Så er den her endelig; IT – Kapitel 1 anno 2017. Komplet med ny Pennywise og et nyt hold børn i Losers Club, hvor historien udspiller sig i 1988 og 1989.

IT – Kapitel 1 er første del af den nye filmatisering af Stephen King’s gysermesterværk. Bogen blev også lavet som TV-serie tilbage i 1990, så det er (meget passende!) lige præcis 27 år senere, vi får IT – Kapitel 1.

Det spørgsmål, de fleste af jer sidder med nu, er sikkert: Er den nye Pennywise lige så god som Tim Curry-udgaven fra 1990?

Og svaret: Bill Skarsgård gør det virkelig godt i IT – Kapitel 1, men om det matcher Tim Curry vil nok være en smagssag. Jeg synes personligt, at Bill Skarsgård er helt blændende, når han skruer op for det dystre.

Faktisk er jeg også ret begejstret, når han virker vanvittig og bare satser på at skræmme de stakkels børn. Det fejler kun lige for mig, når han bliver for overgearet. Hans stemme går nærmest i overgang, og i samme ombæring går det fra uhygge til irritation. Det er detaljer, der bare skurer lidt for mig og ikke trykker på mine uhygge-knapper.

Til gengæld er det helt genialt, at Bill Skargård kan gøre sig selv vindøjet. Dét er sateme en vild “effekt” at kunne skabe helt af sig selv. Noget af et party trick, der virker perfekt til Pennywise. Og så er det da også lidt sjovt, at Skarsgård selv er født i 1990, hvor TV-serien udkom. Tænk at den pæne unge mand nu skal skræmme en ny generation af børn og unge – og nok også en del voksne.

IT – Kapitel 1 (2017)

Jeg gentager lige for klarhedens skyld; Ja, Bill Skarsgård gør det pissegodt, men der er lidt skår i glæden for mig.

Det samme gjaldt reelt med Tim Curry’s Pennywise, men det var mere på speciel effects-siden. Nogen havde en “god idé” om at gøre ham til en edderkop, og det resulterede i grotesk dårlige effekter og en manglende uhygge.

Men tilbage til 2017-udgaven af IT – Kapitel 1.

Mange stærke præstationer fra børneskuespillere

Det er altid lidt tricky med børneskuespillere. Du kan få en Oscar-værdig præstation fra en Haley Joel Osment i Den Sjette Sans eller Jacob Tremblay i Room. Men du kan også få en flad – eller bare irriterende – præstation.

Heldigvis er der overvejende meget stærke præstationer fra børnene i IT – Kapitel 1. Det var derfor et glædeligt gensyn med Finn Wolfhard fra Stranger Things, der spiller den lille komiker Richie. Det samme gælder bestemt også Jaeden Lieberher fra Midnight Special. Han spiller nok den egentlige hovedrolle som den stammende Bill Denbrough. Det er hans lillebror, Georgie, der starter Pennywise’s nyeste børne-høst.

Derudover fik jeg en klar favorit i Jeremy Ray Taylor, der spiller Ben Hanscom. Ben er den tykke dreng, der nægter at være offer. Derfor gemmer han sig eller slås tilbage. Og Jeremy Ray Taylor er altså hjerteskærende fantastisk og modig som Ben. Det samme gælder Jack Dylan Grazer, der spiller den svagelige Eddie Kaspbrak. Han virker som en gammelklog lille mand, men uden det bliver irriterende.

Mike Hanlon (den eneste ikke-hvide i gruppen) er til gengæld meget lidt med i historien, så jeg har svært ved reelt at vurdere Chosen Jacobs, der spiller Mike. Han gør det fint, men jeg når aldrig at vide meget om, hvem han egentlig er.

De små detaljer

Karakteren Stanley har det mest enkle og geniale lille karaktertræk; Når de andre smider deres cykler i græsset eller på vejen, så står han sirligt og får støttebenet på plads, så hans cykel kan stå fint. Desværre er det også den bedste detalje ved Stanley.

Skuespiller Wyatt Oleff, der spiller Stanley, er nemlig den eneste af børneskuespillerne, der rammer skævt for mig. I visse alvorlige scener bliver det enten for stift eller alt for teatralsk. Wyatt Oleff har ellers en del erfaring fra både TV-serier og film. Han spiller bl.a. Chris Pratt-karakteren, Peter Quill, som barn i Guardians of the Galaxy filmene.

IT – Kapitel 1 (2017)

Og så er der Beverly, som alle drengene falder lidt for. Beverly Marsh spilles af Sophia Lillis, der gør det rigtig godt. Hun har nogle af de sværeste og mest “voksne” scener. Især i forhold til hendes egen far. Nu drømmer jeg bare videre om, at Jessica Chastain forhåbentlig skal spille Beverly som voksen. Sophia Lillis kommer vi i øvrigt til snart at se igen, da hun spiller med i den kommende HBO serie Sharp Objects. Den er baseret på en Gillian Flynn (Gone Girl) bog, og her spiller hun hovedpersonen som ung.

