NATTEVAGTEN 2 – DÆMONER GÅR I ARV er nu endelig ude i de danske biografer. Det er både et skønt nostalgisk gensyn og en film med lidt udfordringer. Men ja, selvfølgelig skal du se den. Læs vores fulde Nattevagten – Dæmoner går i arv anmeldelse her!
NATTEVAGTEN 2 – DÆMONER GÅR I ARV er i de danske biografer, og dét er en film, vi har ventet længe på. Ikke kun i forhold til den første film, der udkom i 1994, men også i forhold til hvornår det blev afsløret, at denne efterfølger var på vej.
Da vi sad til pressevisning og ventede på, den skulle begynde, opdagede vi, at vi skrev om Nattevagten 2 for første gang på præcis samme dato i 2016. Hele seks år er alligevel også en del, men sådan er det naturligvis, når mange populære skuespillere skal have tid i kalenderen på samme tid.
Du kan læse videre på vores Nattevagten: Dæmoner går i arv anmeldelse nedenfor. Se den i biografen fra 14. december 2023.
Nattevagten er en kvinde i 2023
I Nattevagten anno 2023 møder vi den unge medicinstuderende Emma (Fanny Leander Bornedal). Hun er datter af Martin (Nikolaj Coster-Waldau) og Kalinka (Sofie Gråbøl), men det skal hurtigt vise sig, at hun intet aner om sine forældres voldsomme oplevelse.
Hendes mor har begået selvmord for år tilbage, og hendes far er aldrig kommet sig over det og tager uhyggeligt mange piller. Hun falder dog over gamle avisklip, der afslører, hvordan hendes forældre nær blev dræbt i kælderen under Retsmedicinsk Institut for næsten 30 år siden.
Derfor beslutter hun sig for at tage job som nattevagt – der nu hedder “Akutvagt” – og vi får en skøn scene, hvor den forrige nattevagt introducerer Emma til jobbet. Altså præcis som det var tilfældet for hendes far, Martin, tilbage i første film. Jobbet tager hun for at få en idé om, hvad hendes forældre gennemgik. Hendes far nægter nemlig at tale om det!
De avisklip Emma opdager, afslører naturligvis også, at den psykopatiske seriemorder var ingen anden end Kommissær Wörmer (Ulf Pilgaard), der ellers var manden, der jagtede selvsamme seriemorder. Da hun opdager, at han stadig er i live på psykiatrisk afdeling på Sct. Hans, opsøger hun ham.
Ny skræk i livet: Lyden af en hobbykniv!
Alt hvad Emma foretager sig, er egentlig et oprigtigt forsøg på at få sin far tilbage. Hun vil have ham til at se sine dæmoner i øjnene. Det fungerer faktisk overraskende godt og har al den nostalgi, man kunne ønske sig. Det er i øvrigt tragisk og effektivt at se Nikolaj Coster-Waldau sejle rundt vind og skæv, mens hans datter er dybt ulykkelig.
Det har dog også konsekvenser, at Emma tager fat på den gamle sag. Det udvikler sig hurtigt til en blodig og brutal hævntogt, hvor en ny række mord begynder at finde sted.
Glem alt om “Lille Lise let på tå”-sangen. Denne gang er det lyden af en hobbykniv, hvor bladet køres frem, der skaber skræk i livet!
Præcis som i første film møder vi også hovedpersonens (Emma) venner. Igen er de et firkløver bestående af to unge kvinder og to unge mænd. Alle sammen skønne unge talenter, der igen bringer noget af det liv og den løssluppenhed, som første film havde i 1994.
Kommissæren her i 2023 spilles af Paprika Steen, der slet ikke er nok med. Til gengæld har jeg aldrig set hende se så træt og slidt ud. Altså, det er meningen med hendes karakter, selvom det dog aldrig forklares. Hun ligner en sjuft, hvilket står i stor kontrast til enhver kvindelige betjent, jeg nogensinde har set på TV.
Husk på, kommissæren i 1994 var jo den, der skulle udtale sig til TV. Dét behøver vi ikke bekymre os om her i 2023, hvor medieomtale ikke rigtig er en del af fortællingen. Noget der jo står i stærk kontrast til den ekstreme mediedækning af alt krimistof.
Til gengæld kan man ligge myrdet på et fortov midt på Østerbro og først blive opdaget næste formiddag.
Ja, vi er ved at nærme os de (forholdsvis mange) udfordringer, der er ved Nattevagten 2.
Skøn nostalgi og lidt udfordringer
Der er ingen tvivl om, at vi har glædet os til denne opfølger længe. For en god ordens skyld genså vi også lige den første Nattevagten fra 1994 dagen inden pressevisningen. Bare så den var helt frisk i hukommelsen, da vi indså, at det nok var mindst ti år siden sidste gensyn. Sikkert også langt mere.
Selvom jeg havde glemt detaljer om filmen, var det overordnede stadig friskt i hukommelsen. Og alligevel, så sker der nogle gange det med gensyn, at man ser tingene med lidt “nye briller”. Heldigvis briller, der gjorde filmen endnu bedre, men også tydeligt viste, at Nattevagten 2 altså ikke er lige så stærk. Eller elegant.
