The Voices er en ganske særlig form for thriller, og det er på ingen måder negativt – selvom det er ret anderledes. Der er altså et par scener, som virkelig rammer hårdt og svømmer rundt i kraniet på publikum, længe efter filmen er slut. Helt grundlæggende handler denne film nemlig om psykisk sygdom, og hvordan denne kan håndteres… eller rettere, hvordan den kan overtage, hvis ikke den håndteres.

Man ved, at det her bliver en helt særlig oplevelse, når man ser, at instruktøren er den iranskfødte Marjane Satrapi, der slog igennem med den animerede filmatisering af hendes autobiografi Persopolis i 2007. Alene det at være en kvindelig, iransk instruktør, der laver en amerikansk produceret thriller/horrorfilm, er noget af et anderledes udgangspunkt.

Når man så lige smider en bonus oven i hatten med det faktum, at manuskriptet til The Voices kommer fra Michael R. Perry, bliver det endnu mere interessant. Han var nemlig medforfatter på Paranormal Activity 2 og har skrevet til en masse TV-serier såsom The Dead Zone, The Guardian og New York Blues (han vandt da også en Emmy for sit arbejde på sidstnævnte i 1997).

Vores hovedperson lever i sin egen lille verden, men hvor dybt, det stikker, ved man aldrig helt. Og med sin komik og “svigermors drøm” fremtoning, er Ryan Reynolds altså helt perfekt i denne hovedrolle. Han er venlig, hjælpsom og charmerende, men alligevel føler man ikke helt, at man ved, hvor man har ham. Og det er så sandelig også med rette.

Det her er hans film – ingen tvivl om det – men alligevel er der også solide præstationer i birollerne, hvor især Gemma Arterton (Witch Hunters og titelrollen i The Disappearance of Alice Creed) samt Anna Kendrick (Life After Beth, Into the Woods og hendes Oscarnominerende præstation i Up in the Air) fungerer rigtig godt.

Det er – som nævnt flere gange – en meget anderledes form for film, der har en helt særlig tone hele vejen igennem. Uhygge og humor er blandet godt sammen, men den primære følelse er helt klart en forvirrende frygt, da man jo ved, der er noget helt galt, når hovedpersonen taler med sin hund og kat, der fungerer som hhv. den elskelige kluntede engel og den sarkastiske lille djævel. Man er lidt ude af balance hele tiden, og det gør, at man må overgive sig til The Voices, hvilket jeg altid synes er positivt.

Fakta

Biografpremiere: 30. april 2015
DVD-premiere: 17. september 2015
Genre: Thriller, Sort komedie
Instruktør: Marjane Satrapi
Medvirkende: Ryan Reynolds, Gemma Arterton, Jacki Weaver, Anna Kendrick m.fl.

Plot

Ryan Reynolds spiller en elskværdig, men mærkelig fabriksarbejder på en badekarsfabrik, som længes efter en kvindelig kollega i regnskabsafdelingen. Men deres forhold tager pludselig en morderisk drejning, og Jerrys “talende” husdyr – en ond kat og en god hund – prøver begge at vejlede ham gennem situationen.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.