:: Anmeldelse ::
Jeg havde glædet mig til at se denne film, da jeg havde hørt rosende ord om den. De blev måske ikke helt indfriet, men jeg er sikker på, at der vil være meget blandede meninger om ‘YellowBrickRoad’. Det viser sig da også på IMDb, hvor folk enten elsker eller hader den, og den kun har en samlet score på 4.4.
Men tilbage til selve filmen.
Den bygges langsomt op, da vi lige skal introduceres til karaktererne. De leverer faktisk også et fint stykke arbejde – der er nogle mindre kendte skuespillere, men Anessa Ramsey (‘The Signal’) og Alex Draper (‘Joshua’, ‘Mimic 2’) er ikke totalt ukendte i horrorkredse. Problemet – for mig – var dog, at der gik ca. 40 minutter, før det første gys kommer…
Jeg vil godt fremhæve kvaliteten af ‘YellowBrickRoad’, da billede og lyd er knivskarpt! Det er debutanter, der står bag filmen, men der har de sateme ramt plet! De bruger billede og lyd rigtig meget til at skabe stemningen – især senere i filmen – og det er faktisk ret freaky.
‘YellowBrickRoad’ er lidt anderledes end mange andre gyserfilm, jeg har set, så det skal den da have ros for. Slutningen ødelægger dog alt for mig, for der går altså for meget David Lynch i den, og det synes jeg personligt overhovedet ikke passer ind i stilen.
Jeg glæder mig til at høre, hvad andre synes om filmen, for den er lidt speciel. Og specielle film deler ofte vandene…
Fakta
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Andy Mitton & Jesse Holland
Medv.: Michael Laurino, Anessa Ramsey, Alex Draper, Cassidy Freeman, Clark Freeman, Tara Giordano, Sam Elmore, Laura Heisler, Lee Wilkof m.fl.
Land: USA, 2010