Hovedpersonen i Sharp Objects TV-serien spilles i øvrigt af Amy Adams, der kunne være et andet bud på en voksen Beverly Marsh. Jeg håber dog stadig på Jessica Chastain, der i øvrigt har været ivrig til at “like” diverse IT – Kapitel 1 opslag på de sociale medier.

Ja, jeg siger det bare!

En flottere og mere dyster filmatisering

Hvis man sammenligner med IT tv-serien fra 1990 (og hvem gør ikke det?!), så er IT – Kapitel 1 langt flottere. Og ja, den er altså også mere helstøbt dyster. Det hænger igen sammen med hele den visuelle side, der er ret fantastisk.

Nu er det tilfældigvis også en helt fantastisk filmfotograf, der har lavet IT – Kapitel 1. Han hedder Chung-hoon Chung og har arbejdet sammen med Park Chan-wook på hans mesterværker OldboyLady VengeanceThe Handmaiden og mange flere.

IT – Kapitel 1 er på nærmest alle måder bare mere lækker end TV-serie udgaven. Og ja, det hænger uden tvivl sammen med budgettet, men bestemt også med kræfterne bag. Desuden kan man også tydeligt mærke, at den ikke er lavet til TV.

IT – Kapitel 1 (2017)

Der er smæk på uhyggen, heftig brug af diverse bandeord, blod og vold. Især scener med mobning virker meget realistisk og kan derfor virke ekstra voldsomt. Her må jeg i øvrigt lige rose de unge skuespillere, der spiller de slemme drenge, som mobber de andre.

Nicholas Hamilton (Captain Fantastic) spiller Henry Bowers, som mange vil genkende (fra bogen eller TV-serien) som en rigtig led satan. Owen Teague (Netflix-serien Bloodline) spiller Patrick Hockstetter, som i den grad har brug for terapi.

Nå ja, og Pennywise forsøger naturligvis også at skræmme og æde børnene hele vejen igennem. Det kaster også en vis portion blod og lemlæstelse af sig!

Så mangler vi bare en dato for IT – Kapitel 2

Man føler sig lidt som et skarn, når man straks efter at have set IT – Kapitel 1 begynder at tælle ned til IT – Kapitel 2. Men nu ved vi jo ligesom fra starten, at dette kun er første halvdel af historien om Pennywise.

Desværre ved vi hverken, hvornår IT – Kapitel 2 udkommer eller hvem, der skal spille med i den.

Herfra synes vi Andy Muschietti har leveret en solid filmatisering. Vi kender ham reelt kun fra Mama, hvor det tilfældigvis var lige præcis Jessica Chastain og Nikolaj Coster-Waldau, der spillede hovedrollerne. Og helt ærligt, de to ville da passe smukt som del af voksen castet til Losers Club.

Vi venter spændt på alle nyheder om 2. del af IT og skal nok dele alt nyt her på Heaven of Horror. I mellemtiden så er det bare om at smutte i biografen og nyde denne fortolkning af IT – Kapitel 1.

Om ikke andet, så skal du da finde ud af, om du foretrækker Tim Curry eller Bill Skarsgård som Pennywise. Ikke at man behøver at vælge. Heldigvis!

Se også videoen nedenfor med vores gæsteoptræden i SuperTotal, hvor vi snakker om den nye IT.

Blu-ray

Den 25. januar 2018 er IT – Kapitel 1 udkommet på DVD og Blu-ray. Sidstnævnte har en del ekstramateriale, der er særdeles interessant for gyserfans og især Stephen King fans. Forfatteren fortæller om, hvordan han kom på historien om IT og Pennywise. Vi får Bill Skarsgårds oplevelse af at spille Pennywise overfor børnene samt deres reaktion på ham. Derudover er der en række slettede scener fra filmen, som IT-fans helt sikkert gerne vil se. Alt i alt er det en Blu-ray, man gerne vil have i sin samling, hvis man er fan.

FAKTA

Biografpremiere: 07-09-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Andy Muschietti
Medvirkende: Bill Skarsgård, Jaeden Lieberher, Jeremy Ray Taylor, Sophia Lillis, Finn Wolfhard, Wyatt Oleff, Chosen Jacobs, Jack Dylan Grazer, Nicholas Hamilton, Owen Teague m.fl.

 

Resumé
Da børn begynder at forsvinde i byen Derry, Maine, stilles en gruppe unge overfor deres største frygt, da de konfronteres med den ondskabsfulde klovn ved navn Pennywise, hvis historie om mord og vold går århundreder tilbage.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.