CLARICE er en ny thriller-serie på Viaplay, hvor Agent Starling er hovedpersonen. Denne karakter blev verdenskendt med filmen Ondskabens Øjne. Dog er skuespilleren nu en anden end Jodie Foster. Læs vores Clarice serie-anmeldelse her!
CLARICE er den nye Viaplay-serie om Agent Starling, der først blev introduceret i filmen Ondskabens Øjne. Mens filmen handlede om hendes møde (og samarbejde) med Hannibal Lecter, udspiller serien sig et år efter begivenhederne i filmen. Og nej, der er ingen Hannibal Lecter med i denne serie.
Eller rettere, Hannibal omtales faktisk kort, men ikke ved navn. Til gengæld er det ret konkret, så man er ikke i tvivl om hvem, der refereres til.
Læs også: Vores artikel om Clarice-serien, der forklarer, hvorfor Dr. Lecter ikke er med >
Du kan læse videre på vores Clarice serie-anmeldelse herunder, og se de ugentlige afsnit på Viaplay.
Den nye Agent Starling
Det er nogle meget store (omend de ser ret små ud) sko, der skal udfyldes, når man skal overtage en rolle efter Jodie Foster. Eftersom den dobbelte Oscar-vinder spillede Agent Starling i Ondskabens Øjne, er hun jo Clarice for langt de fleste.
Men, præcis som vores egen Mads Mikkelsen formåede at skabe sin egen Hannibal Lecter med titelrollen i Hannibal-serien, så skal det samme gerne ske her. I Clarice er det Rebecca Breeds, der overtager rollen som FBI agenten Starling, og det går sådan set fint her fra starten. Bevares, jeg er ikke oppe og ringe.
Umiddelbart passer hendes tydelige dialekt rigtig godt med den, Jodie Foster lagde for dagen. Jeg synes bare,Rebecca Breeds er lidt for fin og renskuret. Der var lidt mere kant og skævhed over Starling i form af Jodie Foster.
Rebecca Breeds har tidligere været med i vampyrserien The Originals. Med denne nye rolle er hun dog definitivt stjernen med hendes titelrolle. Forhåbentlig vil de kommende afsnit vise, at hun var det helt rigtige valg. Skuespillet er faktisk godt, men det visuelle driller mig lidt her indledningsvist.
Buffalo Bill og Precious
Selvom Hannibal Lecter ikke er med grundet rettighedsudfordringer med diverse bøger, så er Buffalo Bill altså stadig med i denne serie. Han døde jo i filmen (ved Clarice Starlings hånd), men har i dén grad sat ar i Agent Starlings sind.
Historien i serien udspiller sig i 1993, hvilket er året efter begivenhederne i Ondskabens Øjne. Vi ser derfor også ret mange tilbageblik, hvor Buffalo Bill fremgår prominent. Det samme gælder det overlevende sidste offer af hans seriemorderkarriere samt hans hund, Precious.
I øvrigt er det værd at bemærke, at netop årstallet 1993 er tydeliggjort på mange måder. Ikke mindst i forhold til kvinders plads (eller mangel på samme) i FBI.
Lige denne del rammes også godt i serien. Også Rebecca Breeds som Clarice Starling rammer disse scener ret skarpt. Selvom jeg synes, hun er for “pæn” på nogle måder visuelt, så er karakterens personlighed skarp, som vi kender det fra filmen.
Vi må jo også anerkende, at den nye Starling heller ikke har en Anthony Hopkins at spille overfor. Det var trods alt deres samspil, der virkelig skabte magien. Castet i serien er såmænd også fint nok, men vi skal nok dybere ind i fortællingen, før der kommer noget mere nerve på plottet og kant på karaktererne.
Se sæson 1 af Clarice på Viaplay
Afsnit 1 hedder meget passende “The Silence is Over” (filmens originaltitel var The Silence of the Lambs) og er instrueret af Maja Vrvilo. Hun har arbejdet på store serier som Star Trek: Picard og Discovery samt Gotham og Preacher.
Maja Vrvilo har altså spandevis af genre-erfaring, og det fornemmer man også i dette afsnit, hvor spændingen er til at mærke på. Selve tv-serien Clarice er skabt af Alex Kurtzman og Jenny Lumet. Du kan læse mere om, hvad de tidligere har lavet i vores nyhedsartikel her >
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det altså en utaknemmelig opgave at skulle præsentere en ny fortælling med velkendte personer, der nu spilles af nye skuespillere. Fint nok, det er gamet, men det kræver altså lidt tilvænning. Heldigvis er jeg klar på at se mere af Clarice efter afsnit 1.
Derfor er det også lidt ærgerligt, at man ikke kan bingewatche denne serie. Men vi er ude i en old school løsning, hvor vi får ét afsnit om ugen. Det har nu også sin egen charme (og var i øvrigt de samme vilkår, Hannibal kæmpede med), så mon ikke det nok skal gå.
Afsnit 1 af Clarice har premiere på Viaplay søndag den 14. februar 2021.
FAKTA
Medvirkende: Rebecca Breeds, Kal Penn, Michael Cudlitz, Nick Sandow
Plot
Der er stadig flere forbrydelser at løse efter de forfærdelige oplevelser i Ondskabens øjne, så agent Clarice Starling vender tilbage til arbejdet med at fange seriemordere og seksuelle krænkere.