Den Skyldige kræver måske på papiret en del arbejde af publikum. I virkeligheden bliver man dog suget ind i universet og tænker slet ikke over, at man selv skaber de fleste billeder. Den kan vi danskere være stolte over!

Den Skyldige foregår kun ét sted, og det er på alarmcentralen. Alligevel har du været igennem en biljagt på motorvejen, hjemme hos en småbørnsfamilie og i et tomt parcelhus, inden rulleteksterne kommer. Det er intet mindre end genialt.

En film, hvor mindst 90% af billederne skabes i publikums egen hjerne er ingen lille opgave. Med Den Skyldige lykkes det dog over al forventning. Du tænker slet ikke over, at du reelt kun sidder og kigger på Jakob Cedergren, der sidder som alarmcentraloperatøren, Asger Holm.

Kunne du lide film som Buried med Ryan Reynolds eller Locke med Tom Hardy, så vil du nok også elske Den Skyldige.

En velfortjent vinder af publikumpriser

Vi hørte første gang om Den Skyldige, da den vandt Publikumprisen ved Sundance. Det er altså heller ikke ligefrem enhver forundt. Hverken at komme med til Sundance filmfestivalen eller at vinde publikums gunst. Siden da har filmen vundet yderligere et par publikumspriser ved diverse filmfestivaler.

Dét forstår man fuldt ud, når man selv har oplevet fortællingen på den store skærm. På sin vis forventer – og forlanger – filmskaberne, at vi lynhurtigt finder vores indre barn frem og nyder historiefortællingen.

Dem, der læser mange bøger, vil nok føle det helt normalt at skabe de indre billeder. Det gælder i endnu større grad for dem, der hører lydbøger, men med Den Skyldige får vi altså Jakob Cedergren oven i hatten.

Den Skyldige (2018)

Fotograf: Nikolaj Møller

Fantastiske Cedergren

Lad der endelig ikke være nogen tvivl; Denne film ville slet ikke fungere, hvis ikke Jakob Cedergren magtede at løfte opgaven. Det samme gælder dog i særdeleshed også alle de skuespillere, der “kun” er med i Den Skyldige i kraft af deres stemme-præstationer.

Alle er utroligt stærke og knivskarpe i deres præstationer. Ikke mindst den lille pige, der også kommer til at tale med alarmcentralen et par gange. Og så naturligvis “Iben”, der har den egentlige kvindelige hovedrolle. Hun spilles af Jessica Dinnage, der også spiller “Lea” i den danske Netflix-serie The Rain.

Til gengæld er her også kimen til det eneste problem, jeg oplevede med filmen. Når folk ringer til alarmcentralen, så er de ofte ret oprørte. Hvad enten de er vrede, chokerede eller grædefærdige, så er de ikke altid så tydelige i hverken sprog eller udtale. Var de det, så ville det ikke være realistisk. Det er desværre bare ret svært at fange alle replikker.

Vi danskere har i forvejen en tendens til at cutte ord af, og vi snøvler også tit en del. Det er absolut intet, der ødelægger fortællingen, men man ønskede faktisk, at der var undertekster på indimellem. Dog aldrig ved Cedergren, men der har man også fordelen af at se ham tale – frem for kun at høre en stemme.

Den Skyldige (2018)

Fotograf: Nikolaj Møller

Intens historie, der fortælles utroligt elegant

Vi var så heldige at se Den Skyldige til en forpremiere, hvor både hovedrolleindehaver Jakob Cedergren og producer, Lina Flint, kom forbi og præsenterede filmen. Det var ikke noget, vi vidste, ville ske, så det var bare en skøn overraskelse.

Producer Lina Flint kunne således fortælle, at Den Skyldige blev skabt, da en række nyuddannede talenter fra Den Danske Filmskole ville lave deres første film. Således er det også instruktør Gustav Möller, der her får sin spillefilmdebut.

Det nyudklækkede filmskole-hold så en YouTube video, hvor en kvinde ringede ind til 911 i USA, og så var der sået frøet, der blev til denne film.

Generelt er der flere småhistorier i Den Skyldige, der skulle være inspireret af virkelige hændelser. Når man ser filmen, er man heller ikke ét sekund i tvivl om, at der kommer en række mærkværdige opkald til alarmcentralen. Ikke mindst det første opkald til Cedergrens karakter er yderst underholdende.

Inden filmen begyndte, kom Lina Flint med en lille bøn; Hvis publikum kunne lide filmen, så måtte de endelig fortælle det til andre, så filmen også kunne få succes herhjemme i lille Danmark.

Den opfordring tager vi hermed til efterretning; Du bør virkelig gå ind at se Den Skyldige i biografen!

Den er intens, vanvittig spændende og medrivende, og så kommer der de mest fantastiske twists undervejs. Det her er sgu en film, vi danskere kan være stolte over at kalde “vores”.

FAKTA

Biografpremiere: 14. juni 2018
Genre: Thriller
Instruktør: Gustav Möller
Medvirkende: Jakob Cedergren, Jessica Dinnage, Omar Shargawi, Jacob Hauberg Lohmann, Katinka Evers-Jahnsen, Jeanette Lindbæk, Simon Bennebjerg, Laura Bro

PLOT

Politibetjenten Asger Holm besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.