I Nattevagten fra 1994 er der en scene i starten, hvor Kalinka (Sofie Gråbøl) kigger på et fjernsyn og siger “Det er ham psykopaten igen!”. Kameraet panorerer over til fjernsynsskærmen, og dér ser man Ulf Pilgaard som Kommissær Wörmer. Kalinka refererer til, at kommissæren fortæller, at morderen er slået til igen.
Ved et gensyn ved man jo, at det er Wörmer, der er morderen. Derfor er det i virkeligheden både galt og genialt, at filmen åbner med denne scene. Dét sker ikke i Nattevagten – Dæmoner går i arv. Godt nok er der også en ret fed åbningsscene, hvor der længe er helt stille, og man kun hører lampernes summen.
Men derefter stopper det elegante ret hurtigt.
Til gengæld er det fantastisk godt at se gense Nikolaj Coster-Waldau som Martin, Ulf Pilgaard som Wörmer, og Kim Bodnia som Jens. Der er noget helt magisk og super nostalgisk, hver gang mindst én af de tre er på.
Lidt omskrivninger af fakta
Nu har jeg været overordnet ret positiv omkring Nattevagten 2, men der er virkelig også nogle udfordringer undervejs. Man skal sluge lidt kameler og leve med ændringer af fakta fra første film og en dialog, der på ingen måde flyder lige så godt som tidligere.
I forhold til fakta var Martin nu pludselig 22 år i den første Nattevagten, selvom han altså ifølge selve den film var 24 år. Og Jens (Kim Bodnia) er ude i en fortælling om, at Martin bare elskede at have brød med på arbejdet, så derfor var der en brødkniv. Det skulle så være den, der blev brugt til, at han skar sin tommelfinger af.
Dog var det den forrige nattevagts brødkniv. Den lå desuden kun fremme, fordi Wörmer (Ulf Pilgaard) havde brugt den til et mord og var midt i at plante diverse beviser, så han kunne få Martin (Nikoaj Coster-Waldau) dømt for mordene.
Det er da nogle mærkværdige ændringer lige at skrive ind i denne opfølger. De har ingen betydning for historien, så hvorfor ikke bare holde sig til fakta?!
Sidste lille detalje, jeg bestemt ikke var begejstret for, var at præsten Lotte nu spilles af en anden end Lotte Andersen. Det er sgu noget rod. Har man det gamle cast samlet undtaget én person, må man kunne skrive sig ud af at skulle have denne karakter med. Intet ondt om Vibeke Hastrup, der nu spiller Lotte, men det fungerede bare ikke for mig.
“Åh min Gud!”
Det værste var dog dialogen i Nattevagten 2, der til tider decideret skurede i ørerne. Mit personligt mest uforglemmelige øjeblik var udbruddet “Åh min Gud!”, som man endda kommer til at skulle genhøre.
Der er fandme (ja, det er et velvalgt “fandme”) ingen, der på dansk udbryder “Åh min Gud!”, når de blevet chokeret eller overrasket. “Åh Gud!” derimod, dét kan man sagtens høre, men det andet er jo en Google translate af “Oh my God!”.
Og nu vi er ved det engelske, så er der uhyggeligt mange engelske ord i en fordansket udgave. “Du kan jo joine” eller noget i den stil, er bare ét eksempel. Brugen af engelske ord gælder i øvrigt mere for de ældre karakterer end de yngre, hvilket gør det mere mærkværdigt.
Men så alligevel ikke helt. De yngre stopper nemlig midt i et kys for at spørge “Er der consent?!”, som jo er helt naturligt. Jeg er helt sikkert glad for fokus på, at man sikrer sig, sin partner er interesseret i at fortsætte, men at spørge på dén måde virker så voldsomt malplaceret.
Det mest mærkelig er nok, at jeg simpelthen ikke kan gennemskue, om det er en kritik af hele snakken om samtykke og brugen af engelske ord. Eller om det er en måde at anerkende, at det er en del af vores verden, der derfor bare var inkluderet i denne nye historie.
Gyser eller thriller?
Man må give Nordisk Film, at de i dén grad slår mange knuder på sig selv for ikke at kalde Nattevagten 2 for en gyser. Den omtales nemlig konsekvent som en thriller. Endda selv når man på gerne vil bryste sig af, at Nattevagten fra 1994 var en populær gyserfilm.
Således er jeg faldet over følgende perle “Den danske thriller ‘Nattevagten – Dæmoner går i arv’ (Nattevagten 2) er en fortsættelse til den populære danske gyserfilm ‘Nattevagten’ fra 1994.“
Så vil man bare ikke kalde sin film for en gyser. Til gengæld vil man gerne afsløre, hvordan man ser på gyserfilm her i 2023. Hvis der da var nogen tvivl. Det var også kun en decideret guldalder for dansk film, da man lavede populære gyserfilm fra midt 1990’erne. En opgave norsk film siden har taget på sig med stor international succes.
