FORST på Netflix er en ny krimi-thrillerserie fra Polen. Som altid er produktionen flot og historien brutal. Denne sæson har seks afsnit på hver 45 minutter, så den kan ses ret hurtigt. Læs vores Forst sæson 1 anmeldelse her!
FORST er en ny Netflix-serie fra Polen. Vi er ude i genrerne krimi, thriller og mysterie. Og så handler selve historien om jagten på en brutal seriemorder. En med flair for det dramatiske – ikke helt i Se7en-stil, men noget i den retning.
Disse Netflix-produktioner fra Polen har altid den mest fantastiske produktionskvalitet, så du får en visuel godbid med denne serie. Sæsonen har kun seks afsnit, så den er hurtigt set. Men – og der er desværre et men – historien er lidt vel meget forceret til tider. Måske et par afsnit mere havde været en god idé, så udviklingen var mere organisk.
Læs videre på vores Forst sæson 1 anmeldelse nedenfor. Find den på Netflix fra den 11. januar 2024.
En seriemorder er på spil i bjergene
Vi befinder os i Tatra-bjergene i Polen, hvilket betyder, at vi også bliver ved med at få oplyst hvilken højde, vi er i. I disse ellers smukke og rolige bjerge sker der en række mord. Ofrene findes altid på meget kreative steder – og i vilde poseringer!
Den første bliver fundet hængende på et kæmpe kors på en bjergtop, så det er ret symbolsk. De opdager hurtigt, at gerningsmanden er en seriemorder, da morderen efterlader en guldmønt i munden på hvert offer. Så vil man tydeligvis gerne have, at ens mord bliver bemærket og tilskrevet én og samme person.
Kriminalbetjent Wiktor Forst får tildelt sagen (i hvert fald i første omgang) og er hurtig til at få hjælp fra en journalist ved navn Olga Szrebska. Dette er (ikke overraskende) slet ikke populært, så han bliver taget sagen af igen. Ikke at det forhindrer ham i stadig at efterforske den.
Det hjælper nok heller ikke, at han går i seng med politichefens datter. Så bliver man heller ikke videre populær hos sin chef.
Borys Szyc er Forst
Som hovedpersonen i titelrollen spiller Borys Szyc (Cold War) Forst som den knækkede og sårbare mand, han er. Som kriminalbetjent bruger han uortodokse metoder og arbejder endda på sager, som han er blevet fjernet fra.
Og ja, det er jo en klassisk mandlig betjentkarakter i stil med Afdeling Qs Carl Mørck. Okay, ikke helt som Mørck, men dog en type vi ser i rigtig mange krimi-thrillere. Det fungerer ikke altid lige godt, så jeg var spændt på udviklingen i denne Netflix serie. I Forst fungerede titelkarakteren heldigvis bedre for mig, end jeg umiddelbart forventede.
Meget af det er takket være måden, Borys Szyc portrætterer karakteren. Han har også en del psykiske problemer, der stammer fra især barndomstraumer. Du kender måske ikke navnet Borys Szyc, men du genkender nok hans ansigt, hvis du har set Netflix-serien Into the Night, som havde en meget international rollebesætning.
Se sæson 1 af Forst på Netflix nu!
Sæson 1 har seks afsnit og er baseret på bøger af Remigiusz Mroz. Forst sæson 1 er baseret på romanerne “Exposure” og “Przewieśnie”, som er de to første bøger i “Forst”-bogserien.
FORFATTERENS INDFLYDELSER
Remigiusz Mroz er en Goodreads-forfatter og angiver på denne platform, at hans indflydelser har været Stephen King, Jo Nesbø og Stieg Larsson. Og ja, det kan mærkes i serien.
At serien er baseret på en bogserie, gør det bare bedre, at instruktøren af serien er Leszek Dawid. Han har nemlig erfaring med at instruere den polske serie I skoven, der er baseret på en Harlan Coben-bog. Leszek Dawid instruerede også afsnit af den polske Netflix-serie Feedback, som er en anden god produktion.
Manuskriptet kommer fra Agata Malesinska, som arbejdede på to Harlan Coben-baserede serier med både I skoven og Hold Tight. Jacek Markiewicz har også været med til at skrive manuskriptet.
Der er desuden flere bøger at filmatisere, hvis og når Netflix beslutter sig for at lave en sæson 2 af Forst.
Forst sæson 1 er på Netflix fra den 11. januar 2024.
FAKTA
Instruktør: Leszek Dawid
Manuskript: Agata Malesinska, Jacek Markiewicz
Medvirkende: Borys Szyc, Zuzanna Saporznikow, Andrzej Bienias, Kamilla Baar, Aleksandra Grabowska, Szymon Wróblewski, Maciej Pesta, Artur Barciś, Małgorzata Hajewska-Krzysztofik, Piotr Franasowicz, Remigiusz Mróz
Plot
Da en detektivs egenrådige tilgang til efterforskning får ham fyret, slår han sig sammen med en journalist for at opklare en række brutale mord uden om loven.