:: Anmeldelse ::

Det er egentlig en meget simpel film, som mange kvinder måske kan forholde sig bedst til, da hele humlen reelt drejer sig om at være fysisk svagere end mange mænd, og netop derfor slå fra og kæmpe imod, når chancen er der. Det er Michael Greenspan (‘Wrecked’ 2010), der har instrueret denne film og skrevet manuskriptet sammen med Christopher Dodd (der også var med til at skrive ‘Wrecked’) og Christian Forte (han skrev bl.a. manuskriptet til Kevin Spacey’s instruktørdebut ‘Albino Aligator’ fra 1996). Det er altså meget insteressante kræfter bag denne film, men allesammen folk, der ikke har lavet voldsomt meget – endnu!

Hovedrollerne i ‘Kill for me’ spilles af Katie Cassidy, der både herhjemme og i USA er højaktuel i TV-serien ‘Arrow’ (der allerede har fået “Go” til sæson to) og derudover også har lavet en del horror med bl.a. horror-serien ‘Harper’s Island’ fa 2009 og ‘A Nightmare on Elm Street’ remaken fra 2010. Den anden hovedrolle spilles af Tracy Spiridakos, der også er højaktuel i en TV-serie (dog kun på de amerikanske TV-skærme indtil videre) i NBC’s post-apokalyptiske ‘Revolution’ (det er den nyeste J.J. Abrams TV-serie, så mon ikke, den snart kommer her til landet). Det er under alle omtændigheder et mindre scoop, at disse to skuespillere er med i denne lille film netop nu. Og de gør det begge utrolig godt, hvilket naturligvis er en ekstra bonus. Foruden de to kvindelige hovedroller, må jeg også lige fremhæve Donal Rogue (kendt fra et hav af film og TV-serier og er med i HBO’s helt nye ‘Vikings’, der netop har haft premiere i USA). Han har den vel nok største birolle, og er nærmest altid god i alt, han laver. Dette er absolut ingen undtagelse.

Selve plottet er meget enkelt, men der er et par “twists and turns” undervejs. Jeg nåede flere gange at blive irriteret over den retning, filmen gik i – det hænder ofte, skal jeg gerne indrømme – men når jeg synes, noget blev alt for stereotypt og forudsigeligt, så kom der lige et lille twist, der førte os tilbage på rette kurs igen, så jeg kan faktisk ikke klage for meget over historien. Den er ikke fejlfri, men den er virkelig underholdende og har en spænding, der holdt mig på kanten af sædet i flere omgange. Der er en del girl power i denne film (på godt og ondt – hvilket vil sige både stereotype virkemidler og ren god power), ligesom der både er steretype åndsvage mænd, og vaskeægte “good guys”, så på den måde er den ret sikker på ikke at forarge for mange.

‘Kill For Me’ kan sagtens anbefales til en weekend-aften i sofaen.

Fakta

(Originaltitel: Kill For Me)

DVD: 12-03-2013
Genre: Thriller
Instr.: Michael Greenspan
Medv.: Katie Cassidy, Adam Dimarco, Donal Logue, Andrew Zachar, Leah Gibson, Tracy Spiridakos m.fl.
Land: Canada, 2013

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.