I pressematerialet står desuden, at Nattevagten – Dæmoner går i arv er “Bornedals første rene thriller siden The Possession (2012), som lå nummer et i to uger i USA.” Jamen, vi kender da alle sammen thrilleren om pigen, der bliver besat af en ond dæmonisk ånd, ikke sandt?!
En ægte “ren thriller”, der dog kaldes gyser af alle andre. Måske er det derfor, den dengang blev revet af biograflisten, indtil den fik succes i USA og pludselig blev god nok til dansk biografpremiere alligevel.
I alle tilfælde, så er Nattevagten 2 nærmest mere gyserfilm, end den første film var. Alene det sted, hvor Ulf Pilgaards “Wörmer” nu hører til, er som taget direkte ud af en række gyserfilm. Det minder mest af alt om den typekælderrum, der hører til de fleste lejligheder fra 1950’erne eller tidligere.
Med andre ord, så ligner det på ingen måde et almindeligt værelse på en psykiatrisk afdeling.
Desuden er der en maske, der bruges af morderen i forbindelse med selve mordene. Denne maske er som taget direkte ud af Halloween. Godt nok er det ikke samme maske, som Michael Myers benytter, men der er ikke meget galt.
Se Nattevagten – Dæmoner går i arv i biografen nu!
Det er igen Ole Bornedal, der har både skrevet og instrueret Nattevagten anno 2023. Selve titlen på filmen vises i øvrigt bare som “Nattevagten”, hvilket var lidt mystisk. Her kalder vi den også både Nattevagten 2 og den lidt længere Nattevagten – Dæmoner går i arv, som er den officielle titel.
Jeg er helt med på, at jeg i ovenstående ret omfattende tekst har været ret kritisk. Mere end jeg ofte er, da jeg gerne fokuserer på det positive. Det er dog ikke fordi, filmen er dårlig. Slet ikke! Manuskriptet har udfordringer, men det er stadig en solid film. Jeg er bare meget glad for Ole Bornedal, så det er faktisk mest fordi, jeg er skuffet.
Der er lidt for mange ting, hvor jeg forventede, at Ole Bornedal ville have gjort det bedre. Jeg gættede hvem, morderen var fra første scene, vi så vedkommende. På trods af meget heftige spor, der skulle pege i en anden retning (i virkelig klodset grad), så ændrede det ikke ved min overbevisning. Og ja, den holdt stik.
Heldigvis er en af de mindre heldige ting ved Nattevagten 2 ikke casting af hovedpersonen. Fanny Leander Bornedal er skøn i hovedrollen som Emma (Martin og Kalinkas datter), så dén ros skal med.
Og ja, selvfølgelig skal du se Nattevagten – Dæmoner går i arv. Se i øvrigt gerne den oprindelige film som opvarmning. Selvom det minder en om nogle ting, der så ikke passer, er det klart optimalt at have den nogenlunde frisk i hukommelse. Den kan i øvrigt ses gratis på Filmstriben lige her >
Derfor ender vi på 4 splatter
Vi ender på fire splatter på trods af alle de detaljer, der irriterer eller bare ikke fungerer. Det gør vi – og ja, det er “vi”, da vi har begge har set filmen og debatteret dette en del – fordi den startede stærkt og byder på effektiv uhygge. I starten var vi momentvis oppe omkring de 5 splatter, og dét skal også tages med i overvejelserne, når sidste halvdel af filmen byder på noget irritation.
Det er noget med forventningsafstemning, der driller, men ikke skal påvirke bedømmelsen. Vi forventer noget andet af Ole Bornedal end en ny og ukendt instruktør. Vi forventer ganske enkelt bedre. Det skal dog ikke tage noget fra den overordnede oplevelse eller det faktum, at vi oprigtig synes, enhver fan af Nattevagten fra 1994 naturligvis skal se Nattevagten 2. Derfor 4 splatter!
NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV har dansk biografpremiere den 14. december 2023.
FAKTA
Instruktør: Ole Bornedal
Manuskript: Ole Bornedal
Medvirkende: Fanny Leander Bornedal, Nikolaj Coster-Waldau, Paprika Steen, Kim Bodnia, Ulf Pilgaard, Sonja Richter, Casper Kjær Jensen, Alex Høgh Andersen, Nina Rask, Sonny Lindberg, Vibeke Hastrup, Niels Anders Thorn
Plot
Den unge medicinstuderende Emma beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete i kælderen under Retsmedicinsk Institut for næsten 30 år siden, hvor hendes forældre Martin og Kalinka nær blev dræbt af den psykopatiske seriemorder Kommissær Wörmer. Emma tager et studiejob som nattevagt samme sted og får iværksat et uautoriseret møde med Wörmer i hans isolationscelle på psykiatrisk afdeling på Sct. Hans. Mødet vækker kommissæren fra en mangeårig komatilstand og sætter gang i et blodigt hævntogt mod alle dem, der i sin tid beseglede hans skæbne. Nu er det op til Emma at finde sammenhængen og stoppe vanviddet…
