Journal 64 (4/6)

Journal 64 ligner faktisk en grum gyserfilm, når man ser still-billeder fra markedsføringen. Det er heller ikke helt galt, selvom det stadig er thriller-elementet, der bærer krimi-fortællingen.

Journal 64 er fjerde film om Afdeling Q og samtidig også sidste film med de aktuelle skuespillere. Det bærer filmen altså også lidt præg af. Især når vi kommer til den sidste del af filmen, hvor der skal siges “pænt farvel”. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Til gengæld bruges der en god mængde gysergreb undervejs. Mange har nok set billedet af mumificerede lig, der sidder rundt om et spisebord. Den slags er jo som taget ud af en gyserfilm.

Det mest uhyggelige for mig var dog hele Sprogø-delen. At piger og unge kvinder kunne blive holdt som fanger, når de ikke lige makkede ret eller opførte sig “ordentligt”. Dét er sateme uhyggeligt og en meget mørk plet i vores historie.

Det er fandme uhyggeligt!

Tænk sig at dette skete efter anden verdenskrig, hvor man var forfærdede over, hvordan folk blev behandlet.

Dette er ingen direkte sammenligning mellem de to ting, men derimod det uhyggelige faktum, at vi er usandsynligt længe om at blive klogere. Og så er der faktisk alligevel en meget direkte sammenligning mellem netop anden verdenskrig og hændelserne på Sprogø.

Det er faktisk denne, der fungerer som hele omdrejningspunktet for Journal 64 mysteriet.

For en god ordens skyld, så har jeg ikke læst bogen. Om det er godt eller skidt, når man ser denne filmatisering, dét skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil dog “afsløre”, at ud fra hvad jeg har læst og hørt om bogen, så er filmen ret anderledes.

Jeg synes eksempelvis, at der er nogle direkte usmagelige scener ret tidligt i filmen. Noget seksuelt bliver fremstillet som både dybt erotisk og et direkte overgreb. Umiddelbart er linjen mellem disse to ting uhyggeligt tynd, og det skaber en stemning for hele filmen, der ikke rigtig passer ind nogle steder.

Udfordringen ved danske film

Jeg indrømmer blankt, at jeg ofte synes danske produktioner er ret udfordrende. Eller rettere, jeg synes danske thriller og aktion produktioner med større budgetter er udfordrende. Ofte ender det med at være en fordanskning af mange amerikanske virkemidler, og det er sjældent helt godt.

Faktisk virker det ofte direkte klodset og vanvittigt urealistisk.

Præcis som det var tilfældet med The Rain, så er der også noget med tidslinjer og geografi, der er helt ude i hampen. Man kan tilsyneladende bevæge sig rundt i Danmark på splitsekunder. Uanset om man er til lands, vands eller i luften.

Og så er konklusionerne sateme som taget ud af et dårligt afsnit af CSI: Miami. Eller måske er det Storm P? Detektiverne når i hvert fald hurtigt frem til svar ved nogle meget besynderlige koblinger.

Herlige danske skuespillere

Men det skal siges, at jeg stadig synes Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares fungerer godt som makkerpar. Og Johanne Louise Schmidt som Rose leverer en passende modstykke til de to hanner.

Og så er Nicolas Bro virkelig et lyspunkt i Journal 64. Men det er han jo nærmest altid. I hvert fald i min bog!

Det samme gælder Anders Hove, der spiller skurkerollen til perfektion i denne film. Og lige præcis Anders Hove vil nok være mere end rigelig grund til, at mange horrorfans finder vej til biografen. Han har trods alt haft en ret imponerende international karriere i genren.

Desuden er det ret cool, at hans egen søn spiller samme rolle som ung. Sønnen hedder Elliott Crosset Hove og er allerede godt i gang med sin egen karriere, da han spillede hovedrollen i Vinterbrødre. For dem, der kender Journal 64 fortællingen, så kan jeg fortælle, at de begge spiller Curt Wad.

Du er godt underholdt

Meget lyder måske ret hårdt, men når nu man har budget og muligheder til at skabe noget godt, så ville jeg ønske, at det lykkes bedre. Til gengæld er Journal 64 utrolig velproduceret og leverer i dén grad underholdning til en tur i biografen.

Jeg havde nok bare forventet mere – eller noget andet.

Christoffer Boe har som instruktør skabt en film, der nok vil sælge en masse billetter og sikre glade publikummer. Jeg var bestemt også godt underholdt, men er ikke ét sekund i tvivl om, at han kunne have skabt en film med mere kant.

Det er måske bagsiden af de store budgetter til både filmen og markedsføringen; Filmen skal også ramme så bredt som muligt, hvilket altid vil fjerne de elementer med mere nerve.

FAKTA

Biografpremiere: 4. oktober 2018
Genre: Thriller
Instruktør: Christoffer Boe
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Clara Rosager, Fanny Leander Bornedal, Elliott Crosset Hove, Nicolas Bro

PLOT

Nogle håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed: Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er og hvem den fjerde plads er tiltænkt.Carl og Assad sætter jagten ind på lejlighedens beboer og finder spor tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldt utugtige piger. Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, men der dukker personer op, som siger, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid. Carl og Assad indleder et kapløb mod tiden for at forhindre nye mord og overgreb.