et psykiatrisk hospital, mens Adele og David er nyforelskede. Rob spiller en stor rolle i Adeles liv på et tidspunkt, der kommer til at påvirke resten af livet. Rob spilles meget overbevisende af Robert Aramayo (Antebellum, Natdyr).
Du skal altså være vågen her…
Selvom alle skuespillere gør det godt, er det ultimativt Eve Hewson (der i øvrigt er datter af U2 forsangeren Bono), der gør størst indtryk. Bevares, hun får også meget at arbejde med som Adele, og hun trækker al hjerte og smerte frem til overfladen. Selvom det indledningsvist primært ulmer under flere lag.
Og alligevel er intet helt, som jeg forventede.
Men det var jeg personligt ret begejstret over. Jeg har respekt for, når jeg virkelig skal være opmærksom. Dét skulle jeg, mens jeg så denne miniserie. Der er ikke noget med at “halv-se” den, mens du sidder på mobilen. Så går du i hvert fald glip af vigtige detaljer, og dét vil være en skam.
Behind Her Eyes mindende mig i øvrigt om både The Stranger og The Haunting of Bly Manor. Nej, der er ingen spøgelser, der dræber, i denne serie, så jeg prøver ikke at tørre en slet skjult spoiler af på dig. Jeg tænker mere på alle de små detaljer, der pludselig får stor betydning for historien og skaber helt nye dimensioner.
Se Behind Her Eyes på Netflix
Skaberen af Behind Her Eyes miniserien er Steve Lightfoot, og serien er en ret direkte fortolkning af en Sarah Pinborough bog. Tidligere har Steve Lightfoot også skabt serier som Marvel’s The Punisher (også til Netflix). Han har også skrevet og produceret afsnit af serierne Narcos og Hannibal.
Foruden Lightfoot er Angela LaManna forfatter på Behind Her Eyes afsnittene, og dét er en god ting. Angela LaManna har nemlig arbejdet på blandt andet The Haunting of Bly Manor, hvor hun skrev et afsnit og var producer på hele sæsonen. Derudover har hun arbejdet på sæson 3 af Channel Zero plus Hannibal og The Punisher serierne.
Det er altså et stærkt hold, der står bag både manuskript og produktion af Behind Her Eyes. Alle seks afsnit har desuden samme instruktør, og det er norske Erik Richter Strand, der har instrueret flere norske serier og nu instruerer sin første engelsksprogede produktion.
Med denne nye miniserie fik vi heldigvis samtlige afsnit og kan derfor sige, at den bestemt er værd at se. Godt nok blev jeg ret irriteret undervejs over forskellige del-elementer (bl.a. for meget kærlighedsaffære-fokus). Men heldigvis giver alt perfekt mening i sidste ende. Selve slutningen på denne miniserie er i øvrigt helt fantastisk!
Er du i tvivl om, hvad slutningen betyder? Læs vores forklaring af Behind her Eyes her >
Alle seks afsnit i Behind Her Eyes miniserien kan ses på Netflix fra den 17. februar 2021.
FAKTA
Manuskriptforfattere: Steve Lightfoot, Angela LaManna
Medvirkende: Simona Brown, Eve Hewson, Tom Bateman, Robert Aramayo
Plot
En alenemor hvirvles ind i et kompliceret psykologisk spil, da hun indleder en affære med sin psykiaterchef og samtidig bliver veninder med hans mystiske hustru.