I SEE YOU er en psykologisk gyserfilm, der handler om en seriemorder, som går efter drenge. Med sin relativt korte spilletid får du en spændende og underholdende historie, hvor også “phrogging” er en del af historien. Læs vores I See You filmanmeldelse her!

I SEE YOU er en psykologisk gyserfilm, der også kommer ind over krimi og drama genrerne. Faktisk er der et par forskellige småhistorier, der til sidst samles. Filmen kan virke lidt som et thriller-drama i starten, men vi ender med en solid gyser-krimi.

Desuden får vi flere rigtig gode skuespilpræstationer. Noget der er altafgørende for en film som denne, hvor der leges med genrer, efterhånden som plottet udvikler sig. Synes du, den er lidt for langsom i starten, så bare vent; Den egentlige historie i filmen er ret vild – og det er slutningen også!

Læs videre på vores I See You filmanmeldelse herunder.

Et dejlig velkendt cast – selv når ansigter ændrer sig!

I See You har et ret interessant cast, hvor Helen Hunt (Twister) har den egentlig hovedrolle i starten af filmen. Og selvom jeg hader at fokusere på dette, så kommer vi ikke udenom, at hendes ansigt er meget distraherende i sin nuværende form. Det er simpelthen svært at afkode hende følelser, og præstationen er ikke videre mindeværdig.

Hendes søn i filmen spilles af Judah Lewis, der var ret skøn i Netflix gyser-komedien The Babysitter. Ja, og såmænd også The Babysitter 2: Killer Queen for den sags skyld. Derudover var han også med i teen-gyserfilmen Summer of 84, der bestemt også havde sine øjeblikke.

Læs også: Vores anmeldelse af Summer of 84 her >

Jon Tenney (sæson 3 af True Detective) er med som kriminalbetjenten, der er i gang med en sag om forsvundne unge drenge. Sagen minder uhyggeligt meget om en gammel sag fra 15 år tidligere. Dengang døde mange af drengene, men dem der undslap hjalp til gengæld med at få dømt gerningsmanden. Så hvad foregår der nu?!

I See You – Anmeldelse

Hvad er phrogging?

I sidste halvdel af I See You, introduceres en del nye karakterer. Du skal nok hurtigt danne dig en mening om dem, og det er helt sikkert også meningen. To unge mennesker er eksempelvis i gang med noget, der kaldes “phrogging”. Og hvad er så det? Det er såmænd, når du bor i nogens hus, uden beboerne i huset er klar over det.

Gennem phrogging formår de unge mennesker at bo i et hus uden at betale husleje. De tager faktisk også for sig af maden, men alt sammen på regulær “listetyv” vis, så de aldrig bliver opdaget. Med andre ord er de en form for menneskelige parasitter. Øvelsen kræver naturligvis, at “offeret” ikke bor i en 1½ værelses lejlighed, men nu er vi også i USA, hvor der er masser af plads.

Alec er en helt ny “phrogger” og bryder sig faktisk ikke om det, man skal gøre for at leve sådan. Det gør til gengæld hans partner, Mindy, der er ret hærdet ekspert i phrogging.

Alec spilles i øvrigt af Owen Teague, som vi efterhånden har været begejstret for i mange år her hos Heaven of Horror. Du kender ham sikkert fra de nye IT film eller Netflix-serien Bloodline. Senest var han også med i The Stand på HBO. Mindy spilles af Libe Barer, der faktisk er meget hjertevarm i hendes portræt af en noget anderledes pige.

Du kan se I See You digitalt og på DVD/Blu-ray

Adam Randall er instruktøren bag I See You, der er hans tredje spillefilm som instruktør. Tidligere har han lavet iBoy fra 2017, efter han debuterede med Level Up i 2016. Jeg synes personligt, at I See You rammer plet med en stram og enkel fortælling, der i dén grad fokuserer på plottet.

Næste film fra Adam Randall er Netflix-produktionen Night Teeth, der udkommer her i 2021. En thriller, der lyder ret spændende på papiret!

Historien til I See You kommer i øvrigt fra Devon Graye, som du nok vil kende bedst som skuespiller. Devon Graye er i øvrigt vant til genre-produktioner, da han har været med i American Horror Story og desuden spillede den unge Dexter Morgan i Dexter-serien. Indtil videre er I See You hans eneste projekt som manuskriptforfatter.

Selve spilletiden for I See You ligger på kun 96 minutter, og det er faktisk ret lidt, når vi kommer så meget omkring. Til gengæld fungerer hele fortællingen rigtig godt, og man keder sig aldrig. Slutningen byder desuden på en del twists, og selvom du måske også gætter en del af dem, så er det stadig fedt at se det hele samle sig til sidst.

I See You udkommer både digitalt og som fysisk medie fra den 1. marts 2021. Den kommer også på C More den 6. august 2021.

FAKTA

DVD/BD-premiere: 1. marts 2021
VOD-premiere: 1. marts 2021 (køb) | 15. marts 2021 (leje) | 6.august 2021 på C More
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Adam Randall
Medvirkende: Helen Hunt, Jon Tenney, Judah Lewis, Owen Teague, Libe Barer, Gregory Alan Williams

Plot

I en perfekt by fyldt med perfekte familier er den 12-årige Justin Whitter forsvundet. Greg Harper (Jon Tenney) er efterforskningsleder på sagen og har svært ved at balancere presset fra efterforskningen, som har medført opmærksomhed omkring en lignende sag, der lå begravet i fortiden, samtidig med at han må finde en måde at tilgive sin velhavende kone, Jackie (Helen Hunt), for hendes nylige utroskab. Familien kommer under stort pres, da Jackies skyldfølelse langsomt tærer på hendes virkelighedssans. Da en ondsindet tilstedeværelse dukker op og udsætter deres unge søn, Connor (Judah Lewis), for livsfare, afdækkes den kolde, ubønhørlige sandhed om ondskaben i Harper-familiens hjem langt om længe.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.