Sharp Objects er en ny HBO miniserie, der er baseret på Gillian Flynn bogen af samme navn. Amy Adams spiller hovedrollen som den hårdt prøvede Camille. Afsnit 1 afslører en dyster og grum verden, der omgående fascinerer!

Sharp Objects finder man fra starten ud af, at alt handler om at bevare den smukke overflade. Alle tager en maske på for at forsøge at skjule smerter eller fejl. Det resulterer dog i en række karakterer, der drikker eller får andre selvdestruktive vaner for at håndtere presset.

Samtlige karakterer er vanvittigt fascinerende – på vidt forskellige måder. Og de fleste har generelt et ret forkvaklet forhold til omverdenen. Især da alt handler om, hvordan andre opfatter ens familie, hjem og færden.

Det lyder måske som et kedeligt drama, men Sharp Objects er en intens thriller, der kommer til at få rigeligt med horror-elementer. I hvert fald hvis den følger bogen.

Fantastisk bog af Gillian Flynn

Nu har jeg selv læst bogen Sharp Objects af Gillian Flynn for et par år siden – efter Gone Girl tog verdenen med storm. Derfor har jeg også ventet med længsel på denne filmatisering. Personligt er jeg også meget glad for, at bogen bliver bragt til live som miniserie. Og når HBO står bag serien, så ved man også, at der bliver lagt solide ressourcer i arbejdet.

Både i form af castingen, men så sandelig også i at lade alt det dystre og skæve få frit spil. I øvrigt er Amy Adams (der spiller hovedrollen som Camille Preaker) også Executive Producer på miniserien. Det samme var gældende med The Sinner, hvor Jessica Biel spillede hovedrollen og var producer på serien. Med andre ord plejer det at være et rigtig godt tegn.

Eftersom jeg har læst Gillian Flynns bog, så er jeg dog i tvivl om, hvordan andre ser dette første afsnit af Sharp Objects miniserien. Jeg synes, HBO rammer plet med stilen, men jeg kender jo også bogen og alle de vilde plottwist og udviklinger, der sker undervejs.

Sharp Objects HBO Nordic

En vild introduktion

Netop fordi bogen har ret mange vilde detaljer, der dukker op undervejs, så kommer vi også vidt omkring allerede i første afsnit. Det lader til, at denne miniserie forsøger at efterleve bogens stil, hvor vi følger Camille, og stille og roligt får detaljer om hendes baggrund.

Vi møder Camille Preaker som voksen journalist, der spilles af Amy Adams (Natdyr og Arrival). Hun bor i St. Louis og arbejder på en avis dér. Hun sendes dog på opgave til hendes barndomsby, Wind Gap, af avisens redaktør. En pige er forsvundet, og tidligere forsvandt en anden pige, der efterfølgende blev fundet myrdet.

Der er altså en historie, og redaktøren vil gerne prøve at sætte lidt fut under Camille, så hun sendes – noget modvilligt – afsted på opgaven. Redaktøren spilles i øvrigt af Miguel Sandoval (Oculus), der bruger “tough love” overfor Camillie. Noget, der tydeligvis også er tiltrængt.

Straks vi kommer til Wind Gap, begynder vi at møde en række andre karakterer. Blandt andet Camilles mor, Adora, der spilles fantastisk af Patricia Clarkson (Shutter Island). Vi ser også kort en karakter ved navn Jackie, der spilles af Elizabeth Perkins (Ghostbusters), som Camille tydeligvis har et noget mere hjerteligt forhold til.

Sharp Objects serie HBO Nordic

Camille Preaker som barn og voksen

Camille er dog (mildest talt) ret fordrukken. Vi ved endnu ikke, hvorfor hun skal dulme sig selv så meget. Men vi ser mange tilbageblik af hende som ung pige i Wind Gap. Den unge Camille spilles af Sophia Lillis, der senest tog verden med storm som Beverly Marsh i IT – Kapitel 1.

Det er også ret komisk, at Amy Adams spiller voksen udgave af Sophia Lillis’ karakter. Hun var nemlig nærmest den eneste anden skuespiller, der var i snak som den voksne Beverly Marsh til IT – Kapitel 2. Rollen gik dog til Jessica Chastain, hvilket i den grad var passende (og okay, ja, min personlige favorit til rollen). Du kan i øvrigt se den komplette oversigt for hvem, der spiller de voksne udgaver af IT Losers Club her >

Præcis hvad Camille har været udsat for som barn – foruden en kold mor og en dødsyg lillesøster – skal vi nok finde ud af i de kommende afsnit. Den dødsyge lillesøster, Marian, fra Camilles barndom spilles i øvrigt af Lulu Wilson. Hun vil nok straks virke bekendt for mange gyserfans, da hun både var med i Ouija: Origin of Evil og Annabelle 2: Creation.

Sharp Objects miniserie

Skabt af Marti Nixon

Sharp Objects er blevet lavet til en miniserie takket være Marti Nixon, der er “creator” på HBO serien. Hun har tidligere været både manuskriptforfatter og producer på en række tv-serier. Det har været alt fra Buffy -Vampyrernes Skræk og Grey’s Anatomy.

Derudover var hun også en af de to skabere bag tv-serien Point Pleasant, der havde både drama, krimi og horror som genrer. Med andre ord er hun ret ideel til at filmatisere Gillian Flynns bog.

Som instruktør har HBO også fået tilknyttet et af tidens hotteste navne inden for miniserier. Det er nemlig Jean-Marc Vallée, der har instrueret samtlige afsnit. Før Sharp Objects instruerede han første sæson af Big Little Lies. Selvom Big Little Lies også var baseret på en bog, blev serien så populær, at der måtte endnu en sæson til. Den kommer i 2019.

Om det også sker med Sharp Objects, må tiden vise, men i mellemtiden skal vi bare nyde denne miniserie fuldt ud. Der er masser at se frem til!

Du kan se Sharp Objects på HBO Nordic fra 9. juli 2018. Miniserien består af 8 afsnit og et nyt afsnit vil ligge klar hver mandag.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.